ze trutz

Sandheden er at jeg savner Taizé forfærdeligt meget. Og det har jeg gjort i et år nu. Jeg har ikke lyst til særligt meget andet end at bede og gøre rent. Livet i fællesskab er det eneste meningsfulde liv for mig. Mit ophold der fik min lyst til alt andet end klosterlivet til at fordufte. Dette år er gået for hurtigt. Jeg har bundet mig til en mand. Men jeg aner ikke om jeg vil giftes. Karriere siger mig ikke noget mere. Alligevel har jeg konstant eksistentiel krise. På en måde har jeg et behov for at realisere mig selv. Udvikle mit potentiale, mine talenter.  Formere mig.  Træne min krop. Sætte mål og delmål og opnå resultater. Flashe min success på sociale medier. Iscenesætte mig selv som det mest naturlige i verden. Jeg sidder i verdens smukkeste kirke. I en fredelig landsby. Stilheden er guddommelig. Men jeg er træt af stilheden. I virkeligheden er jeg bange for stilheden. Jeg er bange for mennesket, mig selv. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad jeg kunne have opnået. Hvem jeg kunne have været. Men jeg ville ikke være nogen. Det eneste jeg ønskede mig var fred. Fred og frihed. Og det fik jeg. Jeg har opnået alt. Resten er bare fornøjeligt tidsfordriv. Jeg frygter samfundet. Jeg har et grundlæggende behov for at leve uden for samfundet. Samfundet nebryder mennesker og kalder det success. Jeg ønsker at bygge et samfunde der opbygger mennesker. Et samfund der elsker mennesker og lærer dem at elske stilheden. Jeg vil hjælpe mennesker til at finde tilbage til Den Første Kærlighed. Og den store stilhed. Den fred som findes et sted derude i verden. 

en tale om kærlighed og ægteskab

Det handler om hvordan jeg elsker. Og hvordan Gud elsker. Jeg elsker ikke gud fordi jeg elsker dogmerne. Jeg elsker ikke gud fordi jeg elsker kulturen. Jeg elsker ikke gud fordi jeg elsker kirken. Jeg elsker ikke gud fordi jeg elsker disciplin, selvbeherskelsen. Jeg har ikke valgt mit livs kærlighed ud fra rationelle overvejelser. ”Det kunne være gavnligt for mig, det ville fungere godt, det vil være gode frugter, det er etisk korrekt, andre har besluttet at det er godt” NEJ. Jeg mødte ikke gud i hovedet, med fornuften, for man kan ikke tænke sig frem til gud. Jeg mødte gud med kroppen, med det ukontrollerede selv. Jeg mødte gud i min mest beskidte, nøgne og brudte natur, ikke i min rationelle kultur. Jeg mødte gud i total overgivelse. I afmagt vendte jeg mig mod lyset. Jeg begyndte mit liv med gud som et lille barn. Uden forbehold, uden tørre tankespind. Jeg kastede mig ud i kærligheden, jeg badede i den, spiste den, indåndede den, iklædte mig den. Først senere så jeg dogmerne, kirken, autoriteterne, kulturerne. De er der. Men det er ikke dem jeg tror på. De er intet uden kærligheden. Som Paulus. Jeg tror. Men der er også meget jeg ikke tror på. Kontrakter, præster, loven, kønsroller, kærlighedsrelationer med betingelser, fornuften. Der er uendeligt meget jeg ikke forstår. Men jeg forstår hvad jeg kan erkende med kroppen. Gud har en pagt med mig, mennesket. Men han elskede mig længe før jeg lovede at være ham tro resten af livet. Han ofrede sin søn for mig længe før jeg opgav mit liv for ham. Gud behøver ikke mit løfte for at elske mig. Jeg kan ikke bygge mit liv på noget, som er skabt af mennesker. Jeg kan ikke bygge mit liv på kirken. Kun på Gud. Jeg kan ikke forene den grænsesprængende kærlighed med kontrol. Jeg har det svært med kontrol.  Jeg tror ikke på pagter mellem mennesker. Men jeg tror på kærligheden. Og jeg kan ikke vente med at give mig selv fuldt ud til jeg har fået ligeså meget igen.
 

disciplin og ring

disciplinering af mig selv har altid været et gennemgående tema i mit liv og mine tekster. eller manglen på disciplin. jeg har været besat af disciplin. troet jeg kunne disciplinere mig ud af alt. jeg elsker disciplin. elsker, elsker, elsker. jeg tænder på det. jeg er utroligt tiltrukket af disciplinerede mennesker. klassiske musikere, sportsfolk, militærmennesker, munke, nonner. jeg har altid troet at det disciplinerede liv var lykken. at det ville være det mest tilfredsstillende. og måske tror jeg stadig det er vejen frem. jeg er bare så utroligt dårlig til at disciplinere mig selv. jeg skriver næsten ikke mere og jeg gider heller ikke skrive mere. jeg vil hellere leve.

en teen-emo

jeg følte mig ensom. fordi ingen ville anerkende det jeg ser som sandhed, det som er det vigtigste for mig i mit liv. og fordi jeg forsøger at skjule mine følelser og ikke tør stå ved hvem jeg er. det hele kørte bare derud af. jeg havde nærmest ikke grædt i 2 måneder. kan man blive normal af at gøre normale ting? ja, det tror jeg næsten.
jeg vil stadig ikke selv unde mig det jeg har brug for. jeg havde brug for trøst, brug for at komme ud af skammen igen, ligesom et barn. men det tillod jeg ikke andre at hjælpe mig med, for jeg skjulte alt. jeg kunne bare ikke rumme at blive elsket, så jeg trak mig væk og endte med at lukke helt af for mine følelser til omverdenen. igen. men indeni bliver jeg i skammen og fortvivlelsen og nu bliver det meget sværere at komme ud af, fordi det er gemt langt væk, et sted der er lukket af. takket være mig selv.

tro

jeg ved godt at ikke alle kan forstå. og jeg forstår måske godt hvorfor de ikke kan eller vil. men nogle gange ville jeg bare virkelig ønske at folk, om ikke andet i det mindste mine nærmeste, ville anerkende hvad Gud har gjort for mig. Jeg ved det er svært, for de har ikke selv set det. De har ikke set hvordan mit liv var før og dermed heller ikke den forvandling og fornyelse Jesus har bragt ind i det. Men jeg ved det og jeg kan stadig føle det i kroppen den dag idag. Jeg ved hvordan det føles at leve et liv blottet for håb. Og nu ved jeg hvordan det er at få håbet igen. At blive genfødt til et nyt liv. Og dette liv handler ikke om regler, begrænsninger eller undertrykkelse.
Det handler om nåde.
Derfor er Jesus mit liv nu. Det kan godt være han ikke betyder noget for dig. Men han betyder alt for mig. Det er en realitet.

liv

menneskets lod. min skæbne. grundvilkåret. den konstante eksistentielle krise. er jeg kunstner eller er jeg ikke?
angsten. at være bundet til denne verden. at være bundet til en fysisk krop, begæret. at være slave af sindet. at være svag og udisciplineret.
knuste drømme. nye længsler. fremmedgørelse. vanens magt. aldrig være fri.

frihed og fred

jeg vil bare gerne være fri. det er alt jeg ønsker mig. men jeg er fri. jeg kan være fri. jeg var fri. jeg troede det var en statisk tilstand. jeg blev sat fri af Kristus da jeg blev genfødt af ånden. sat fri af denne verden. sat fri i kærlighed. sat fri i nuets kraft til at være til stede, bare være i nuet, i væren, som er kærlighed, men måske også kaos i en god balance. men sindet glemmer hurtigt at være i nuet. sindet er af verden, afhængig af verden. mit sind er afhængig af tid, fortid, fremtid. mit sind er afhængig af smerte, problemer og offerroller. for det er tryghed, for det er det jeg kender. dette er et nyt liv. men når jeg er svag, lever mit sind det gamle liv, mod min vilje. det opfinder lidelse uden grund. uden nogen forbindelse til nuet. men ved du hvad? der er kun nu.

emo

jeg er bare så fuckin broken. der er ikke mere at sige til det. sådan er det bare. jeg har ingen følelser og jeg lader ingen komme tæt på. jeg ville gerne, min krop kæmper bare imod. alt for mange udfordringer. alt for mange mennesker. for meget larm indeni. for meget stress og aggression. men jo måske er det hele ok. det er bare svært for andre at leve med. jeg kan godt leve med det. det har jeg jo trods alt altid gjort.

et liv

jeg skriver ikke så meget mere. det er fint. jeg føler mig svag. meget. men det er jeg ikke. jeg er sårbar. jeg nægter at leve som om jeg er syg, når jeg ikke er det. lige nu. jeg vil noget. nu må det hele briste eller bære. men jeg bekymrer mig. så mit hoved værker om natten og trætheden truer med at slå mig ned. bekymringer om alt der tilhører verden. mennesker, relationer, uddannelse, job, begær. bekymringer om det jeg ved ligger under overfladen, dybt inde i mig, det som kommer frem og overtager når man mindst venter det. jeg ved at jeg er meget dårlig til at håndtere stress. jeg har haft to kæmpe breakdowns. og er begyndt på et nyt liv i et roligt tempo. men jeg kan ikke sætte mit liv på standby for evigt. nu må det hele briste eller bære.
jeg stoler ikke rigtigt på mennesker. klosterlivet har været en seriøs overvejelse. jeg kan ikke forestille mig noget bedre. jeg ved at hvis jeg giver mit liv, min tid og min krop til Gud, så vil jeg aldrig mangle noget. jeg synes ikke det er svært at give mig selv fuldt ud til ham. men at give mig selv fuldt ud til et andet menneske er den største udfordring jeg nogensinde har mødt. jeg tror ikke på det kan gå godt. jeg tror mennesket er styret af begær og instinkter og betinget kærlighed. at elske som Gud elsker. er det muligt? vi er jo kun mennesker. det er for mig et ideal, ikke en lov. hvad sker der lige for ægteskabet? "jeg vil kun give mig selv fuldt ud til dig hvis du lover at blive sammen med mig" - what? er det ikke netop betinget kærlighed? Gud elsker uden forbehold. Et menneske kan ikke love noget. Det tror jeg ikke. Hvad er det for en besættelse af at sætte alt i kasser og titler og lade det afhænge af viljen? kærligheden er irrationel. både Guds og den romantiske. her er det ikke vilje, kontrol, ego eller fornuft der hersker. men derimod spontanitet, intuition, instinkt, flow, overgivelse. det er hvad det er. og du kan ikke kontrollere det.
min krop er bange for fremtiden. dødsens angst. kaos hersker. uden Gud ville jeg være død. men døden er ikke det jeg frygter mest. men derimod den existentielle død.

der er så meget jeg ikke kan tro på. så meget jeg ikke kan acceptere. det gør ondt.

et velkendt rum

jeg ender altid det samme sted. der hvor jeg er som et barn. der hvor jeg går i stå, ikke kan handle, ikke kan beslutte mig for noget. der hvor jeg er bange for kærligheden, livet, mister troen. der hvor jeg ikke vil tillade mig selv at leve, at føle nydelse, at lykkes med noget. for jeg mener ikke jeg fortjener det. det værste er, at jeg føler mig hjemme her. tryg. gemt for verden.
som udgangspunkt er jeg normal. det der er særligt ved mit følelsesliv er, at der skal meget lidt til før det hele vælter. stress, forvirring, uafklarede ting, pres. ofte skal der ingenting til før min verden bryder sammen. sådan er det. det er en udfordring.

teenage sommer

det er sommer i danmark. det er varmt og solrigt, det er dejligt, det er godt. ferien er slut, jeg har travlt med mange ting og det er dejligt. men hver dag er en kamp når man er på vej til at blive pillet ned. sig hej til mine følgesvende. trætheden, den træthed som uden varsel kommer og overskygger alt og får din krop til at føles som havde den været på festival. dertil kommer den existentielle træthed. stemmerne som taler til mig, min egen stemme, som siger, råber, "du kan ikke finde ud af noget, du fortjener ikke kærlighed, du er bitter, du er svag, du er et offer, alt er meningsløst, du har spildt dit liv hidtil, du har gjort alt forkert, intet nytter noget, kan du ikke se tomheden under illusionerne, du kan ligeså godt droppe projektet, nu tager jeg dine følelser fra dig, det skal du bare være taknemmelig for, jeg hjælper dig kun"
således kan en dag i mit liv godt føles rimelig lang.. sådan er det bare lige nu. man lærer at leve med det. i perioder kan det bare gøre mig så freakin træt...

fremtid

jeg er gået i panik. eller meget tæt på. men hvorfor? fordi sådan er jeg. det er det jeg gør. ofte. og der skal ikke ret meget til. den mindste uforudsigelighed, det mindste pres. den nærmeste fremtid er lidt usikker. jeg ville ønske jeg vidste hvad jeg skulle. at jeg havde taget en beslutning. at jeg havde et fast job og noget at stå op til hver dag. det er bare som om projekt orgel ikke rigtigt rykker. og jeg går bare mere og mere i stå i projekt kolle. og projekt tabita er helt håbløst. men det er her jeg må huske på mit primære projekt, at lære at stole fuldt ud på Gud, at opbygge tillid og forny den hver dag. det er hvad jeg kan gøre. alt det andet er ikke mit gør-det-selv-projekt. Det er Guds og han har styr på det. Jeg kan ikke fixe mig selv, ikke fixe min egen brokenness. Det betyder dog ikke at jeg bare sætter mig behageligt tilrette i en offerrolle (som så ofte før), nej, jeg har indset, at det der gjorde udslaget for mig ift. at få det bedre under sidste store nedtur var, at genvinde magten over mit eget liv og erkende at jeg rent faktisk kan gøre noget. jeg kan vælge. jeg kan handle. jeg troede jeg var fanget. men jeg indså at alt er muligt. alt er fucking muligt. hvorfor går jeg stadig i panik? fordi sådan er jeg indrettet. og det er ok. jeg må bare have tillid først og fremmest.

life

jeg har haft det godt de sidste 2 uger. alarmerende godt. sådan er mit liv. det er når jeg virkelig har det godt, at jeg begynder at blive urolig. for der følger altid en nedtur. også denne gang. jeg havde en emoblog klar. men det er ligemeget nu. for så kom jeg hjem til kolle og kærlighed. det eneste der virker mod teenage emos er cykling og rengøring. og rødvin og spooning.
jeg ved ikke hvad der skete. det er som om jeg er vågnet op af en drøm og nu ser virkeligheden. jeg klamrer mig desperat til håbet, det håb jeg endelig har fået under huden. måske var det hele bare en illusion, en overlevelsesmekanisme, endnu et system jeg kunne støtte mig til, holde fast i indtil alt alligevel går i opløsning. hver gang jeg finder noget at tro på, er der nogen der støtter mig og tager det for virkelighed. ligesom sidste gang jeg opbyggede en identitet bare for at have en. og bagefter vågner jeg op til min virkelighed, mens de andre stadig er i deres, hvilken en der så end måtte være rigtig, og ingen kan tage noget som helst seriøst, især ikke mig, især ikke af mig selv. er det det samme nu, med Gud? nej, det kan det ikke være.

emo

min gamle emo-blog tegner et rammende portræt af mig og min sørgelige tilværelse. den blog holdt mine tanker i live. den er slettet men dog gemt. jeg havde mistet al håb for en fremtid. Gud gav mig nyt håb, han gav mig en fremtid. Jeg har det ok nu. Ikke? eller er det bare fordi jeg fortrænger smerten? jeg er ved at miste håbet igen. håbet for at noget nogensinde ændrer sig. jeg lever jo i det samme lort hele tiden.
jeg kan godt leve. det er bare som om mit liv hele tiden går i stå og jeg må begynde forfra. måske er hele menneskeheden bare syg, syg, syg og destruktiv. hvad gør vi egentligt af konstruktive ting? der er da ikke noget at sige til hvis man ikke kan holde ud at leve i denne verden.
kommer jeg nogensinde videre? holder jeg ikke bare mig selv fast i gamle mønstre? er det hele ikke bare noget fiktivt, noget jeg har skabt indeni mig selv? hvem kan tage mig seriøst og hvem gider høre på mit pis? jeg gad ikke, hvis jeg var en anden.

strong decisions

det er ikke nemt at hvile i sig selv i en facebook-verden. man bliver hele tiden prikket på skulderen af fortiden eller mindet om hvad alle de andre har opnået. man får et urealistisk og romantiseret billede af stort set alt og alle. jeg tror ikke det kan være sundt for nogen. ligegyldighed, dovenskab, fedladenhed, middelmådighed, ubevidsthed og destruktiv adfærd gennemsyrer hele vores kultur. lad os kræve noget mere af livet. lad os kræve kvalitet og nærvær. nu og her. idag!

jeg var naiv. troede jeg kunne fixe mig selv. planlægge mig ud af alt. når bare jeg gør det og det eller opnår det, vil alt blive anderledes og meget bedre. men nej, der er kun et at gøre, først og fremmeste: at stole på Gud. jeg har altid været indbegrebet af enten-eller. fokuserer på afholdenhed eller går amok. jeg har måske brug for "regler". men er det sundt? og fjerner det ikke fokus fra det vigtige i mit liv?

først og fremmest, stol på Gud. og lev med et lyttende og åbent hjerte. så vil alt andet komme til dig. det er rigtigt. du kan ikke fixe dig selv eller andre eller hele verden. vi er ufuldkomne, broken. og det er ok. vi kan ikke vente med at leve til den dag alt bliver "optimalt". lev en dag ad gangen og lad Gud komme til dig, udforsk dit personlige forhold til ham og med tiden vil det styrkes.

Dwell on God and His Word rather than on your problem.

Remember that you can be just as chained to sin by trying not to do it as you are by doing it. As long as your attention is on the sin, you are honoring it. But if your attention is on God, you are honoring Him. "Let us fix our eyes on Jesus, the author and perfecter of our faith

tid og håb

jeg har lært at når man får en idé, skal man føre den ud i livet med det samme. ellers ender det hele bare med at blive støvede visioner og glemte drømme.

harmoni

idag er min krop lykkelig. måske ikke idag, men i nu til aften. der er stille på vores gård, endeligt. jeg gik hjem. jeg er meget fascineret af hvordan kornet bølger på marken i takt med vinden. de er i balance. det er perfekt, man føler ikke noget er forkert, man føler ikke trang til at ændre noget. den samme følelse indtog min krop. at alt er perfekt. eller det er bare hvad det er. vi bor jo faktisk i himlen, så smukt er her.

idag sad jeg og stenede over ordet "uddannelse". i kolle kan man ud, men man kan måske ikke blive dannet. i samfundet kan man blive dannet, men man kan ikke ud. du skal ud.

Herren er min hyrde

i nat fik jeg nærmest en åbenbaring. jeg lukkede hunden ud i haven. og det at kigge på ham, fik mig til at tænke. over hvor meget både dyr og planter og hele naturen hviler i sig selv. et dyr accepterer sin krop fuldt ud og er totalt til stede i nuet og forstår virkelig at slappe af. de ser ud som de gør og de bevæger sig med en ophøjet ro og stolthed. hvorfor gør vi mennesker ikke det samme? jeg er som jeg er. og der er kun nu. hvad skal planer og kontrol til for? hvorfor skal jeg gøre modstand mod alt? de sidste par dage har jeg været ødelagt indeni. af den smerte og frustration, som altid vender tilbage. jeg var ved at opgive håbet. for hvordan skulle det blive bedre, når det altid ender samme sted igen? det gjorde mig aggressiv og negativ. alt var meningsløst.
men idag fandt jeg tilbage til Gud. det er simpelt. så utroligt simpelt. mit eksperiment gik ud på at leve uden penge, men mest af alt at lære at stole fuldt ud på Gud. God provides. det gør han altså. et liv i tillid er det bedste liv jeg kan forestille mig. det hele er ok. også smerten. der er plads til det hos ham. jeg overgiver mig. hos ham har jeg fået nyt liv. det glemmer jeg nogle gange, men når jeg husker det, bliver jeg fyldt at kærlighed og taknemmelighed så det ikke kan beskrives. jeg ved hvad jeg vil. jeg vil hvile i Gud og gå kærlighedens vej i mit liv. først og fremmest. tak.

Four Proposals to Uncover the Wellsprings of Trust in God

svampe og maling

idag, nu er jeg lykkelig. har måske aldrig før følt mig så forløst og afslappet. hvad har vi lavet? tja, vi har meldt os ud af samfundet. og nu holder vi sxe/kærligheds/meditations-festival, nu omdøbt til RØSKILDE! idag flippede vi ud. virkelig flippede som i den gamle hippietid. vi drak lidt fernet branca, spiste boller, dyrkede yoga, gik amok i maling og bodypaint, løb rundt i haven nøgne og halvnøgne og kastede med dæk og pinde, løb rundt, cyklede rundt, sungazede, elskede solen, legede, krammede, elskede, spiste chips med dip, lavede sushi, drak kaffe, rødvin, the, sang flerstemmigt, krammede dyr og græs, ALT. tidligere idag var jeg træt af at leve i denne symbiose. nu elsker jeg det. de siger at når bare nogle få tripper, så påvirker det alle. nu ved jeg det er sandt. jeg elsker en svensker og jesus og to der hedder lasse og en mand uden alder og hele kolle. det er så fucking fucked up syret.

det hele handler jo bare om kærlighed

mine tidligere elskere beder om tilgivelse på stribe. jeg føler ingenting. tilgivelse for den kommunikation som aldrig fandt sted. for løgne. for at være umodne og ikke kunne mande sig op og sige tingene ligeud. for at have ladet min kærlighed flyde ud i sandet. for at have holdt mig hen. jeg føler ingenting.

livet er mærkeligt.

jeg føler ingenting. dog føler jeg mere fred end jeg har gjort længe. alkohol har altså en virkning. igår var jeg for en gangs skyld ikke desorienteret. idag nærmer det sig. men jeg kan finde fred og fokus eller bare zen. igår gik jeg i et med græsset. vi blev et. mens solen fortærede vores kroppe. det var zen.

idag er endnu en dag i et liv. ikke 'bare' endnu en dag. det er en dag. i et liv. mit liv. Guds liv. verdens historie. det er en dag og den er hvad den er. og den skal have lov til at være det den lige præcis er med alle dens fejl og mangler og små finurlige læresætninger og kosmiske lektioner. en dag har også følelser. man kunne sige at den vil elskes. men det er også for stort et pres at lægge på et enkelt lille menneske. lad os sige at du ikke behøver elske dagen. men du kan i det mindste anerkende den for hvad den er og vise din taknemmelighed for at den er ny. der kom en ny dag, selv efter gårsdagens mørke og håbløshed. du kan vælge at blive i mørket. men dagen er her, hvorfor fornægte dens solstråler og muligheder?
jeg siger ikke at dagen er god eller du skal synes den er god. det er hvad det er.
men denne dag er skabt af Gud, og hvis vi tror Gud er god, så har dagen potentiale for at blive en manifestation af Guds kærlighed på jorden. Hvis du vil lade den udfolde sig.
Det er hvad det er.

Om at tage imod

Jeg er træt. så utroligt træt. og det bliver ved og ved. mit hoved har været ved at sprænge i et kaos af tanker og opgaver, min krop har været plaget af følelserne, dybt irrationelle følelser, som måske ikke har meget med "virkeligheden" at gøre.

Her på det sidste er det lykkes mig at formulere mine udfordringer meget klart, og det er jeg godt tilfreds med. jeg troede alt var "fixet" efter jeg havde været i kloster. mente ikke der var flere "problemer". men det er kun den halve sandhed. nogle gange bebrejder jeg mig selv for at jeg ikke tog imod den hjælp, jeg så længe havde ventet på, mere desperat og deprimeret end nogensinde før. Men på den anden siden ved jeg, at jeg var nødt til at følge Gud. Jeg var nødt til at blive "genfødt ved vand og ånd" og det blev jeg. Jeg er overbevist om at Jesus reddede mit liv, han forhindrede mig i at begå selvmord, dette er virkeligheden, han er for mig ligeså sand og virkelig som min egen krop, græsset, træerne, vand og mine fem sanser. Det er et mirakel, og Gud skal have al den pris han fortjener. Men derfor har jeg stadig udfordringer. Jesus har helbredt min indre smerte, den som har plaget mig i 8 år. Dvs at når jeg er nede, er det aldrig så slemt som før, og når jeg føler tomhed, ved jeg at noget kan fylde den ud. Jeg tror jeg har lært, at mange af mine følelsesmæssige udfodringer, måske skyldes behov der ikke er blevet opfyldt, enten nu eller i barndommen. Og jeg har ingen anelse om hvad det kan være, det er endnu et stort mysterium for mig, jeg forstår ganske enkelt ingenting. Men et behov, som var kæmpestort for lige præcis mig, er nu blevet udfyldt, den dag Jesus kom mig i møde og jeg tog imod ham. Dette har ekstremt stor betydning for mit videre liv og for at jeg nu kan leve et liv i håb, i det mindste i perioder. Forskellen på et liv uden håb og et med, er ubeskriveligt stor, det ved alle, som selv har følt forskellen.

Dette er et nyt liv. Men når man har været slave af sine tanker og følelser så længe som mig, så vil meget af "det gamle" hænge ved. Det er ligesom historien om manden, som samlede sig en masse ting på sin rejse og til sidst var han så tynget af "byrden", at han knapt kunne gå. En morgen da han vågnede, havde nogen stjålet alle hans ting, men han fortsatte med at gå langsomt, krumbøjet og tynget, han så slet ikke at byrden var væk. Sådan tror jeg det er når man bliver kristen, eller på anden måde får et nyt liv, i hvert fald for mig, alt er nyt, men sindet og kroppen kender bedst til de gamle tanke- og handlemønstre. Man bliver mindet om, at man kan komme pænt langt ud igen, for dette er bare en del af en selv, ligeså integreret som hukommelsen og leveren, og her går det op for mig, at jeg må spørge om hjælp og vejledning. Hos Gud, andre kristne og systemet. Og bare tage imod. For det var jo sådan hele min rejse begyndte: ved at tage imod. Det er det, Gud venter på, at du bare tager imod ham. 

Det er så simpelt, men dog så ufatteligt svært...

kaos

Jeg er helt ekstremt vægelsindet for tiden. jeg tager en beslutning, lægger en plan, og 5 min. fra målet, ombestemmer jeg mig og skifter retning. bagefter fortryder jeg det. men jeg kender det fra tidligere, jeg ender med at fortryde det ligemeget hvad jeg gør. så det er ikke det jeg gør, det er følelserne indeni den er gal med. hvad kan man gøre? ikke så meget. jeg har brug for en der kan fortælle mig at jeg skal gøre det og det på det tidspunkt. men så ombestemmer jeg mig nok bare alligevel og gør noget andet... suk, meget skal man holde ud fra sig selv.

emos gamle liv

det er nemt nok at lade være med at drikke. indtil man når punktet hvor det er nødvendigt. der hvor glasset ikke bare er flydt over, men sprængt i stykker. der hvor man ikke kan holde ud at være i sin egen krop. der hvor man kan forsøge at fortrænge verden, men så snart man lukker øjnene op, vender tankerne tilbage og de vil ikke stoppe. der hvor fortidens tab og bitterhed vender tilbage og tager bolig i kroppen. der hvor uroen kan holde dig vågen men alligevel forhindre dig i at få noget gjort. der hvor opgaverne bliver flere og flere og som tiden går bliver de kun mere uoverskuelige. der hvor man føler at der intet af virkelig værdi er i ens liv og at man ikke gør eller har gjort noget af betydning, og at det burde være anderledes. der hvor man forsøger at fortælle sig selv at dette ikke er virkeligheden. der hvor man bare har brug for at blive bedøvet.

men der må være en anden vej... og jeg vil finde den.

stilstand

jeg er træt. træt på alle måder. mit hoved kan ikke rumme mere. ikke et ord, ikke en lyd, ikke en følelse. jeg lever i en glasklokke. jeg er en zombie. men måske er det ikke det værste. måske vil jeg bare lade være med at dømme.
fortiden indhenter mig og plager mig. jeg kan ikke se fremad, kan ikke se det store perspektiv.måske skulle jeg slet ikke være her. måske skulle jeg være i klostret. måske et andet sted. jeg ved ikke hvor jeg skal være eller hvad jeg skal gøre. andre mennesker gør mig kun aggressiv. tid. tid er altid vejen frem. en dag vil jeg begynde at leve igen. snart...

livet

hvad kan der gå galt? hvad er det værste der kan ske?

jeg går i panik over meget små ting, ingenting. tror det bliver min og hele verdens undergang. det er mit liv. hvorfor? hvad er det værste der kan ske? at man får en erfaring og lærer noget af det. at man rent faktisk udretter noget.

nu, forår

jeg skulle bare væk. have det hele lidt på afstand. hver dag er jeg brudt. og hver dag gør Gud mig hel igen. jeg har måttet sluge nogle kameler siden jeg vendte tilbage til samfundet. jeg skulle lære at give slip på nogle mennesker. lære at komme videre uden at blive bitter, men også uden at fortrænge.
lære at det hele i sidste ende bare handler om kærlighed og kærlighed er aldrig forkert. det er bare ikke nødvendigvis altid til ens egen fordel. i sidste ende er det alligevel nok til alle menneskers fordel. det er hver enkelt bare ikke i stand til at se fra sit eget lille perspektiv. det kan kun Gud se. jeg beder om at lære at se verden gennem kærlighedens øjne, det store perspektiv.

jeg har haft nogle gode dage. dejligt praktisk arbejde og et flot sted lige ved vandet. igår, den perfekte festaften for mig, stearinlys, mig og hunden på gulvet, lyttende til Bach med Glenn Gould. den musik har simpelthen en utroligt beroligende effekt på mig.

nu er det pausetid. nøglen er at have så få ting som muligt at forholde mig til. fordi jeg er så følsom. så kan min hjerne virkelig lade op. håber jeg. der er selvfølgelig den stress der opstår, når man ikke umiddelbart udretter noget konstruktivt (aka målbart). men jeg har efterhånden lært at tid brugt i stilhed og pause, er det hele værd i sidste ende, for man arbejder så meget bedre og er mere til stede i nuet bagefter.

jeg lærer jo så meget.

tak for det.

at gøre modstand eller ikke at gøre modstand

Jealousy is the pain that arises when someone has something you don’t have, which you think you need to be fully satisfied.

God promises that whatever He gives you is tailor-made to bring you the most joy in Christ.

So whether God does or does not give me fame — whatever He chooses will bring me the most joy in Christ.

whatever He chooses will bring me the most joy in Christ.

vårliv

verden er grøn, gul og duftende lyserød. alle barrierer er nedbrudt. tilbage er kun én stor åben kanal mellem mig, verden, det guddommelige og mennesker.
mine relationer går langsomt i opløsning, mens mit forhold til Gud kun styrkes.
livet er mærkeligt.

Kongelig fred

intet af denne verden kan røre mig, få lov til at ødelægge mig eller gøre mig til slave. for jeg hviler i Gud og ved hvem jeg er.

verden er ok. jeg føler fred. jeg føler mig meget årvågen. det hele er "bare" et antropologisk studie. derfor kan jeg leve med det. jeg dømmer ikke. jeg sanser bare. og synes det hele er meget fascinerende.
Det er hvad det er. det er hvad det er.

jeg mangler intet, begærer intet. jeg føler jeg er ligeglad med alt. jeg føler fred. det er godt, men det er et problem i denne præstations-kultur. for det er svært at motivere mig til at lave "fornuftige" ting.
jeg føler den stille glæde. jeg er glad for at leve mit liv, og det kan samfundet ikke ødelægge. Det der gør mig misfornøjet er, at jeg føler jeg bør føle noget andet, gør noget andet. at fred er stilstand = menneskets værste fjende. og at Gud ikke er nok.

jeg har bare lyst til at være stille. Hvorfor snakke? mennesket skaber bare problemer, som ikke findes. sindet skaber problemer. Jeg vil acceptere alt og ikke dømme noget.

det er som om det er forbudt at være lykkelig og fredfyldt her. er det ikke sjovt? det er som om hele kulturen i samfundet, forbrugerkulturen osv. er bygget op omkring folks utilfredshed. Man skal have målbare ambitioner, ville mere, have mere, opnå mere - ellers er man ikke nogen, ikke godkendt.

- er det vanvid?

panik! Jamen hvad så?!

ikke noget. kun nu.

.

verden er fin nok. så længe jeg ikke skal forholde mig til den.

en dag i et liv

Pippi er emo. pippi har fri fra skole idag. som sagt er jeg ikke så god til at have fri. det var derfor klostertilværelsen var så god for mig. skemaer, faste rammer, kontrol! det er godt og det er sundt. det er godt at have fri, for så kan man endelig nå alt det man ikke fik nået i hverdagen. men hvor skal jeg begynde? jeg har skrevet opgaverne op i en rækkefølge, først det ene, så det andet etc. og hvis ikke den rækkefølge bliver fulgt, så går det galt. allerede fra starten af kan jeg ikke overskue det. jeg begynder at tænke over det. hvad skal jeg gøre først? måske er det godt at starte med de ting, som hurtigst kan færdiggøres. for så kan jeg føle at jeg har lavet noget, og det er motiverende. og derefter de vigtigste ting. det jeg bliver ved med at udskyde. fornuftige ting! men hvad er egentligt fornuftigt og hvad giver mening? den diskussion kan du godt droppe. slut. den får ikke engang lov til at begynde.
pippi er lidt teenager idag. jeg drømte at min svensker pludselig dukkede op på gården. jeg ved ikke om det var godt, det var bare mærkeligt. jeg følte ingenting. virkelig ingenting for ham. det er måske et godt tegn. et tegn på, at hvis vi somehow ender sammen, så er det måske allerede for sent, for jeg er så distanceret fra ham på alle måder og omvendt. det er trist når kærlighed dør. men det er ok. jeg er tilfreds. så behøver jeg ikke være emo mere.

roller+spil

det giver ikke mening for mig mere. facebook. jeg troede jeg kunne genoptage fortiden hvor jeg slap. genoprette mit netværk og overbevise mig selv om at "networking er vejen frem". men jeg går hele tiden i stå. jeg er en anden nu. nogle ting giver bare ikke mening mere. det kan jeg mærke dybt inde. jeg kan ikke sende flere friend-requests uden at brække mig. hvad skal vi med hinanden? jo, det er godt at kommunikere og udveksle brugbare erfaringer, hvis det så bare var det vi gjorde.. men hvor meget af alt det lort der postes kan egentligt bruges til noget? facebook, ligesom så mange andre ting, som engang fik mig til at føle glæde, får mig nu til at føle tomhed, tomhed, tomhed...
men det hele er bare et spil, et rollespil. ligesom resten af livet. derfor kan det faktisk ikke rigtigt gå mig på. "Jeg vil have oprigtig kommunikation med rigtige mennesker med rigtige værdier" blaaaah! Jagten på det autentiske er tabt. hvad er ægte og hvad er fake? kan man nogensinde tegne et fuldendt billede af et menneske? nej, selvfølgelig ikke. derfor behøver jeg ikke bekymre mig om hvordan jeg fremstår, for uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg aldrig vise hele mig. det jeg viser og det du ser, er den jeg er den dag på det givne tidspunkt i den givne situation. der findes iscenesættelse. alt er iscenesættelse, hvem kan blive fri for det? det er så godt som umuligt. og det er ok. så længe du ikke forveksler iscenesættelsen med din virkelige identitet. alt er et spil. et teaterstykke om penge, status, identitet. der findes ikke ren autenticitet. der findes ikke én identitet som er mig. der findes en masse roller, som jeg kan træde ind og ud af, afhængigt af hvor fri jeg er. du søger efter sandheden, men den findes ikke. du søger efter det autentiske, men det findes ikke. du søger efter dig selv, men der findes intet fastlagt selv.
dette kan du opfatte som en forbandelse eller en befrielse. en forbandelse, fordi du ikke længere kan være med i jagten, jagten på noget, det de andre kalder tilværelsen. Du kan ikke rigtigt tage de ting seriøst mere eller gå rigtigt op i dem. Befrielsen består i at du ikke længere behøver søge desperat. faktisk behøver du ikke længere være desperat. du behøver ikke kæmpe for at opretholde en identitet, en særlig iscenesættelse eller for at komme til tops i dette spil. Du er hvem du er og det har du altid været. det er hvad det er, ligesom nuet og alt andet. det betyder ikke at du er død. tværtimod er du i live og har hele tiden været det. det behøver ikke være så trist. du kan lege, for det er bare en leg, du kan lege med rollerne, du kan være hvad du vil når du vil, måske. måske ikke. du kan se, du kan lytte, du kan leve nu. nu. tillykke
hvad er egentligt vejen frem? nærvær.
bevidsthed, bevidsthed, bevidsthed

der er kun nu

KOM NU UD AF MAYA OG TILBAGE TIL GAYA!

En dag i Guds brusebad

København dufter fantastisk godt idag. Regn. Vi vandes, vi absorberer livets vand. Endnu engang. Livet kan forlade os, men regnen kommer altid igen. Morgen på Nørreport. Duften af festival, duften af sommer. Duften af frisk og blid regn lige efter en varm solskinsdag mixet med byens lugte af mad, kaffe, cigaretrøg, kroppe som regnen endnu ikke har afvasket.  Duften er overvældende, mild, blid, frisk, ny, denne duft er kærlighed. Tak for denne dag. Tak for regnen. I det øjeblik jeg trådte ud af domkirken, væltede regnen ned. Folk flygtede, men jeg nød det i fulde drag. Denne banale følelse af renselse. Den er fantastisk. Intet kan sammenlignes med et ordentligt regnskyl.

En dag i et liv. Jeg er færdig med at forholde mig til verden. Kan ikke. Det er for meget for mig. Min krop bliver mere sensitiv for hver dag der går. Sådan er det bare.
Jeg vil helst ikke være nogen eller forholde mig til noget. Men hvem kan slippe for det?

emo

jeg er så freakin emo. fordi min seng er for lille. fordi jeg ikke kan leve uden penge. fordi denne tirsdag er en mandag. fordi jeg ikke har trænet nok. fordi jeg ikke har øvet nok. fordi jeg er så træt og ynkelig og ikke kan forholde mig til verden.
fordi du ikke er her nu. fordi du aldrig kom hjem.
jeg havde så mange drømme om hvordan vi skulle nyde dette latterlige forår sammen. dette nye liv på landet. du sagde du ville. vi skulle gå tur i skoven, plante ting i haven, ligge i sengen hele dagen, sove udenfor, bede sammen, græde sammen, elske for hårdt, fucke hele verden og samfundet, være stille sammen, jeg skulle kysse dig på panden og du skulle lægge hovedet på min skulder, som kun du kan gøre det. leve vores fælles liv. du skrev så ofte at du så frem til at begynde vores fælles liv. hvad blev der af det? det blev aldrig. vi har aldrig haft et liv sammen. var noget af det overhovedet virkeligt? hvad er virkelighed? hvis jeg bare vidste det, kunne jeg måske leve.

you were just a dream. our love was just a fairytale.
it's ok. it's life. it's reality. it's dreams.
i believe in dreams.

Kolle-krimi præsenterer: Pigen med den anonyme ørering og kondomet på afveje

Da Hr. Og Fru Kollesen vendte hjem fra deres cannabinoide korstog i Jylland med maverne fulde af sort kaffe og lammesteg, fandt de til Viggos store forskrækkelse et stk brugt præservativ og en ørering af pubertære dimensioner, lige midt i ægtesengen, som ellers er så ren og uskyldig som sne. Her har du historien om kolle-krimien.

1.     Det var en mørk og stormfuld aften og 7 spændstige mennesker, inklusive to teenager og to hunde, var samlet på en sydsjællandsk gård. Aftenen startede godt med kanelsnelge. Der var rødvin i glassene, the i kopperne og varme i hjerterne. Men pludselig!! Gik Bastian i seng. Og så begyndte dekadencen at indfinde sig aka Det Spoonende Menneske. Lasse spoonede Fenrisulven, Pippi1 spoonede Lasse, Pippi2 spoonede Pippi1, Manden Uden Alder spoonede Pippi2, og så kan du i dine vildeste drømme forestille dig hvordan kæden af  spændstige, svulmende menneskekroppe ellers bare fortsatte. Og så gik Pippi1 ud i badet og elskede med sig selv og da blev historien en ægte kolle-historie, som er skrevet i fællesskab.  

2.     Som en snigende stillehavsvind kom et par raslende æggestokke farende fra højre ind på scenen og raslede så meget så bordpladerne vibrerede og det kom der kun et par skævøjede, fladnæsede mulatunger ud af, men det er en helt anden historie… De brugte trods alt heller ikke kondom.

3.     Efter en grundig klinisk investigation penetrerede rationaliteten vore spirituelle opiumshjerner, og påpegede, at Pippi2 er gået i hormonbehandling og derfor ikke længere har brug for præservativer, da hun pr. definition er immun over for samtlige omnisexuelt overførte sygdomme. Hermed frafalder anklagen Pippi2, og næste mistænkte i rækken er dennes pubertære søster, hvis spændstige og i øvrigt nydelige korpus er underlagt Maya/Gaya/Moder Jords explosive hormoncocktail…

fortsættelse følger...

Ja!

Det er sådan her man bør leve. 

Jeg kan overskue ting. Om morgenen når jeg drikker kaffe, sidder jeg og glæder mig i mit stille sind til at dagen skal begynde og alle de ting jeg skal lave. Jeg føler jeg har energi. Der er en god følelse i min krop. Mit humør er nogenlunde stabilt, ligesom mit blodsukker. Jeg har en trang til at leve. Til at leve dagen i dag og dagen i morgen. Til at leve videre så længe det kan gå. Fremtiden er ikke skræmmende og måske tænker jeg slet ikke på den. Fortiden er ok. Nuet er ok. Jeg kan udrette ting. Selv kl.15 om eftermiddagen har jeg ikke lyst til at give op og kapitulere i min seng. Min krop føler ingen stress og ingen angst, udover angsten for at dette bare er en heldig periode og ikke selve livet. Jeg har lyst til at snakke med folk. Lyst til at skrive, spille musik, elske, spise, eksperimentere. Jeg stoler på at jeg er elsket og at jeg er i stand til at elske, trods livets obligatoriske tab og fortidens bitterhed. Jeg har tillid til at fremtiden vil blive god, ok.

For nogen er dette måske bare en almindelig tilstand… For mig er det et mirakel. 

Tak for denne dag.

en dag

nu vil jeg skrive en glad blog. er det muligt? måske. to crazy uger endte i fred. alt ender med fred. jeg er lykkelig. sådan som jeg rent subjektivt vurderer det. det er ingen vild følelse og der er ingen grund til det. det er en stille glæde. som i klosterlivets banaliteter. det er fred. det er fravær af begær. der mangler intet. alt er som det skal være. måske ville jeg have ønsket det anderledes, men lige i dette nu formår jeg at acceptere det hele. zen. der er kun nu. og det er ok.

kærlighed. fred.
mit mål nu og den næste tid er bare at hvile i Gud. og at vidne der hvor jeg er. ikke ved at forsøge at ændre alt muligt. men vidne ved at leve mit liv.

jeg er elsket. vi er elsket. nu og i al evighed.

tak

fix me

nu kan jeg se at jeg flygtede fra det hele. jeg var så tæt på at blive klogere på de mystiske følelser, som år efter år kommer og besætter mit liv. jeg ventede. men jeg kunne ikke vente mere. desperationen havde skubbet mig ud i verden. jeg gjorde bare det jeg kunne gøre. og det var en befrielse at indse, at jeg selv kunne gøre noget. nogle ting kunne jeg befri mig selv for. universitetet, for eksempel. offerrollen. dårlige relationer. stress. og det er godt. men der er stadig noget tilbage. jeg må erkende, hvad jeg i min flugt forsøgte at fortrænge: det hele starter indeni. fuck

reprise a le printemps

'forårsdepression', hvordan kan det ord overhovedet existere? det giver ingen mening! hvad er det der sker i min krop hvert eneste forår? jeg forstår ingenting.
foråret gør mig ekstra opstemt. foråret gør mig ekstra nedtrykt. foråret gør mig ekstra opstemt. rundt og rundt i en cirkel af uendelig regres.  foråret er ekstremt. foråret er forfærdeligt.
på et år bliver jeg ikke et år ældre, faktisk bliver jeg ikke ældre. for tiden går i stå eller også skrues den præcis et år tilbage hvert år.
min hjerne fungerer ikke. jeg kan ikke tage beslutninger. jeg har ingen forbindelse til virkeligheden.
virkeligheden, hvad er det?
forårsvanvid

kom igen, patetiske wannabe-forår

Pippi love

idag er en ny dag. det regner. det er godt, jorden vandes, livet vandes, jeg skal vandes. smerten indeni er ikke død. men jeg har pink bukser på, og når man har det kan man alt!

fra mine gode kontakter fik jeg en rapport fra Frankrig. "he smiles a lot" - det havde jeg så ikke brug for at vide. De ord fik knuden i maven til at bevæge sig, it's alive, God no. jeg sad netop og tænkte: hvis man ikke kan mærke forskel på 'eks' og 'kæreste', så gør det ingen forskel om forholdet er afsluttet. og jeg kunne virkelig ikke mærke forskel, han kunne ligeså godt være min kæreste nu, for nu er han fraværende og før var han ligeså fraværende.

men de ord, he smiles a lot.. av. bare tanken om at han går rundt og er lykkelig uden mig.. måske var det en kæmpe lettelse for ham at jeg sagde farvel, fordi han ikke selv havde nosser til at tage en beslutning. måske er han virkelig lykkelig hvor han er, uden mig. det er jo også the safest place on earth, det bedste liv man kan få, næsten. og det pirrer knuden af bitterhed, av, lad være. han har levet sit liv, måske har han været lykkelig. jeg har bare kæmpet lige siden jeg kom tilbage til den virkelige verden, dette samfund. kæmpet med vinteren, ventetiden, tvivlen, samfundets støj og larm, savnet, længslen efter klosterlivet, de gamle følelser og tanker og stilstand, tomheden. fuck.

det er fortid. der er kun nu. hvis du er lykkelig, så er det godt. jeg er skuffet. men samtidig kan jeg ikke forholde mig til virkeligheden. du er her ikke, du er ikke en del af den.

angstens kvalme er tilbage. ej, helt ærligt, ikke idag. kære tomhed, kunne du ikke holde en fridag, bare en? nej? ok, så kom indenfor og få en kop the. du kan sidde der. men jeg har ikke tid til dig, så du får ikke mere opmærksomhed!

jeg kan overleve denne dag. jeg er ikke mig selv. jeg er Pippi af stål. og hun kan klare alt!

bonjour

u-mandag

i denne uge er der ingen mandag. det er godt, for så kan den heller ikke være nedern. mandag existerede ikke. mandag existerede verden ikke. mandag existerede jeg ikke. og det er ok. men nu er verden resurrected, og det er en ny dag. jeg er genopstået og agter at tage imod denne regnvejrstirsdag som et lille barn, med begyndersind, zen. det er det der er så fantastisk ved livet. at man kan dø og genopstå så mange gange i løbet af et liv, en måned, en uge, en dag... det er livets cyklus. mikrokosmos og makrokosmos, død og liv, rundt og rundt, hele tiden. det er da fascinerende! jeg tror døden er nødvendig for at man virkelig kan smage livet, det taler bibelen meget om, ja det gør alle hellige skrifter vel når alt kommer til alt.. livet er intet uden døden og omvendt. hvis man konstant var i en følelse af tilfredshed og vitalitet, hvordan skulle man da kunne genopstå? kontraster, som Martinus skriver så meget om. igår døde jeg. i morges genopstod jeg. i stedet for at være bitter over at 'miste' en dag, vil jeg sige tak. Tak fordi jeg får lov at opleve dette. vi burde sætte lidt mere pris på døden...

tænk hvis man hver morgen brugte bare lidt tid og energi, i meditation eller bøn eller noget andet, på at tage imod genfødslen, virkelig at tage imod denne nye dag for hvad den er. at forny sin tillid til livet, Gud, det hele. At tage noget for givet er aldrig vejen frem. En dag er ikke bare endnu en dag. Hver en dag er ny. "Du gør alting nyt", hver dag, hvert øjeblik. Zen. der er kun nu.

Alle forhold skal plejes. selv menneskets forhold til livet. selv menneskets forhold til Gud. det er ikke svært. bare åben dit hjerte op, tag imod og sig tak. sig tak for døden. tak for livet.

tak.

et liv

frustrationen vil ikke gå hjem. den har boet i min krop i en uge. det her kan ikke være sandt. hvordan, hvorfor, ikke nu, nej, nå, jeg vil ikke, fuck det hele, umuligt, muligt. konklusionen er at der ikke findes nogle konkrete problemer, for jeg er mit eget problem. det hele er selvskabt, en illusion, et produkt af et selvoptaget menneske som har for meget tid til at pille sig selv i navlen. måske. men hvis det er sådan nogle individer, samfundet skaber, så har vi vist et problem?

jeg er nødt til at bruge min tid på andre. men flugt er ikke en mulighed. kan det fortrænges? kan det drikkes væk? kan det spises væk? kan det kneppes væk? kan det arbejdes væk? nej. nu skal jeg fortælle sandheden, det kan rengøring-mediteres, ikke væk, men hen til en accept. Den eneste vej er at være til stede i nuet. og her kan simple arbejdsopgaver hjælpe med at skabe ro indeni og bare være i nuet. det gør ondt og det kræver øvelse, men det er godt.
sindet er min værste fjende. stilstand er sindets værste fjende.

denne gang er det ikke min opgave at fixe mig selv. for det kan jeg ikke.

en dag, et liv, to liv. vi lever nu. kun nu.

jeg er ikke et dødt menneske. hverken existentielt eller på andre måder. jeg er et genfødt menneske. jeg har en livslyst, en livsliderlighed indeni mig, har altid haft det. den er der, det ved jeg. ellers ville jeg ikke tage livet så alvorligt. for mig bliver det aldrig godt nok bare at leve, lade den ene dag følge den anden, lade det hele flyde ud i ligegyldighed og destruktiv adfærd. det er ikke godt nok. 
det er bare så paradoksalt. det er næsten komisk. min vanvittige lyst til liv giver bagslag igen og igen. jeg kigger på verden og ser mest af alt smerte, selvdestruktion og degeneration. "her kan jeg ikke leve", og så giver jeg op. jeg er et ekspressivt menneske, men fordi jeg ikke kan finde ud af at udtrykke intensiteten af det jeg føler, så giver jeg igen op. det må være muligt at kunne bruge det til noget konstruktivt...

frem og tilbage

1 år frem. 1 år tilbage. jeg står det samme sted og alligevel slet ikke.
"flytter nissen ikke med?" nej, den gør ej! jeg har fået et helt nyt liv. alt er anderledes. alle de gamle tanker er døde og begravet. Halleluja!

troede jeg... alt er nyt. og bedre på mange måder. men nogle ting kan man bare ikke flygte fra. nogle ting bliver kun værre med tiden. i 3 måneder har jeg forsøgt at fortrænge det, den følelse, den adfærd. men det er kun gået den forkerte vej og jeg kan godt se hvor det er på vej hen, jeg ved det, for jeg har været der før.. hvis det sker igen, så tror jeg ikke længere på noget.
skal man bruge 5 år af sin ungdom på at modarbejde livet? det kan ikke være rigtigt. jeg ved at der findes en anden måde at leve på. at man kan leve mere end 3 dage uden at blive slået ned af jeg-kan-ikke-overskue-noget-alt-er-meningsløst-følelsen, stress og de mærkelige små tankevæsener, som elsker at slå mennesker ned og trampe på dem. jeg ved det. for jeg har prøvet det. i 3 måneder!!
det er muligt. og det er godt. i det mindste lever jeg nu et liv uden stress og jeg kan sige, der er en verden til forskel.
Dette er ikke livet. Det skal vi ikke bare finde os i. Vi er skabt til så meget mere. Vi må kræve mere af livet. Ok, måske kræver jeg for meget engang imellem.. en mening med hver eneste fucking lille bevægelse? måske ikke.
alt er bedre nu. jeg kan styre tankerne. jeg kan sige stop. jeg kan leve. kan jeg?

jeg prøver virkelig at leve, men jeg er ikke særlig god til det. Lærer jeg nogensinde at kunne lide det? Kommer det nogensinde til at give mening for mig? I bund og grund er der ikke noget jeg har lyst til at lave. Er jeg bare fortabt?
Følelsen af ikke at kunne overskue noget, den der træthed forsvinder bare ikke. 3 mdr. Hvad vil den? Hvorfor er tomheden så interesseret i mig?
Det nytter ikke noget at være emo. Det eneste der hjælper er faste rutiner! Som et barn. Det har jeg erfaret. Forudsigelighed er godt.
Hvis jeg finder ind i den meditative livsstil igen og tilbage til nuet, så vil det langsomt blive bedre.. det ved jeg.

Broken

jeg troede jeg var ok, men det er jeg ikke. den følelse, sugen i maven, knuden i maven, stenen i maven, tomheden i hjertet. hvis jeg så bare kunne græde, føle noget. apatien indtræder. jeg kan ikke mærke noget. andet end den tømmemændsagtige træthed og manglen på lyst.
elsker jeg dig? nej, det tror jeg ikke. ikke længere. jeg kan ikke mærke det. jeg ved ikke hvem du er. jeg kender dig ikke mere, har måske aldrig gjort det. for mig er du ikke virkelig. du er så langt væk, du kunne være en fantasifigur, en drøm. min nuværende tilstand er ikke min yndlings, faktisk en af de dårligere, men jeg synes det er fint nok. det er fint nok at jeg ikke kan mærke noget. det er fint nok at vores kærlighed døde. for så skal jeg ikke gå og tænke på alt det som kunne have været, blevet. for vi havde ingen fremtid sammen. vi havde nuet og du ville komme hjem til påske. men du kom aldrig hjem. enten er du kaldet til et andet liv eller også er du simpelthen bare bange for at springe ud i livet i denne farlige, sekulariserede verden. jeg tror du er lykkelig hvor du er, men jeg er ikke sikker. jeg aner ikke hvad der er foregået i dit liv de sidste 6 uger eller hvad du har tænkt, for du har ikke svaret. måske var det mig der tog det sidste ord, men det var dig der lod vores kærlighed dø. kærligheden skal vandes og holdes i live. jeg vidste for længe siden at det var slut. jeg ville bare ikke erkende det. nu er det erkendt og erkendelsen har ramt mig som en stor hammer, min krop føles som har den været på festival i flere uger. men der er stadig et liv der står og venter derude. broken. det er vi alle. men vi kan altid lære at elske på ny og vi kan lære at elske vores egen og hinandens brudthed, ligesom Gud gør det. livet venter. sig "hej". Hej liv! Tilgiv dig selv. Tilgiv ham. Tilgiv alt der gør dig bitter. Det kunne ikke være anderledes... ingen kunne gøre fra eller til. Det var livets plan med dig og med mig og med os.

At give slip

At give slip er ikke nødvendigvis at give op.
At give slip er at erkende, at den anden person eller måske begge, er på vej i en anden retning.
At give den anden den plads der er brug for, om den så er uendelig.
At give slip er at erkende at man godt kunne kæmpe videre, men at det ikke nytter noget at kæmpe imod selve livet.
At der er en anden plan end man troede fra starten af.
At give slip er at erkende at man ikke kunne give hinanden det, man havde brug for.
At give slip på en person er at erkende, at man ikke kan holde på en sæbeboble.
At give slip er at lade tingene være det de er i stedet for at forsøge at forme dem efter sit eget hoved.
At give slip er at lade nuet være nu og fortiden være fortid.

den store forårsdepression

reprise. forelskelsen indtræder før foråret. den indre gamle, bitre dame bliver nådesløst trampet ned af den naive teenager, og min krop kapitulerer i armene på en ung knøs. et par måneder leves med spændstige tulipaner stoppet ned i svælget. tulipanerne gør at vi ikke kan tænke, ikke tale, ikke mærke virkeligheden. tulipaner op i røven. navlebeskuende tulipanisme. den såkaldte forelskelses vanvid udleves indtil dagen kommer... den dag den store erkendelse rammer os i solar plexus, som en kæmpe hammer lige midt i kraniet: man kan ikke holde på en sæbeboble. 

mennesker er sæbebobler. flyvende, farverige, plastiske. man kan ikke holde en sæbeboble i hånden. hvis man forsøger, brister den. hvis man ønsker at bevare en sæbeboble, må to bobler smelte sammen og blive et. hvis ikke denne sammensmeltning sker, vil den ene boble før eller siden flyve væk, hvis ikke den brister under vægten af menneskekroppens besiddertrang.
sæbebobler flyver, sæbebobler brister. det er hverken godt eller ondt. det er en naturlov.
og hvem har lyst til at se en smuk boble briste? giv slip. lad den flyve.

mandag nr.2

øv med sur teenager på. kan jeg nå at skrive et indlæg mellem vesterport og nørreport? jeg gider ingenting. jeg er for træt til at skrive. jeg er så frustreret at jeg har kvalme. fuck verden. jeg har ventet på dig næsten 2 måneder, skal jeg bare sige stop?
den næste der siger at pot er sundt, bliver slået ned af Pippi!
fuck

en ny gammel dag

omg. Oh Krishna. jeg har fundet min gamle emo-blog!!! jeg havde slettet den, men som vi alle ved er det umuligt at begå cyber-selvmord, så den ligger stadig i google reader. omg omg. det helt store tema i mit liv lige nu er at give slip. at give slip på personer, stemninger, fortidens følelser. den gamle emoblog vil føre mig tilbage til fortiden. det er den direkte vej mod afgrunden. men jeg elsker også emo. den er jo en del af mig selv. og mit livs største krise er skildret så teatralsk og pubertært, at det nærmest er komisk. jeg skal udgive emos samlede værker! "en gymnasieelevs tankestrømme", det er mit nye livsprojekt nu. at sidde og pille mig selv i navlen 24/7 og være teenager.

KONSTRUKTIVT!

en dag

jeg lever. i nuet. en dag. en morgen. stilhed. udmattet fra igår. men jeg ser mig ikke tilbage. kaffe. stilhed. yoga. grød med bønner. rugbrød+peanutbutter. mere kaffe. stilhed. appelsinjuice. vand. stilhed. bøn. stilhed. bad. oprydning. rengøring=meditation. cykle. kirken. stilhed. orgel. spille. noder. toner. musik. bus til næstved. stilhed. møde manden uden alder. tilbage til kirken. spille. orgel. tilbage til gården. hummus-fest.
nu. tilbage til nuet.

Regn

Regn i byen er lydløs. Regn på landet er en ongoing symfonisk komposition.
Den høje komponist skaber, mens hans publikum ser på.
Jeg elsker regn og regnen elsker mig. Min krop søger vand og vand søger mig. Alt levende begærer regnen og regnen længes efter at trænge ind i alle organismer.
Vand, livets vand. Alt skal vandes.
Lyt ikke til byen. Lyt til regnen.
Kompositionen er fuldkommen. Måske er den evigt foranderlig, men livets vand kommer altid igen.
Ve det publikum, som ikke hører fuldkommenheden midt i byens larmende brudthed.
Luk dine øjne op og se. Lad alle kropsåbninger åbne sig og tage imod vandet.
Se ikke byen. Se regnen.

Adieu, frère!

Jeg har skrevet et afskedsbrev til dig på fransk. Ja, jeg er godt klar over at du ikke kan forstå fransk. Men det spejler bare den ligegyldighed du har vist mig den sidste måned, selvom du udmærket vidste at jeg var ulykkelig. Du vil ikke engang involvere mig en lille smule i dit liv, ikke engang spørge hvad jeg tænker eller hvordan jeg har det. Du er min kæreste. Eller... det kunne du så heller ikke længere svare ja til. Hvad skal jeg gøre? Dette er en pinsel uden lige. Jeg piner mig selv, fordi jeg er naiv, fordi jeg ikke har mistet håbet endnu. Jeg har ventet trofast i cølibat i 5 måneder. Hvor meget længere kan en desperat emo-teenager som mig vente? Er dette virkelig en kærlighed Gud har givet os, eller var det hele bare en joke?
Idag føler jeg mig så fredfyldt, nærmest følelsesløs. Jeg kan ikke længere føle forelskelsen, hvor meget jeg end prøver.
Jeg har ikke sendt brevet. For den dag jeg gør det, betyder det at jeg har givet op...

Opvågning

I nat drømtr jeg om dig. Jeg var taget til Taizé for at lede efter dig, og endelig fandt jeg dig, du havde gemt dig. Du havde den mørkeblå trøje på. Vi omfavnede hinanden og du sagde, at du havde savnet mig. Jeg følte måske ikke ligefrem kærlighed, jeg følte varme, glæde, tryghed. Jeg ville sige til dig at du bare kunne flytte hjem til vores gård.
Men da jeg slog øjnene op, måtte jeg erkende, at du ikke er her og at jeg ikke har fundet dig. Jeg leder stadig, og du har gemt dig godt. Aldrig har jeg følt mig så langt væk fra dig, distanceret på alle tænkelige måder.
Morgenen gryr og dagen står for døren, endnu engang. Det gør ondt. Men ifølge mit nye motto, ser jeg kun fremad. Jeg forholder mig til virkeligheden, som den er, og nuet er virkeligheden.
Fortiden findes ikke. Fremtiden findes ikke. Drømmen findes ikke.
Og du er ikke længere en del af virkeligheden.
Tag dagen for hvad den er og lev den. Der er ikke andre muligheder.

emoPippis nye motto

Fuld fart frem og jeg ser mig ikke tilbage!!

frem+tid+hej

endnu engang:
der findes kun én vej, og det er frem. det er mit motto nu og igen og igen. fortiden findes ikke. hvorfor whine over alt det du ikke har gjort, ikke har "opnået"? du har lært så meget og du kan ikke gøre noget om. men ved du hvad du kan? du kan begynde derfra hvor du er, nu idag! du kan gøre noget i stedet for at gå i stå og bare klage. de samme mønstre om og om igen. fuck. jeg må bryde det nu! efter 5 år..

nu og nu

der er ting der skal gøres. fordi jeg ikke har gjort det tidligere. sådan er det, det må jeg acceptere. nu skal det ud af verden. to kemirapporter og så skal jeg øve orgel. alt det jeg ikke har gjort, kan jeg ikke ændre på nu, og det er ok. det bliver ikke bedre af at jeg hele tiden udskyder det.

emo1, emo2

højt at flyve, dybt at falde - det er mit liv
jeg har haft en dårlig periode i 2 måneder. ikke kun dårlig. men dårlig i den forstand, at mit humør er meget oppe og meget nede. og det skifter. jeg ved ikke om det er godt eller ej, måske er det. for jeg føler mig også ekstremt levende og elskende nogle gange.
idag har jeg virkelig været glad og opstemt. men senere blev jeg helt udmattet.
smerten gnaver indeni lige nu. jeg elsker solen, foråret, og min krop er opstemt og muligvis forelsket. men der er noget der går mig på, jeg har mistet to af de nærmeste personer i mit liv. selvom de stadig er i live. jeg ved det er nødvendigt at give slip på fortiden, men det gør ondt alligevel. du er væk. og min kæreste kan ikke længere svare ja til at han vil være min kæreste og jeg går bare i et vakuum og venter. venter på at du tør sige ja. venter på at du begynder at involvere mig i det liv og sige at du tror på os. eller at du i det mindste tager en beslutning og gør det forbi. det er hårde odds lige nu.
men det magiske forår og teenageforelskelsernes tid er endnu ikke forbi.

P.S. jeg savner klosterlivet noget så inderligt. det gør ondt. "jamen der er jo så mange muligheder i det her samfund" - ja, men tomheden lurer lige under overfladen...

forårsemo

min sidste navlestreng til fortiden er klippet. men jeg savner den. nogle gange mærker jeg desperationen når jeg læser de små brudstykker jeg trods alt har gemt. emos gamle blog var genial. det synes jeg i hvert fald selv. men jeg slettede den, fordi jeg ville give slip, fordi det var usundt at skrive, jeg elskede det, og det holdt mig fast. holdt mig fast i en særlig verden, en særlig identitet. jeg var afhængig af den. jeg misbrugte ord. jeg synes selv det var genialt. jeg vil udgive det som bog. "en emos bekendelser". ja! men er det overhovedet kunst? det ved jeg ikke. men jeg tror det er en type navlepilleri som de fleste af nutidens mennesker vil kunne genkende, og det er det som gør det så godt. men det er slut nu. jeg er kommet videre. selvom det gør ondt. jeg savner emo. jeg savner min indre teenager. jeg savner at være desperat og leve på kanten.
fuck

påske-nedsmeltning

Jeg orker ikke at skrive lige nu. Har bare lyst til at emospise en masse klam chokolade. Pippi3 har endnu engang rystet mit verdensbillede. Findes etik og moral? Findes der noget der er mere rigtigt end andet? Er den samlede sum den samme i sidste ende, uanset hvad vi gør? Er hele jorden, økosystemet, livets cyklus bare en stor sammenblanding af energi, følelser, liv og død, i en mængde som er konstant, uanset hvad vi mennesker gør? Er det bedre at være veganer, hvis planter lider ligeså meget som dyrene? Hvem lider ikke? Hvordan kan man undgå lidelse? Hvis man ikke kan undgå at skabe lidelse for andre og dræbe, hvis man ikke kan undgå døden, hvorfor så gøre det til et livsværk at forsøge at lade være? Jeg hører Bachs orgelkoncert i a-mol nu. 

Fuck, vi er tilbage hvor vi startede, alt er og intet er. Vi forsøger alle at skabe nogle værdier, en opfattelse af verden, vi kan klamre os til. Og vi kan genskabe og genfinde disse værdier mange gange. Vi kan kalde os frie, uafhængige (straight edge 4ever) og korrekte og gode mennesker og ikke-voldelige væsener osv. Men ”sandheden” er, at vi alle er misbrugere. Af idealer. Vi bruger dem som sutteklud, vi misbruger dem, ganske enkelt. Vi er afhængige af at tro på, at vi har fundet sandheden, og at pege fingre ad de andre, som endnu ikke er oplyste nok. Og ingen kan sige sig fri. Det gælder også dem, den stemme som taler i mig nu, som har taget syre og mener at de har set igennem alt dette, og så kan de jo fortælle veganerne hvor meget de tager fejl og hvor ignorante de er og hvor meget de ikke forstår. 

Men så er vi jo ligesom tilbage hvor vi startede? Du tror du har sandheden, jeg tror jeg har sandheden, godt så. Skal vi ikke bare droppe det sandheds-pis? Vi lever nu og her, i denne krop, i dette rum, det er det eneste der er rigtigt. Måske er det ikke engang rigtigt, men det er det eneste jeg kan konkludere lige nu. Krise? Over hvad? Der er kun nu. Så var det jeg tænkte, fuck, alt er ligegyldigt, alt er lige gyldigt, total postmoderne kliché, fuck nu af ,emo. Men jeg ved også at den største smerte også ofte bliver den største befrielse. Det er prøvet før. 

Nå, så nu er der ingen værdier tilbage? Vent nu lige lidt, måske hænger det hele alligevel sammen i sidste ende. Summen er konstant. Summen af liv og død, af kærlighed og destruktion. I virkeligheden kan vi ikke gøre fra eller til. Vi kan bare leve. Hele menneskets store gør-det-selv-projekt falder til jorden. Du kan ikke blive bedre, hvis der intet rigtigt er. Dette er ikke uforeneligt med kristendommen, eller andre religioner for den sags skyld, hvad ved jeg. Men er det ikke netop det Jesus fortæller os? Der er intet vi kan gøre, vi kan kun leve på Guds kærlighed, livet og tage imod den. Vi kan ikke kontrollere verden, os selv, liv og død, kødet, planterne, jorden osv. så meget som vi kunne ønske. 

Måske kan du ikke redde verden. Måske kan du ikke engang redde dig selv. Du kan kun overgive dig til livet, til nuet, med alt hvad det indebærer. Livet er hvad det er. Du lever livet og livet lever dig. Du kan finde din egen sandhed, men den kan ikke redde dig. Du kan ikke reddes, for du behøver ikke blive reddet. Dit gør-det-selv projekt virker ikke, for du har ikke brug for at blive fixet. Du er alt i det du allerede er. Du er livet. Du er kærlighed. 

emo in love

jeg elsker dig.

så uendeligt meget. jeg savner dig. selvom jeg næsten ikke kan huske dig. det er præcis 6 uger siden vi sidst så hinanden. mon du tænker på mig? det er næsten 3 uger siden vi sidst havde kontakt. mon jeg får et brev i morgen? hvis ikke, må jeg vente til efter påske. eller måske for evigt...
hvad vil du? vil du ikke godt fortælle mig det, uanset hvad det er?

dette forår gør ondt.

sult og længsel

jeg er desværre stadig "understimuleret". føler ikke jeg udfolder mig helt. føler ikke jeg udlever mit potentiale. jeg bliver sjældent rigtigt "underholdt", tilfredsstillet.

hvad er det jeg længes efter? hvordan kan jeg være den velsignelse for andre, jeg ønsker? hvad kan jeg gøre for verden? hvordan kan jeg bruge min tid og min energi på noget andet end mig selv?

tilbage til livet

Jeg vil ikke lade mit sind styre mig. Det betyder også at jeg ikke vil forsøge at kontrollere sindet. Jeg vil hverken tænke negativt eller positivt. Jeg vil bare lade være med at bedømme alt, situationen, hele tiden. Lade være med at kategorisere alt i godt og dårligt. Jeg vil bare være.
og så gøre det jeg umiddelbart føler for. det er en udfordring. men det er den eneste vej frem.
Jeg kan ikke leve i fremtiden. Heller ikke i fortiden. Dvs. at du ikke er en del af mit liv. For der er kun nu. og sådan er det bare. måske får vi et liv sammen en dag, måske ikke.
Det kan vi ikke leve på nu.
Lige nu kan vi kun leve vore liv, uden hinanden. Det er et vilkår. Måske kontakter du mig en dag, måske ikke. Det kan jeg ikke basere hele mit liv på nu.
Mit liv er her og nu. ikke i Taizé. Jeg elsker dig. Ja, jeg gør! nu
Men du er bare ikke her. Er vores kærlighed i så fald reel? Ja!
Vi kan bare ikke udleve den...
Men det ændrer ikke på det faktum, at jeg har masser af kærlighed indeni mig. Jeg må bare finde en anden måde at udleve den på. Nogle andre at hælde den ud over. For den skal udleves, udfoldes... ellers dør den. Og det skal du ikke få lov til at være skyld i. Den magt giver jeg ikke nogen igen. Gud giver mig så meget kærlighed hver dag. Jeg er født i kærlighed. og det kan ingen tage fra mig. Jeg er ung og smuk og fri. Hvad holder mig tilbage?

...

smerten sidder så dybt, at jeg ikke engang kan græde. jeg kan ikke få hul på knuden. jeg trænger til en forløsning. jeg forstår det ikke. jeg forstår det virkelig ikke....
hvad er det du vil med mig? og du?
jeg har brug for et kald. jeg har brug for et svar.
jeg må vente... jeg skal lære at vente. men jeg ved ikke om jeg kan vente mere.

livsudfoldelse

det er sørgeligt. jeg forstår det ikke...
de andre kan nyde ting. de nyder at spille musik. de kan nyde rusen. de kan nyde sex. det kan jeg ikke. det er som om jeg ikke har evnen til at føle glæde. det er som om de fleste af mine handlinger ikke er motiveret af lyst, men af pligt. men hvorfor? hvor kommer det fra?
sådan er det bare i perioder, lige nu. jeg føler ikke jeg kan nyde musik. hvorfor spiller jeg det så?
dette må stoppe. jeg kan ikke leve sådan her. det er jeg for passioneret til. hva? er jeg overhovedet det?

jeg vil ikke spille musik før jeg får lyst til det. jeg vil ikke løbe før jeg får lyst til det. jeg vil ikke stå op før jeg får lyst til det. jeg vil ikke gå i kirke før jeg får lyst til det. jeg vil ikke være sammen med mennesker før jeg får lyst til det.
jeg ønsker at genfinde glæden ved at lave musik. den er somehow blevet dræbt. musik skal være en leg. det hele er bare et stort eksperiment. der findes ikke rigtigt og forkert. kun i dit hoved. livet er en stor leg. hvorfor kan jeg ikke nyde noget som helst?
hvorfor tager jeg alt så gravalvorligt?
fuck

THE problem

i Taizé følte jeg glæde ved alt, alt jeg gjorde. her føler jeg ikke glæde ved noget.

det kunne man godt kalde et problem, eller en udfordring.
her på det seneste har jeg levet i den tilstand jeg i i mit gamle liv. emo, tungsind, stress, stress, knude i maven osv. men så snart jeg kommer tilbage til stilheden bliver det bedre.
det har snart stået på i 2 måneder...
hvad var det der gjorde udslaget? triggeren? alkohol!!!
det hele begyndte med et glas rødvin og så er vi igang...
alkohol skal helt ud af mit liv, en gang for alle. for det smadrer mit humør totalt. selvfølgelig er det ikke alkohol alene, men det er helt klart en trigger. jeg må kende de ting som får bægeret til at flyde over, og så indrette mit liv efter det.
offerrollen truer med at overtage mit sind. men det skal ikke ske. det er den værste måde man kan leve på. man bliver så fanget i det, så afhængig af det. og sindet nyder det. du nyder det, indrøm det. for på mange måder er det bare nemmere.

emo

det gør ondt indeni. smerten er uudholdelig. men jeg må holde ud. jeg kan ikke overskue at eksistere lige nu. jeg har bare lyst til at flygte. drikke mig fuld, trøstespise, lægger planer for hvordan jeg kan ændre alt, finde trøst i overfladiske relationer. men mit projekt lige nu går ud på at lade være med at flygte. det gør ondt, ja. men det bliver kun værre af at flygte.
jeg er begyndt at se realiteterne i øjnene. se hvem der egentligt er en del af mit liv lige nu. du, min elskede er ikke en del af mit liv, for du er ikke til stede på nogen måde. og du og du er også på vej ud. jeg har ikke hørt fra dig i 11 dage, min sneblomst. jeg aner ikke hvad der foregår indeni dig. finder jeg nogensinde ud af det? jeg er forelsket. men jeg er på vej ned. følelserne forsvinder. det er også nemmere  ikke at føle noget. dette er noget der gentager sig: den store forårsdepression. hvorfor sker det? måske fordi det på ingen måde er forårsvejr. og fordi jeg åbenbart ofte bliver forelsket i vinteren og i foråret begynder det hele langsomt at krakelere. kærlighedens sande ansigt afsløres. vi begynder at lære hinanden at kende, og det skal man passe på med. vi begynde at stille krav. jeg begynder at stille krav til dig, andre mennesker, til vejret, alt det pis.
jeg nægter at være en teenage-forelsket-emo. det er passé. jeg troede jeg var kommet videre. kan Jesus redde dig ud af det her?
kan du selv?
der er intet at gøre. andet end at være. det gør bare så ondt. hold ud. foråret kommer en dag!

Cantate dominum

canticum novum
alleluia, alleluia!

idag er jeg frisk. det er et mirakel. vågnede kl.6. der er sne udenfor, men jeg har forår i kroppen. måske er det morgenlyset, som ramte min krop og sagde i bio-sprog "vågn op, nu er det forår!" jeg tror noget godt er på vej. denne periode vender nu. snart får jeg svar fra min elskede.
men indtil da kan jeg kun leve, leve leve nu. nu. nu.

lent-fail

intet er gået som det skulle. de sidste 3 uger har været meget hedonistiske. men det skal være slut nu. for det giver ikke mening. og dette halve år skulle bare være faste rammer, ingen rejser, intet forbrug.. men denne verden er ved at få magten over mig.
det er aldrig for sent at begynde forfra.
derfor:
- ingen kaffe, sukker, friture
- ikke købe noget

jeg er så dybt frustreret. hvad kan jeg gøre? det eneste jeg kan gøre er at behandle mig selv ordentligt. at gøre det bedste for mig selv. for real. tillade mig selv at udleve mit fulde potentiale. nu!

emo in love

der går ikke en dag uden at jeg tænker på dig. der går ikke en dag hvor jeg ikke savner Taizé. så meget at det gør ondt. men jeg har selv forladt det. og dig. hvorfor blev jeg ikke? jeg ved det ikke. jeg følte jeg skulle hjem. Gud har en plan med mig. jeg ved bare ikke hvilken. nogle gange føles det hele som om det ikke nytter noget.
Siden slutningen af januar har jeg haft "jeg kan ikke overskue noget"-følelsen. bortset fra få opstemte forårsdage. den vil ikke forlade min krop. jeg troede ellers jeg var kommet videre. jeg havde haft en pause fra den slags humør i 4 måneder. den onde stemme i mit hoved er tilbage. min krop og mit sind er udmattet. jeg formår dog at styre tankerne nogenlunde. og jeg kan også vende stemmen og tale pænt til mig selv.
hvad er det egentligt jeg bruger min tid på? hvor mange gange i den sidste uger har jeg lavet noget der gjorde mig glad? hvad gør mig glad?
er mit liv ikke blottet for ambitioner? er det konstruktivt? kan det "fill up my soul"?
ja, det er vanvittigt konstruktivt. Det er en lektie, der skal læres. Jeg skal (vil) lære at finde glæden i det jeg gør, her og nu, uden fokus på målet. for der er ingen mål som sådan. jeg skal gøre det jeg har lyst til, det jeg vil inderst inde, det der giver mening for mig lige nu. det er en helt ny måde at leve på. men det er sådan vi lever i kollektivet. ja, det her er et eksperiment. alt er et eksperiment.
husk, der er intet der i sig selv kan gøre mig lykkelig. ikke engang dig. ikke engang det at bo i Taizé. eller at træne mega meget og følge min plan. den perfekte krop, "det perfekte liv". det vil ikke gøre dig lykkelig.
Kun dette kan "fill up my soul": Jesus og at leve i nuet

fred peace pax frid frieden

Det nyeste coaching-spørgsmål: har du smagt Guds fred i dag?

Det har jeg! Jeg bad om fred og så fik jeg det. Meget, meget overraskende...

jeg er så heldig!

projekt den stille glæde / lev livet fuldt ud

1. maj. bum! og så skal jeg vide noget.
dette er en ny æra. jeg vil virkelig begynde at elske mig selv. jeg har allerede brudt nogle af mine mønstre.
Ud med: alkohol, sukker, friture, overflødigt fedt, koffeinmisbrug, fortrængning, trøstespisning, afstraffelse.
jeg kan leve. det kan jeg virkelig.
udfordringen de næste to måneder: hvor meget kan jeg komme til at leve fuldt ud - uden dig?
nu nu, der er kun nu. jeg ville ønske du kunne indse det.

love

pippi er i krise. det værste der kunne ske, er sket. men det nytter ikke noget at få pre-midtvejskrise som altid. aka overfladiske forandringer, drikke sig fuld, have sex med tilfældige mennesker, fortrænge, være emo og ødelægge sig selv eller på anden måde flygte fra virkeligheden osv.

nej, der er kun en vej frem. og det er at behandle mig selv godt og at give mig selv fuldt ud til andre mennesker. og at bede.

dvs. spise sundt, træne, være afholdende, give mig selv det bedste. give mig selv fuldt ud til andre mennesker, være ærlig, elske uden frygt. bede.
jeg er nødt til at finde den stille glæde i mit liv. 2 måneder og derefter skal der handles og tages beslutninger. men indtil da, liive, my friend!

og være til stede i nuet. det er faktisk det eneste. bare søge ind i nærvær.

What did you thinkI would do at this moment?When you're standing before meWith tears in your eyes
Trying to tell me that youHave found you anotherAnd you just don't love me no moreOh, no more
And what did you thinkI would say at this moment?When I'm faced with the knowledgeThat you just don't love me
Did you think I would curse youOr say things to hurt you?'Cause you just don't love me no more
Did you think I could hate you, noOr raise my hands to you?Come on, you know me too well
And how could I hurt youWhen darling, I love you?And you know that I could never hurt youNo, no, no
What did you thinkI would give at this moment?If you just stayI'd subtract twenty years from my life
Fall down on my kneesI'd kiss the ground that you walk onIf I could just hold you again, whoa
I'd fall down on my kneesKiss the ground that you walk on, babyIf I could just hold youOh, if I could just hold you
I would fall downDown on my knees, oh God, pleaseLet me hold you again
Oh, oh whoaI'm gonna miss you, girlI'm gonna miss you, girl
I can see the tears in your eyes, babyWhat did you think I would do, babe?Whoa, oh

Read more: MICHAEL BUBLE - AT THIS MOMENT LYRICS