onsdag den 27. februar 2013

yogiieee

bedste yoga-time igår. x2. emos krop fik en yoga-release. for første gang. min yoga-release-mødom blev taget. det var så godt. min krop føltes som om den havde haft vild sex (jeg svedte også som en hest) og fået en virkelig god orgasme bagefter. og så begyndte jeg at græde på den der måde, en kæmpe forløsning, det føles så godt, ligesom når Gud indtager ens krop. den der varme følelse. ooh my god. bagefter så jeg verden i et nyt lys. jeg blev mindet om at jeg kan leve i nuet. at jeg kan vende tilbage til nuet, tilbage til min krop.
det er helt klart den rette vej for mig. jeg er nødt til at arbejde med min krop. for jeg har fået et nyt liv, jeg er blevet født igen. men de gamle følelser sidder stadig i kroppen i form af spændinger og jeg ved ikke hvad. så hvis jeg hver dag kan finde lidt tid til bøn, yoga og en tur i skoven, så tror jeg at jeg vil bleve helet endnu mere.
ja tak!

mandag den 25. februar 2013

asocial emo

der er flere faktorer der er med til at gøre at emo nærmer sig det asociale stadie:
- jeg er ikke på facebook
- jeg bor langt ude på landet
- jeg drikker ikke alkohol
- jeg er veganer
- jeg holder pause fra at drikke kaffe
- jeg hader andre mennesker (ej det gør jeg ikke)

jeg elsker mit liv. jeg har selv valgt det, prioriteret det. mit liv har kvalitet.
men nogle gange føler jeg mig lidt isoleret. ved du hvad jeg godt kunne tænke mig? hvem jeg gerne vil være? en af dem man ser i s-toget, en der ligner en der har styr på alt. seriøst, dem er der en del af. dem der ligner nogle der bare tænker "nu kører det bare for mig!"
jeg vil gerne ligne en der har styr på alt. se ud som om mit liv kører.
det kan lade sig gøre. fake it till you make it.

emoemo

ok, emo er emo. hvorfor? ingen grund. Jeg er jo forstyrret. derfor vil jeg have en forstyrret hverdag. i perioder. jeg har en lidelse. det er ikke en rigtig sygdom, for den kan ikke helbredes. det er en forstyrrelse, som er en integreret del af min personlighed. som påvirker mine følelser, mit humør og min energi. det er dog blevet meget meget bedre, og det går faktisk rigtigt godt. men nogle gange støder jeg ind i den der følelse. den der følelse. følelsen af at man ikke kan overskue noget som helst. når man står en halv time og bare glor ud i luften fordi man prøver at finde ud af hvad man skal gøre. når tanken om dagen i morgen er helt uoverskueligt. hvordan skal jeg nogensinde komme op? jeg skal lave madpakke og gå i bad, fuck. når jeg er så træt, at jeg knapt kan gå.
ok, fint nok. det er sådan det er, det må jeg lære at håndtere.
men her er det jeg begår fejlen. jeg tænker at jeg har brug for en pause. hvis jeg pjækker i morgen og bliver liggende i min seng og slapper af, så har jeg nok mere energi dagen efter.
men det er ikke sandt. løsningen er det helt modsatte!!
jeg har jo endeligt gennemskuet det. jeg har brug for hverdagen. faste rammer. stabilitet. jeg har så ekstremt meget brug for det. når der er rammer og planer og jeg følger dem, så er alt meget bedre. så behøver jeg ikke tænke så meget, vurdere, analysere. men når så planen ramler, så... så går det galt. hvis jeg en dag har fri eller sover for længe eller giver op, så kommer jeg aldrig igang. og som tiden går får jeg det bare værre og værre.
jeg er trist og sur og træt og bevæger mig længere og længere ind i offerrollen.
sådan her er det bare!! det er noget jeg må lære at leve med. ja, netop, lære at leve med. dvs jeg skal lære at håndtere mig selv, mine følelser, mit humør, min energi. og lære hvad der dræner mig og hvad der giver mig energi. det er en proces. og det går fremad. og så skal jeg bare lære at leve efter de rammer jeg sætter op for mig selv.
jeg tror det er godt for mig at bo på landet. for uanset hvor træt og øv jeg er når jeg er på vej hjem, så får jeg altid mere energi og mere fred indeni når jeg endelig er kommet hjem. det her er mit helle. byen er fin, men efter lidt tid er jeg mættet. måske lever jeg et beskyttet liv. måske ikke. måske er det her bare en anden mulighed. dette liv er ligeså virkeligt som alle mulige andre.
derfor: første prioritet er at følge planen og have en fast døgnrytme. Dvs mød op til alle timer, øve hver dag, stå tidligt op hver dag.
det er hårdt, men når jeg først er kommet igang, så føles det godt. det samme med at være social. først kan jeg slet ikke overskue at snakke med nogen, men når jeg endelig kommer ud blandt folk føles det godt.
jeg skal bare være mig selv. hvis jeg er træt, så er det bare sådan.
hvis du ikke kan overskue noget, så er der kun en løsning: bare gør det alligevel.
desuden er dette ikke det rette tidspunkt at stoppe med at drikke kaffe. det er simpelthen ikke konstruktivt at afholde mig fra det hverken for mit spirituelle liv eller andre ting. det er en vane jeg har tænkt mig at acceptere, fordi jeg føler de gode ting overskygger de dårlige. det er mit store spørgsmål i dette oprydningsprojekt: opvejer de dårlige sider de gode?
på fx følgende områder: facebook, alkohol, at bo på landet, usund mad
hvis de dårlige ting er dominerende, så må jeg erkende at det ikke er det værd, og så ryger det direkte ud.


en dag

emo er ikke emo mere. men høn er træt. og kostreglerne truer med at overtage. jeg kan ikke bruge det til noget. jeg må holde mig væk fra sådan noget. hvorfor? fordi jeg har misbrugt det i mange år. jamen, det  gør dig jo bare sundere? ikke mig! for nu prioriterer jeg min mentale sundhed over alt. og lige præcis regler om kost stresser mig og holder mig fast i at straffe mig selv. men jeg behøver ikke ødelægge mig selv.

jeg behøver ikke ødelægge mig selv
jeg behøver ikke bedøve mig selv

min sjæl og mit sind er helet. nu er tiden kommet til at hele min krop.
sikke noget pis! jo, det er rigtigt nok. og illusionen om at være 100% sund er smuk. men det er destruktivt på en anden måde.
bare husk på dette "jeg behøver ikke længere ødelægge mig selv"
det indebærer også at lave alle mulige urealistiske regler og bagefter straffe mig selv for ikke at overholde dem. ingen regler, tak! det er den eneste vej frem. seriøst.
det havde du nok ikke lige regnet med?

målet for idag. lave ingenting. spise en masse dejlig mad. øve orgel. skrive min Taizé-historie færdig. så jeg kan begynde en ny.

søndag den 24. februar 2013

snemis

emos liv nu. der findes faktisk mennesker som tror på at Jesus er ægte. at Gud elsker os og kan helbrede og transformere vores liv. jeg kender bare ingen af dem! dagen er kommet hvor emo vil begynde at tage sig selv seriøst. og tale direkte. ikke gøre grin med alt. ikke negligere det mirakel som er sket for mig. jeg har lov til at fortælle verden om det! ærligt. jeg vil tale ærligt fra hjertet. jeg har fået nyt liv!
jeg skal bare lige lære at leve det. lære at jeg ikke behøver at blive ved med at ødelægge mig selv.

min krop er så træt. ekstremt. mine fødder er ømme, min stemme er træt. nogle gange er mine dage 15 timer før jeg kommer hjem. jeg må faktisk gerne rose mig selv for at jeg overlevede denne dag idag. kirke, øve orgel, kettlecross, gudstjeneste+være social, meget lang togtur hjem, cykeltur i bidende frost. og jeg græd kun lidt. det er godt!

fuck sne. emo har belsuttet at blive i sin seng indtil sneen forsvinder. kom så forår!







fredag den 22. februar 2013

emos liv pt.

jeg får ikke stress på forhånd, men bagefter. ikke over at jeg ikke har gjort det jeg har planlagt, men over at jeg ikke fik planlagt det jeg synes jeg skulle gøre. det er dumt. jeg tænker altid "det burde jeg have gjort". hvis jeg havde en plan ville jeg måske få lavet noget, men lige pludselig er der gået 2-3 timer med at spise morgenmad. bla bla jeg når aldrig det jeg vil, øver aldrig nok, min indsats er aldrig god nok. please stop whining og kom videre. emo er jo faktisk ikke emo mere.
emos liv pt. stuerne er fulde af spændstige tulipaner og spæde hyacinter. denne friganer er blevet velsignet med 46 liter soyamælk, tak gud og universet og rema. tidligt op, tidligt i seng. disciplinen har fungeret fint i denne uge, sådan da. intet fravær. det må jeg gerne rose mig selv for. ikke så meget øvning, men det kommer idag. ok fred indeni, Jesus-baby er lidt stille, men har det fint. emo har modtaget et kärleksbrev, oh det er så romantisk. refleksioner over bøn og gud, jeg forstår heller ingenting, hvem forstår noget? hvem kan definere, hvem kan vide, hvem kender gud? næsten kaffe-afholdenhed med få undtagelser. ædeflip i hanuta. jeg kan ligeså godt droppe at forsøge at lave regler og kontrollere mig selv, for det virker ikke. som barnet må jeg gå amok og ødelægge mig selv indtil jeg får det så nedern, at jeg finder ægte motivation for at ændre det. tilgiv dig selv, tilgiv dig selv.

positiv motivation jeg synes ikke man skal stå op bare fordi man skal, jeg synes ikke man skal øve bare fordi man skal, bede eller noget andet. og udnytte anledningen til at beklage sig, for det er så hårdt, og man gider ikke og man orker ikke, men man skal jo. nej, det skal du ikke. I langt de fleste tilfælde er det noget du selv har valgt fordi du gerne vil det, og hvis du absolut ikke vil det, så har du et problem. så må du vælge noget andet. hvis du ikke tør vælge noget andet, så stop med at brokke dig. der er faktisk meget få ting i denne verden du skal. til gengæld har samfundet hjernevasket dig til at tro at du skal gøre det.
selvfølgelig er det godt at disciplinere sig selv. det er mit projekt. og nogle gange er det bare ikke fedt eller man har ikke den store lyst til at fx stå tidligt op, øve eller træne. måske er man træt og ugidelig. men så lad være med at gøre noget. vent til det øjeblik du finder motivationen indeni dig selv, tænk over hvorfor du gerne vil gøre det her, og så kan du tænke 'aha, det er jo derfor jeg gør det her og vil arbejde for det, selvom det ikke altid er lige sjovt'. og så er du igang og kan begynde dagen uden at sidde fast i en offerrolle og brokkehovedet.
fx er min motivation for at øve orgel at jeg virkelig gerne vil ud i verden og have et job. jeg er træt af at studere, ikke studere, men på den måde hvor man lever med hovedet i sin egen navle. men det er nødvendigt, så derfor accepterer jeg vejen og de mange timer alene, også når det ikke er så forfærdeligt sjovt. go!

lørdag den 16. februar 2013

forvår igen i år

jeg kan dufte det, mærke det i næsen. jeg cykler hjem ad den mørklagte vej, langs markerne en lørdag aften i februar. en stor forandring er sket bare siden igår. alt er anderledes. luften, temperaturen, duftene. mine sanser opfanger noget, som er af en hel anden verden end den velkendte frostens hårdhed og sneens engleagtige fravær af dufte og farver. jeg dufter kål, blade, grønhed. den pirrende fornemmelse af naturens spændstighed vækker mit hibernerende korpus til live, til nyt liv, den årlige genopstandelse, resurrection. 
foråret er på vej. nu er det officielt. Tak, tak, på forhånd tak, på forvår tak. alt fugtes, alt åbner sig, klar til at tage imod. jeg er klar.

lige indtil påske...

emo faster. det har høn ikke prøvet før. som nutidens kristne. skulle det nu være moderne? var der ikke netop en pointe i at protestanter ikke gør alle mulige krumspring for at vise at de tror på noget? som protestant er fasten ikke noget der bliver pålagt dig af kulturen eller religionen som fx i islam. Men det gør at man som afkom af Generation Reality kun har lyst til at råbe og skrige op omkring at man gør det, da det ikke er noget alle gør. Se mig, jeg er noget særligt! Jeg er stærk i min tro. Se, hvor hårdt det er for mig. Se, hvor disciplineret og udholdende jeg er. Det er min umiddelbare impuls. Men bibelen lærer mig faktisk det stik modsatte.


Matt. 6, 16-18 - Om faste

v16  Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v17  Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, v18  så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Argh. Disse fremstår absolut ikke tiltalende for Generation Reality. Hvad blev der af demonstrationen, selvretfærdiggørelsen, iscenesættelsen, den iscenesættelse ingen af os kan sige os fri fra? Måske er det netop den vi nu har mulighed for at faste fra. For i denne kultur, hvor man kan købe sig, forbruge, skrive sig til en identitet, kan "identiteten" som "kristen" eller "religiøs" godt bare blive endnu et label man sætter på sig selv, en "pakkeløsning". Eller på den anden side et begreb, en livsstil, man langsomt udvander fuldstændigt i dagens "shopper-mentalitet". Hvad er at foretrække? Før i tiden, i gamle dage, var religionen en pakkeløsning, værsgo', nu ved du hvem du er og hvad du skal, så behøver du ikke tænke mere over det, og når du siger du er kristen ved alle hvad du mener. Fra 90'ernes New Age-strøminger har vi adopteret muligheden for at vælge og vrage mellem forskellige spirituelle skoler og filosofier, hvor vi idag shopper identitet, shoppede man dengang i religioner. Tag det du kan lide og lad det andet ligge. 

Hvor står vi så nu? Som ung voksen i 10'erne er jeg ikke nogle af delene. Vi er patchwork, du er en mosaik, intet andet end en opslagstavle overdænget med teorier, filosofier, labels, idéer, slogans, iscenesættelser. Jamen, nej, jeg er ægte, jeg er jo en hippie, ikke en hipster, jeg er for real. Hallo, jeg bor på en gård og lever af biodynamiske grøntsager og dumpsterdiving og dyrker min religion som et urmenneske (true story). Stop tuderiet. Du er dig og jeg er mig, og ja, vi er nogen. Vi er rigtige mennesker. Men du må indse én gang for alle, at ingen labels i verden nogensinde vil kunne beskrive dig ordentligt. Du må forstå, at alt er iscenesættelse. Se ind bag iscenesættelsen og acceptere, at det er ok. Det er et livsvilkår, ingen kan undgå den. Du er meget mere end det, men du er også iscenesættelsen. Der er ikke nødvendigvis noget uautentisk i det. Autenticitetsbegrebet er blevet så smadret af prætentiøse hipstere og overfladiske speltkusser, at det 

Nå, tilbage til dagens spirituelle gerning og refleksion. Jeg faster altså i stilhed, men som det produkt af tiden jeg er, er en eller anden form for iscenesættelse uundgåelig. Se bare dette indlæg. Jeg ved egentligt ikke hvad faste skal gøre godt for. Jeg har aldrig prøvet det i forbindelse med kirkeåret, som optakt til påsken. Dog har jeg altid være enormt tiltrukket af de buddhistiske og hinduistiske idealer om askese. Noget jeg ofte har forsøgt at udleve, men gang på gang har jeg måttet erkende, at det ikke er konstruktivt for mig, da mit fokus kommer til at ligge på alt det jeg ikke må, og deraf skabes mentale fængsler, selvhad og - et endnu stærkere begær. Samtidigt har jeg indset, at hvis man lever i askese hele året, så virker det ikke ligeså stærkt når man endelig faster, for så mærker man ikke forskellen, afsavnet. Jeg har allerede skåret mange ting fra i mit daglige liv: kød, alle andre animalske produker, alkohol, tv, 900 facebookvenner.... (se mig, se mig!) men mere kan gøres. 
Efter jeg blev kristen på ny har jeg fået lyst til at prøve at faste som optakt til påsken, for påsken har fået en ny betydning for mig i år. Selvom jeg plejer at gå meget i kirke i påsken fordi jeg er kirkesanger, så ved jeg, at i år bliver det anderledes, ligesom julen. Jeg har nu på egen krop følt værdien af at dø og genopstå med Kristus. 

Romerbrevet, 6, 2-8
Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den? v3  Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? v4  Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. v5  For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. v6  Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; v7  den, der er død, er jo frigjort fra synden. v8  Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham.

Der er ikke meget sammenhæng i denne tekst lige nu. Det er nok bare en konsekvens af min patchwork-identitet og min kærlighed til stream-of-consciousness-skriverier.  Husk, det er emo der skriver, og ikke den kloge, søde dame bag (det er mig der er inden i emo). Kort og god: jeg vil afholde mig fra facebook og kaffe indtil fasten er forbi. Og det er en udfordring! Det er de to sidste ting jeg virkelig er afhængig af, og som fungerer som en sutteklud for mig i hverdagen, og som til tider nok kan fjerne fokus fra det jeg egentligt vil og min sande energi. Dette startede egentligt som et whiner-indlæg. Det lyder som en nem faste, men på en dag som idag, hvor man vågner op til et koldt og møgbeskidt hus, har brugt en time på at forsøge at tænde op i brændeovnen uden held og udenfor ligger iskold, halvoptøet sne, sindsstemningen er diskret ensom, rastløs og deprimeret - så har jeg bare så meget lyst til at give op og logge på facebook, beklage mig eller trøste mig ved at konfirmere mit selvbillede, den smukke iscenesættelse jeg kalder min identitet, mit liv. Forklare verden hvorfor jeg er sur og tvær, det er fordi jeg ofrer mig for mit kæreste eje, min Jesus-baby. Se, hvor dygtig jeg er! Se, hvor stærk jeg er i min tro. Trøst mig, anerkend mig, kommenter på min status. Og så lige en kop kaffe til at løfte humøret og energien og sparke dagen igang.
Men ak nej, jeg er nok bare en naiv autenticitetsjæger, som stadig tror på kærligheden og god gammel, dogmatisk obedience.
God lørdag og god faste, kære venner! 




tirsdag den 5. februar 2013

eskapader d'amour

Pippi rejser ud i verden for at finde sin elskede. Fuck fornuften!! skal emo med? måske. Flygter vi? Er vi stadig skingrende prepubertære? Hvor længe kan det fortsætte sådan her?
Jeg lover mig selv at begynde at tage ansvar for mit liv når jeg kommer hjem. for real. Så som møde op til timerne, lave kemirapporter, gå tidligt i seng, lade være med at bruge penge på åndssvage (IMPULSIVE) ting så som flybilletter til Frankrig og rødvin, generelt få styr på økonomien, stoppe SU-lån, øve mig nok. Være fornuftig og ansvarlig.
Jeg skal bare liiige... udleve dette vanvittige kærlighedseventyr. Fornuften er til stede og den kæmper en hård kamp mod Pippis indre teenager, som bare siger "fuck det hele" og følger sit hjerte 10000%. Men ak, biologisk set er Pippi jo snart voksen og dette halve år af hendes "fjumreår" var dedikeret til at forsøge at opbygge en stabil hverdag, få styr på økonomien og generelt bare leve et kedeligt, men også fantastisk og ustresset liv på landet.
Men hov, virkeligheden bedrager. Jeg troede jeg var kommet over det, at jeg virkelig havde lært at leve i nuet med min indre fred. Men nej, langsomt mistede jeg forbindelsen til virkeligheden. Jeg føler at mit liv i Taizé var en drøm, og jeg tror virkelig på at det bare er en drømmeverden. Jeg kan på ingen måde forholde mig til at min kæreste findes i virkeligheden, og det er ikke just gunstigt for et parforhold. Så derfor må jeg rejse til Frankrig for at finde ud af det - hvad ville et normalt og velfungerende menneske ellers gøre? Man kunne selvfølgelig også konsultere diverse psykoanalytikere (igen) med henblik på at få justeret sin virkelighedsopfattelse - men apropos økonomi - så tror jeg Norwegians lavprisbilletter er billigere end sådan en omgang. Og så bliver der heller ikke noget med at rode og splitte din personlighed ad og fortælle dig alt det der er galt med dig. Uanset hvor vanvittigt denne tekst måtte lyde.
Ved I hvad Pippi har at sige til verden? Der er ikke noget galt med mig!! Jeg er bare et menneske med meget stærke følelser, som i perioder fortrænger sin fornuft totalt. Virkeligheden, hvad er det? Virkeligheden er for amatører. Jeg er så råbende og skrigende ung (dum) og naiv. Og det vil jeg blive ved med at være lidt endnu. Bare lige 7 dage mere.
Au revoir!

søndag den 3. februar 2013

et liv, et menneske

seriøs panik. seriøs kærlighed. jeg kan ikke holde til det mere. stress i min krop, sten i maven. Gud tester mig. kom nu hjem til mig!! jeg har mistet forbindelsen til virkeligheden. jeg arbejder mig stille og roligt tilbage. faste rammer!!! ahhh. il signore ti ristora. det skal nok gå. somehow.

lørdag den 2. februar 2013

ustabil

emo befinder sig i den absolut værste tilstand muligt. det er ellers ikke sket siden september.
For to uger siden købte jeg i panik en billig flybillet til Frankrig. Derefter fortrød jeg. Igår havde jeg besluttet at det ville være bedst ikke at tage til Taizé. Men idag købte jeg en flybillet hjem! Og ombestemte mig. Først var jeg glad, euforisk. Men jeg kan stadig ikke overskue det. Det skaber så meget stress i mit hoved, som forstyrrer mig. Det er det evige fængsel, jeg skaber for mig selv: uanset hvad jeg vælger, vil der stadig være stress indeni.
Jeg havde det meget bedre før jeg købte den første flybillet. Jeg skulle slet ikke have overvejet det. Jeg tog en beslutning for længe siden: at arbejde på at få hverdagen til at fungere og at vente tålmodigt! (eller lære det).
Jeg kan ikke mærke hvad jeg vil og hvad jeg føler. Jeg kan slet ikke forholde mig til virkeligheden, min krop, min kæreste, mig selv. Jeg genkender det, det er sket for mig før: jeg tager en impulsiv beslutning og ombestemmer mig så enten senere på dagen eller dagen efter. Indeni mig er der to stemmer og følelser, som river mig i hver sin retning, lige stærke. Der er bare det at i et øjeblik bliver den ene stærkere end den anden og får mig til at handle. Men bagefter er den anden måske stærkest og jeg fortryder, og den første overtager osv....
Jeg ved ikke hvad der er bedst for mig at gøre. I sådan en periode har jeg brug for nogen udefra der kan sige hvad jeg skal gøre eller som kan sige stop. Jeg har tænkt, at når jeg har det sådan er det nok bare bedst at lade være med at gøre noget. Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke modarbejde mine impulser.
Denne gang har det kostet mig 700kr og sat mig i et dårligt lys overfor dem jeg har indviet i mine skiftende beslutninger. Det har skabt så meget stress i min krop og i mit sind og måske kan jeg ikke komme ud af det igen, uanset hvad jeg vælger eller om jeg lader være med at gøre noget fra nu af.
For det er det jeg kan: skabe et fængsel, sørge for at jeg aldrig vil blive tilfreds, rive mit indre fuldstændigt i stykker.
Hvorfor har jeg tilsyneladende brug for at gøre det her?

Emo er desperat. Jeg var forelsket, men nu kan jeg ikke mærke noget. Jeg tror ikke du og det sted eksisterer. Jeg tror det var en drøm. Jeg kan ikke forholde mig til virkeligheden. Jeg skifter mellem at kunne føle utroligt meget og slet ingenting.

Fornuften er blot én af de mange stemmer i det indre drengekor. Men fornuften taler til mig. Hvad siger den?
Den siger det samme som sidst. At det er bedst for mig at blive her, at jeg skal lade være med at flygte fra mit liv gennem utopisk planlægning, rejser eller ydre ting. At jeg skal blive her og opbygge en stille og rolig, stabil hverdag og begynde at lære at forholde mig til min egen virkelighed. Dette er dit liv nu og her. Den siger, at denne ventetid er en form for prøvelse, at Gud udfordrer dig på din tålmodighed, men dette er en gave, for kun sådan kan du lære at vente tålmodigt i tro og tillid. Og hvis jeg vælger at rejse, udleve en beslutning taget i desperation, så lærer jeg aldrig at være tålmodig. Den siger, at det hele nok skal gå, hvis bare jeg giver det tid nok. Den siger, at jeg skal vende tilbage til min krop og til virkeligheden og lære at leve i nuet på ny.
Skal jeg lytte til den?