torsdag den 12. februar 2015

Hvorfor jeg droppede facebook

Jeg vil have min hjerne tilbage!

Min hjerne er doven. Så doven at det eneste den orker, er at scrolle ned gennem mit instagram-feed. Det sidste års tid har jeg haft hånden og øjnene på min iPhone, i stedet for at nyde de små magiske øjeblikke, selv efter jeg er blevet mor. Det skammer jeg mig nogle gange lidt over. Hver nat sad jeg med mit lysende device under amningerne, for det var åbenbart mere interessant end den nærværende virkelighed. Heldigvis er jeg stort set vokset fra min enten-eller-tankegang, så jeg behøver ikke anskaffe mig en u-smartphone eller forbande den moderne teknologi langt væk. Næh, den har da mange fordele, men der er et problem: jeg føler den har smadret min hjerne.

Det lyder sygt, men det er faktisk ikke langt fra sandheden. Denne "mentale fast food", som de forskellige (sociale) medier, apps og tjenester udgør, tilfredsstiller min hjerne på en primitiv og fattig måde, og gør mig afhængig, så mit nervesystem døgnet rundt skriger "mere, mere!" Flere likes, flotte (mad)billeder, korte tekster, underholdning, og iscenesættelse af personer, som jeg ikke rigtigt behøver forholde mig til. I bund og grund ting, som skal få mig til at føle mig værdsat, og vigtigst af alt; holde kedsomhed og stilhed fra døren.
UHA!! Der må helst aldrig blive helt stille, og angstens sved pibler frem bare ved tanken om AT KEDE SIG!
Men hvorfor?

Engang havde man god underholdning, adspredelse, om man vil: god musik, gode bøger, museer eller interessante og berigende (og lange) samtaler (eller i det mindste film og blogs). Kunst og sjov lå ikke nødvendigvis langt fra hinanden. Så kom den hurtige, let tilgængelige underholdning; underholdning for alle, og dermed ofte med laveste fællesnævner.

Jep, i 2015 er vi alle lige - DUMME! (sorry) - eller i hvert fald på vej til at blive det...
Indrømmet, den slags freakin lousy tidsfordriv er sjovt og OK - men jeg mener at det så til gengæld også skal bruges som fast food: noget man benytter sig af engang imellem - for det er i orden at have en guilty pleasure, en doven dag, og at slække på sine standarder, men søreme ikke hver eneste dag.

For mig handler det ikke om at forsøge at blive det perfekte menneske, ej heller at man absolut skal lide eller kede sig.. det handler om at jeg har svært ved at føre et liv, hvor meget af min opmærksomhed går til aktiviteter, som bare opfylder min reptilhjernes behov.
OK, det er så måske (mere eller mindre ubevidst) motivet for de fleste menneskelige (eller dyriske hehe) handlinger, omend mere eller mindre civiliserede - men forstå mig ret, nogle gange kan man altså gå for langt i jagten på nydelse og instant tilfredsstillelse, eller bare et øjebliks flygtigt velbehag.

How much is too much?
Man ved man er gået for langt, når driften overskygger viljen (eller fornuften?). Når jagten og handlingerne bliver compulsive, indgår i et afhængighedsmønster. Når man bliver slave af sine simple lyster, og det forhindrer en i at leve det liv, man virkelig ønsker sig.

Hvad "instant underholdning" har gjort ved mig (og min hjerne) - det har forringet (måske endda frataget):
- min evne til fordybelse
- min evne til at koncentrere mig - og dermed indlæring
- min evne til at føre en ordentlig samtale, uden at tænke på om der er kommet en besked, update osv.
- min evne til at være der for min søn
- min evne til at være til stede i nuet og nyde de særlige øjeblike (uden at tage billeder, formulere en god status update i hovedet osv)
- min evne til at være offline i mere end et døgn uden at blive rastløs og irriteret
- min evne til at bede og meditere
- min følelse af at have og kunne opretholde meningsfulde relationer
- min evne til at kunne opleve kunst og kultur (eller bare en film) uden afbrydelser

FUCK