fredag den 23. januar 2015

Den store jagt på lykken

Landet ligger sådan: jeg er endnu i stand til at tænke tanker, som ikke drejer sig om bleskift og indtørret modermælk, altså har jeg endnu ikke fået ammehjerne
Landet ligger sådan: vi lever i en kapitalistisk tidsalder, hvor alt er gennemsyret af individualisme
Landet ligger sådan: alle jager lykke og frihed og jeg kender lykke og frihed

jeg ved ikke om jeg også jager lykken. men jeg søger frihed. jeg har fundet ud af, at mange forestillinger om frihed ikke er sande for mig. Ægte frihed handler om at blive fri af sindet og vanens magt, herunder synd.

Igår var jeg lykkelig. Det er jeg for det meste, og det har stået på i flere måneder. Ret usædvanligt, tror jeg. For mig, men også usædvanligt for de fleste. Ja, jeg er mere lykkelig end de fleste, det må være min seneste konklusion.

Lykken er en sær størrelse. Svær at finde, svær at beskrive, svær at holde fast i, svær at slippe. Måske er lykken ikke én, måske findes der flere lykker. Er "lykken" opreklameret eller undervurderet? Opblæst eller overset? Engang troede jeg ikke på den fandtes, og måske derfor var jeg, i modsætning til alle andre, ikke på jagt. Eller var jeg? Inderst inde søgte jeg nok også lykke, for det ligger implicit i den kultur jeg er vokset op i, at det skal man, som om man har pligt til at finde sin egen lykke - eller skabe den selv.

Mange beskriver mødet med lykken som kortvarigt, glimtvis, eksklusivt eller højtideligt. Livet er en stor, grå hverdagsmasse med små glimt eller store øjeblikke af lykke. Men for mig er det omvendt. For det meste er jeg lykkelig, og kun lejlighedsvis eller i kortere perioder opleves livet som gråt og trist. Sådan har det ikke altid været. Så det er stort. Og usædvanligt, tror jeg.

Igår var jeg ekstra lykkelig, tror jeg. Hvorfor? Fordi jeg havde en særlig følelse indeni. Jeg glædede mig til min fremtid. Virkelig. For første gang nogensinde (næsten) så jeg på min fremtid med forventning frem for frygt. Faktisk har jeg det meste af mit liv følt at jeg slet ikke havde en fremtid. Det hele var så sort, at jeg intet kunne se længere fremme. Men igår følte jeg glæde ved tanken om at se mit liv folde sig ud.  Og at opleve det, ikke mindst. Jeg så frem til at få job, flere børn osv. Selvom jeg ved det bliver hårdt. Jeg så endda helt frem til tiden efter børnene er flyttet hjemmefra, og følte for engangs skyld, at jeg har masser af tid. Til at tage en uddannelse, rejse, nyde livet og min partner. Det er måske ikke det der er i fokus når man har små børn, men pyt, det bliver der tid nok til senere hen.

Det var den ene type lykkefølelse. Den anden kom til mig, da jeg lå på sofaen sammen med min baby og faldt hen. Nu forstår jeg folk der siger, de er forelsket i deres nyfødte barn. Det mindede nemlig om en følelse jeg har haft i næsten alle mine romantiske forhold. Når jeg har været forelsket i en og det var gengældt, har vi brugt meget tid på bare at ligge tæt op ad hinanden og slappe af, slumre, falde hen, nogle gange sove. Og jeg husker præcis den følelse. Den består først og fremmest af nærhed og kærlighed. Men også tryghed. En helt særlig tryghed. Vi føler os trygge ved hinanden, vi trækker os ind i vores egen lille verden, hvor intet kan røre os. En følelse af at den anden person har den smukkeste sjæl, man nogensinde har mødt. Tiden går i stå. Duften af den andens hud. Fysisk varme, varme i hjertet. Og ikke mindst en helt fantastisk afslappethed, som gør at hver lille del af min krop glemmer frygten, og tænker, at alt nok skal gå. I det øjeblik bliver man klar over, at man ville gøre alt for den anden. Nu forstår jeg endelig lidt mere af den kærlighed til sit eget barn, jeg har hørt så mange fortælle om.

Måske har jeg været på jagt efter lykken. Men at blive lykkelig har aldrig været meningen med mit liv, ej heller at undgå lidelse.  For mig er meningen med livet at opleve det, leve det med alt hvad det indebærer. At gøre sig nogle erfaringer, og forsøge at acceptere, udholde og lære af al den lidelse, der kommer min vej. Alligevel har jeg fundet lykken, eller måske er den bare kommet til mig. Hvem ved? Måske er det netop fordi jeg stoppede med at lede.

lørdag den 10. januar 2015

Den Store Befrielse

Jeg har længe villet skrive noget om det jeg kalder "den store befrielse". Det er dog ikke så ligetil, specielt ikke når jeg har haft svært ved at skrive og at holde fast i en tanke længere tid ad gangen. Det er dog ikke noget jeg begræder. Tværtimod har jeg været glad for at jeg har lært at lade tanker passere og stoppe en tankestrøm i stedet for at filosofere videre og komme alt for langt ud i meningsløshed og uendelig regres og til sidst give op, fordi der ikke findes svar nok. Jeg er blevet meget bedre til at acceptere tingenes tilstand. Bedre til at observere mit sind i stedet for at identificere mig med det. Det har gjort mit liv bedre. Jeg har også lært at man ikke skal se sig tilbage. Undtagen når man får brug for at blive mindet om hvad Gud har gjort for en. Det er det eneste jeg ser tilbage på, og kun fordi det kan få mig frem ad eller i hvert fald give mig styrke til at komme det.

Jeg har indset at jeg har et "safe place" indeni, i mit hjerte eller i mine minder, et sted. Det er noget jeg opbyggede eller måske fandt da jeg var i Taizé. Et sted jeg ikke vidste fandtes. Et sted med fred. Fred i et fuldstændigt kaotisk sind. Kærlighed midt i al mit had og min afsky for verden, livet og menneskeheden. Et pust af liv til min degenererende tankevirksomhed. En forsmag på et formål og en identitet, som var mit, tilhørte mig, en plan som var beredt for mig. Alle de ting tilskriver jeg Kristus, for det var gennem bøn jeg fik dem i gave. Det reddede ikke bare mit liv, men gav mig styrke, en styrke jeg stadig kan finde frem den dag idag, to år efter. Jeg er evigt taknemmelig. Og den taknemmelighed har jeg brug for at finde tilbage til når frygt og bitterhed banker på, og mit sind krøller sig sammen i flugt.

Med gaven, som var alt dette og troen, fulgte en befrielse. En befrielse, som er svær at sætte ord på. Jeg har forsøgt at forklare det for mange såkaldte fritænkere, men de siger allesammen, at jeg ikke er fri, men derimod fanget og begrænset.
Jeg har altid søgt frihed. Ønsker vi ikke alle frihed? Første skridt i den søgen er at finde ud af hvad frihed er. Det er ikke nemt at svare på. Og da jeg endelig oplevede frihed, var den slet ikke som jeg havde forventet. Den frihed Gud giver, kan de færreste tænke sig til.

Fortsættes...