tirsdag den 11. juni 2013

det hele handler jo bare om kærlighed

mine tidligere elskere beder om tilgivelse på stribe. jeg føler ingenting. tilgivelse for den kommunikation som aldrig fandt sted. for løgne. for at være umodne og ikke kunne mande sig op og sige tingene ligeud. for at have ladet min kærlighed flyde ud i sandet. for at have holdt mig hen. jeg føler ingenting.

livet er mærkeligt.

jeg føler ingenting. dog føler jeg mere fred end jeg har gjort længe. alkohol har altså en virkning. igår var jeg for en gangs skyld ikke desorienteret. idag nærmer det sig. men jeg kan finde fred og fokus eller bare zen. igår gik jeg i et med græsset. vi blev et. mens solen fortærede vores kroppe. det var zen.

idag er endnu en dag i et liv. ikke 'bare' endnu en dag. det er en dag. i et liv. mit liv. Guds liv. verdens historie. det er en dag og den er hvad den er. og den skal have lov til at være det den lige præcis er med alle dens fejl og mangler og små finurlige læresætninger og kosmiske lektioner. en dag har også følelser. man kunne sige at den vil elskes. men det er også for stort et pres at lægge på et enkelt lille menneske. lad os sige at du ikke behøver elske dagen. men du kan i det mindste anerkende den for hvad den er og vise din taknemmelighed for at den er ny. der kom en ny dag, selv efter gårsdagens mørke og håbløshed. du kan vælge at blive i mørket. men dagen er her, hvorfor fornægte dens solstråler og muligheder?
jeg siger ikke at dagen er god eller du skal synes den er god. det er hvad det er.
men denne dag er skabt af Gud, og hvis vi tror Gud er god, så har dagen potentiale for at blive en manifestation af Guds kærlighed på jorden. Hvis du vil lade den udfolde sig.
Det er hvad det er.

lørdag den 8. juni 2013

Om at tage imod

Jeg er træt. så utroligt træt. og det bliver ved og ved. mit hoved har været ved at sprænge i et kaos af tanker og opgaver, min krop har været plaget af følelserne, dybt irrationelle følelser, som måske ikke har meget med "virkeligheden" at gøre.
Her på det sidste er det lykkes mig at formulere mine udfordringer meget klart, og det er jeg godt tilfreds med. jeg troede alt var "fixet" efter jeg havde været i kloster. mente ikke der var flere "problemer". men det er kun den halve sandhed. nogle gange bebrejder jeg mig selv for at jeg ikke tog imod den hjælp, jeg så længe havde ventet på, mere desperat og deprimeret end nogensinde før. Men på den anden siden ved jeg, at jeg var nødt til at følge Gud. Jeg var nødt til at blive "genfødt ved vand og ånd" og det blev jeg. Jeg er overbevist om at Jesus reddede mit liv, han forhindrede mig i at begå selvmord, dette er virkeligheden, han er for mig ligeså sand og virkelig som min egen krop, græsset, træerne, vand og mine fem sanser. Det er et mirakel, og Gud skal have al den pris han fortjener. Men derfor har jeg stadig udfordringer. Jesus har helbredt min indre smerte, den som har plaget mig i 8 år. Dvs at når jeg er nede, er det aldrig så slemt som før, og når jeg føler tomhed, ved jeg at noget kan fylde den ud. Jeg tror jeg har lært, at mange af mine følelsesmæssige udfodringer, måske skyldes behov der ikke er blevet opfyldt, enten nu eller i barndommen. Og jeg har ingen anelse om hvad det kan være, det er endnu et stort mysterium for mig, jeg forstår ganske enkelt ingenting. Men et behov, som var kæmpestort for lige præcis mig, er nu blevet udfyldt, den dag Jesus kom mig i møde og jeg tog imod ham. Dette har ekstremt stor betydning for mit videre liv og for at jeg nu kan leve et liv i håb, i det mindste i perioder. Forskellen på et liv uden håb og et med, er ubeskriveligt stor, det ved alle, som selv har følt forskellen.
Dette er et nyt liv. Men når man har været slave af sine tanker og følelser så længe som mig, så vil meget af "det gamle" hænge ved. Det er ligesom historien om manden, som samlede sig en masse ting på sin rejse og til sidst var han så tynget af "byrden", at han knapt kunne gå. En morgen da han vågnede, havde nogen stjålet alle hans ting, men han fortsatte med at gå langsomt, krumbøjet og tynget, han så slet ikke at byrden var væk. Sådan tror jeg det er når man bliver kristen, eller på anden måde får et nyt liv, i hvert fald for mig, alt er nyt, men sindet og kroppen kender bedst til de gamle tanke- og handlemønstre. Man bliver mindet om, at man kan komme pænt langt ud igen, for dette er bare en del af en selv, ligeså integreret som hukommelsen og leveren, og her går det op for mig, at jeg må spørge om hjælp og vejledning. Hos Gud, andre kristne og systemet. Og bare tage imod. For det var jo sådan hele min rejse begyndte: ved at tage imod. Det er det, Gud venter på, at du bare tager imod ham. 
Det er så simpelt, men dog så ufatteligt svært...

tirsdag den 4. juni 2013

kaos

Jeg er helt ekstremt vægelsindet for tiden. jeg tager en beslutning, lægger en plan, og 5 min. fra målet, ombestemmer jeg mig og skifter retning. bagefter fortryder jeg det. men jeg kender det fra tidligere, jeg ender med at fortryde det ligemeget hvad jeg gør. så det er ikke det jeg gør, det er følelserne indeni den er gal med. hvad kan man gøre? ikke så meget. jeg har brug for en der kan fortælle mig at jeg skal gøre det og det på det tidspunkt. men så ombestemmer jeg mig nok bare alligevel og gør noget andet... suk, meget skal man holde ud fra sig selv.

mandag den 3. juni 2013

emos gamle liv

det er nemt nok at lade være med at drikke. indtil man når punktet hvor det er nødvendigt. der hvor glasset ikke bare er flydt over, men sprængt i stykker. der hvor man ikke kan holde ud at være i sin egen krop. der hvor man kan forsøge at fortrænge verden, men så snart man lukker øjnene op, vender tankerne tilbage og de vil ikke stoppe. der hvor fortidens tab og bitterhed vender tilbage og tager bolig i kroppen. der hvor uroen kan holde dig vågen men alligevel forhindre dig i at få noget gjort. der hvor opgaverne bliver flere og flere og som tiden går bliver de kun mere uoverskuelige. der hvor man føler at der intet af virkelig værdi er i ens liv og at man ikke gør eller har gjort noget af betydning, og at det burde være anderledes. der hvor man forsøger at fortælle sig selv at dette ikke er virkeligheden. der hvor man bare har brug for at blive bedøvet.

men der må være en anden vej... og jeg vil finde den.

søndag den 2. juni 2013

stilstand

jeg er træt. træt på alle måder. mit hoved kan ikke rumme mere. ikke et ord, ikke en lyd, ikke en følelse. jeg lever i en glasklokke. jeg er en zombie. men måske er det ikke det værste. måske vil jeg bare lade være med at dømme.
fortiden indhenter mig og plager mig. jeg kan ikke se fremad, kan ikke se det store perspektiv.måske skulle jeg slet ikke være her. måske skulle jeg være i klostret. måske et andet sted. jeg ved ikke hvor jeg skal være eller hvad jeg skal gøre. andre mennesker gør mig kun aggressiv. tid. tid er altid vejen frem. en dag vil jeg begynde at leve igen. snart...