søndag den 28. april 2013

en dag

nu vil jeg skrive en glad blog. er det muligt? måske. to crazy uger endte i fred. alt ender med fred. jeg er lykkelig. sådan som jeg rent subjektivt vurderer det. det er ingen vild følelse og der er ingen grund til det. det er en stille glæde. som i klosterlivets banaliteter. det er fred. det er fravær af begær. der mangler intet. alt er som det skal være. måske ville jeg have ønsket det anderledes, men lige i dette nu formår jeg at acceptere det hele. zen. der er kun nu. og det er ok.

kærlighed. fred.
mit mål nu og den næste tid er bare at hvile i Gud. og at vidne der hvor jeg er. ikke ved at forsøge at ændre alt muligt. men vidne ved at leve mit liv.

jeg er elsket. vi er elsket. nu og i al evighed.

tak

torsdag den 25. april 2013

fix me

nu kan jeg se at jeg flygtede fra det hele. jeg var så tæt på at blive klogere på de mystiske følelser, som år efter år kommer og besætter mit liv. jeg ventede. men jeg kunne ikke vente mere. desperationen havde skubbet mig ud i verden. jeg gjorde bare det jeg kunne gøre. og det var en befrielse at indse, at jeg selv kunne gøre noget. nogle ting kunne jeg befri mig selv for. universitetet, for eksempel. offerrollen. dårlige relationer. stress. og det er godt. men der er stadig noget tilbage. jeg må erkende, hvad jeg i min flugt forsøgte at fortrænge: det hele starter indeni. fuck

tirsdag den 23. april 2013

reprise a le printemps

'forårsdepression', hvordan kan det ord overhovedet existere? det giver ingen mening! hvad er det der sker i min krop hvert eneste forår? jeg forstår ingenting.
foråret gør mig ekstra opstemt. foråret gør mig ekstra nedtrykt. foråret gør mig ekstra opstemt. rundt og rundt i en cirkel af uendelig regres.  foråret er ekstremt. foråret er forfærdeligt.
på et år bliver jeg ikke et år ældre, faktisk bliver jeg ikke ældre. for tiden går i stå eller også skrues den præcis et år tilbage hvert år.
min hjerne fungerer ikke. jeg kan ikke tage beslutninger. jeg har ingen forbindelse til virkeligheden.
virkeligheden, hvad er det?
forårsvanvid

kom igen, patetiske wannabe-forår

mandag den 22. april 2013

Pippi love

idag er en ny dag. det regner. det er godt, jorden vandes, livet vandes, jeg skal vandes. smerten indeni er ikke død. men jeg har pink bukser på, og når man har det kan man alt!
fra mine gode kontakter fik jeg en rapport fra Frankrig. "he smiles a lot" - det havde jeg så ikke brug for at vide. De ord fik knuden i maven til at bevæge sig, it's alive, God no. jeg sad netop og tænkte: hvis man ikke kan mærke forskel på 'eks' og 'kæreste', så gør det ingen forskel om forholdet er afsluttet. og jeg kunne virkelig ikke mærke forskel, han kunne ligeså godt være min kæreste nu, for nu er han fraværende og før var han ligeså fraværende.
men de ord, he smiles a lot.. av. bare tanken om at han går rundt og er lykkelig uden mig.. måske var det en kæmpe lettelse for ham at jeg sagde farvel, fordi han ikke selv havde nosser til at tage en beslutning. måske er han virkelig lykkelig hvor han er, uden mig. det er jo også the safest place on earth, det bedste liv man kan få, næsten. og det pirrer knuden af bitterhed, av, lad være. han har levet sit liv, måske har han været lykkelig. jeg har bare kæmpet lige siden jeg kom tilbage til den virkelige verden, dette samfund. kæmpet med vinteren, ventetiden, tvivlen, samfundets støj og larm, savnet, længslen efter klosterlivet, de gamle følelser og tanker og stilstand, tomheden. fuck.
det er fortid. der er kun nu. hvis du er lykkelig, så er det godt. jeg er skuffet. men samtidig kan jeg ikke forholde mig til virkeligheden. du er her ikke, du er ikke en del af den.

angstens kvalme er tilbage. ej, helt ærligt, ikke idag. kære tomhed, kunne du ikke holde en fridag, bare en? nej? ok, så kom indenfor og få en kop the. du kan sidde der. men jeg har ikke tid til dig, så du får ikke mere opmærksomhed!
jeg kan overleve denne dag. jeg er ikke mig selv. jeg er Pippi af stål. og hun kan klare alt!

bonjour

u-mandag

i denne uge er der ingen mandag. det er godt, for så kan den heller ikke være nedern. mandag existerede ikke. mandag existerede verden ikke. mandag existerede jeg ikke. og det er ok. men nu er verden resurrected, og det er en ny dag. jeg er genopstået og agter at tage imod denne regnvejrstirsdag som et lille barn, med begyndersind, zen. det er det der er så fantastisk ved livet. at man kan dø og genopstå så mange gange i løbet af et liv, en måned, en uge, en dag... det er livets cyklus. mikrokosmos og makrokosmos, død og liv, rundt og rundt, hele tiden. det er da fascinerende! jeg tror døden er nødvendig for at man virkelig kan smage livet, det taler bibelen meget om, ja det gør alle hellige skrifter vel når alt kommer til alt.. livet er intet uden døden og omvendt. hvis man konstant var i en følelse af tilfredshed og vitalitet, hvordan skulle man da kunne genopstå? kontraster, som Martinus skriver så meget om. igår døde jeg. i morges genopstod jeg. i stedet for at være bitter over at 'miste' en dag, vil jeg sige tak. Tak fordi jeg får lov at opleve dette. vi burde sætte lidt mere pris på døden...
tænk hvis man hver morgen brugte bare lidt tid og energi, i meditation eller bøn eller noget andet, på at tage imod genfødslen, virkelig at tage imod denne nye dag for hvad den er. at forny sin tillid til livet, Gud, det hele. At tage noget for givet er aldrig vejen frem. En dag er ikke bare endnu en dag. Hver en dag er ny. "Du gør alting nyt", hver dag, hvert øjeblik. Zen. der er kun nu.
Alle forhold skal plejes. selv menneskets forhold til livet. selv menneskets forhold til Gud. det er ikke svært. bare åben dit hjerte op, tag imod og sig tak. sig tak for døden. tak for livet.
tak.

et liv

frustrationen vil ikke gå hjem. den har boet i min krop i en uge. det her kan ikke være sandt. hvordan, hvorfor, ikke nu, nej, nå, jeg vil ikke, fuck det hele, umuligt, muligt. konklusionen er at der ikke findes nogle konkrete problemer, for jeg er mit eget problem. det hele er selvskabt, en illusion, et produkt af et selvoptaget menneske som har for meget tid til at pille sig selv i navlen. måske. men hvis det er sådan nogle individer, samfundet skaber, så har vi vist et problem?

jeg er nødt til at bruge min tid på andre. men flugt er ikke en mulighed. kan det fortrænges? kan det drikkes væk? kan det spises væk? kan det kneppes væk? kan det arbejdes væk? nej. nu skal jeg fortælle sandheden, det kan rengøring-mediteres, ikke væk, men hen til en accept. Den eneste vej er at være til stede i nuet. og her kan simple arbejdsopgaver hjælpe med at skabe ro indeni og bare være i nuet. det gør ondt og det kræver øvelse, men det er godt.
sindet er min værste fjende. stilstand er sindets værste fjende.

denne gang er det ikke min opgave at fixe mig selv. for det kan jeg ikke.

en dag, et liv, to liv. vi lever nu. kun nu.

jeg er ikke et dødt menneske. hverken existentielt eller på andre måder. jeg er et genfødt menneske. jeg har en livslyst, en livsliderlighed indeni mig, har altid haft det. den er der, det ved jeg. ellers ville jeg ikke tage livet så alvorligt. for mig bliver det aldrig godt nok bare at leve, lade den ene dag følge den anden, lade det hele flyde ud i ligegyldighed og destruktiv adfærd. det er ikke godt nok. 
det er bare så paradoksalt. det er næsten komisk. min vanvittige lyst til liv giver bagslag igen og igen. jeg kigger på verden og ser mest af alt smerte, selvdestruktion og degeneration. "her kan jeg ikke leve", og så giver jeg op. jeg er et ekspressivt menneske, men fordi jeg ikke kan finde ud af at udtrykke intensiteten af det jeg føler, så giver jeg igen op. det må være muligt at kunne bruge det til noget konstruktivt...

frem og tilbage

1 år frem. 1 år tilbage. jeg står det samme sted og alligevel slet ikke.
"flytter nissen ikke med?" nej, den gør ej! jeg har fået et helt nyt liv. alt er anderledes. alle de gamle tanker er døde og begravet. Halleluja!

troede jeg... alt er nyt. og bedre på mange måder. men nogle ting kan man bare ikke flygte fra. nogle ting bliver kun værre med tiden. i 3 måneder har jeg forsøgt at fortrænge det, den følelse, den adfærd. men det er kun gået den forkerte vej og jeg kan godt se hvor det er på vej hen, jeg ved det, for jeg har været der før.. hvis det sker igen, så tror jeg ikke længere på noget.
skal man bruge 5 år af sin ungdom på at modarbejde livet? det kan ikke være rigtigt. jeg ved at der findes en anden måde at leve på. at man kan leve mere end 3 dage uden at blive slået ned af jeg-kan-ikke-overskue-noget-alt-er-meningsløst-følelsen, stress og de mærkelige små tankevæsener, som elsker at slå mennesker ned og trampe på dem. jeg ved det. for jeg har prøvet det. i 3 måneder!!
det er muligt. og det er godt. i det mindste lever jeg nu et liv uden stress og jeg kan sige, der er en verden til forskel.
Dette er ikke livet. Det skal vi ikke bare finde os i. Vi er skabt til så meget mere. Vi må kræve mere af livet. Ok, måske kræver jeg for meget engang imellem.. en mening med hver eneste fucking lille bevægelse? måske ikke.
alt er bedre nu. jeg kan styre tankerne. jeg kan sige stop. jeg kan leve. kan jeg?

jeg prøver virkelig at leve, men jeg er ikke særlig god til det. Lærer jeg nogensinde at kunne lide det? Kommer det nogensinde til at give mening for mig? I bund og grund er der ikke noget jeg har lyst til at lave. Er jeg bare fortabt?
Følelsen af ikke at kunne overskue noget, den der træthed forsvinder bare ikke. 3 mdr. Hvad vil den? Hvorfor er tomheden så interesseret i mig?
Det nytter ikke noget at være emo. Det eneste der hjælper er faste rutiner! Som et barn. Det har jeg erfaret. Forudsigelighed er godt.
Hvis jeg finder ind i den meditative livsstil igen og tilbage til nuet, så vil det langsomt blive bedre.. det ved jeg.

torsdag den 18. april 2013

Broken

jeg troede jeg var ok, men det er jeg ikke. den følelse, sugen i maven, knuden i maven, stenen i maven, tomheden i hjertet. hvis jeg så bare kunne græde, føle noget. apatien indtræder. jeg kan ikke mærke noget. andet end den tømmemændsagtige træthed og manglen på lyst.
elsker jeg dig? nej, det tror jeg ikke. ikke længere. jeg kan ikke mærke det. jeg ved ikke hvem du er. jeg kender dig ikke mere, har måske aldrig gjort det. for mig er du ikke virkelig. du er så langt væk, du kunne være en fantasifigur, en drøm. min nuværende tilstand er ikke min yndlings, faktisk en af de dårligere, men jeg synes det er fint nok. det er fint nok at jeg ikke kan mærke noget. det er fint nok at vores kærlighed døde. for så skal jeg ikke gå og tænke på alt det som kunne have været, blevet. for vi havde ingen fremtid sammen. vi havde nuet og du ville komme hjem til påske. men du kom aldrig hjem. enten er du kaldet til et andet liv eller også er du simpelthen bare bange for at springe ud i livet i denne farlige, sekulariserede verden. jeg tror du er lykkelig hvor du er, men jeg er ikke sikker. jeg aner ikke hvad der er foregået i dit liv de sidste 6 uger eller hvad du har tænkt, for du har ikke svaret. måske var det mig der tog det sidste ord, men det var dig der lod vores kærlighed dø. kærligheden skal vandes og holdes i live. jeg vidste for længe siden at det var slut. jeg ville bare ikke erkende det. nu er det erkendt og erkendelsen har ramt mig som en stor hammer, min krop føles som har den været på festival i flere uger. men der er stadig et liv der står og venter derude. broken. det er vi alle. men vi kan altid lære at elske på ny og vi kan lære at elske vores egen og hinandens brudthed, ligesom Gud gør det. livet venter. sig "hej". Hej liv! Tilgiv dig selv. Tilgiv ham. Tilgiv alt der gør dig bitter. Det kunne ikke være anderledes... ingen kunne gøre fra eller til. Det var livets plan med dig og med mig og med os.

At give slip

At give slip er ikke nødvendigvis at give op.
At give slip er at erkende, at den anden person eller måske begge, er på vej i en anden retning.
At give den anden den plads der er brug for, om den så er uendelig.
At give slip er at erkende at man godt kunne kæmpe videre, men at det ikke nytter noget at kæmpe imod selve livet.
At der er en anden plan end man troede fra starten af.
At give slip er at erkende at man ikke kunne give hinanden det, man havde brug for.
At give slip på en person er at erkende, at man ikke kan holde på en sæbeboble.
At give slip er at lade tingene være det de er i stedet for at forsøge at forme dem efter sit eget hoved.
At give slip er at lade nuet være nu og fortiden være fortid.

den store forårsdepression

reprise. forelskelsen indtræder før foråret. den indre gamle, bitre dame bliver nådesløst trampet ned af den naive teenager, og min krop kapitulerer i armene på en ung knøs. et par måneder leves med spændstige tulipaner stoppet ned i svælget. tulipanerne gør at vi ikke kan tænke, ikke tale, ikke mærke virkeligheden. tulipaner op i røven. navlebeskuende tulipanisme. den såkaldte forelskelses vanvid udleves indtil dagen kommer... den dag den store erkendelse rammer os i solar plexus, som en kæmpe hammer lige midt i kraniet: man kan ikke holde på en sæbeboble. 
mennesker er sæbebobler. flyvende, farverige, plastiske. man kan ikke holde en sæbeboble i hånden. hvis man forsøger, brister den. hvis man ønsker at bevare en sæbeboble, må to bobler smelte sammen og blive et. hvis ikke denne sammensmeltning sker, vil den ene boble før eller siden flyve væk, hvis ikke den brister under vægten af menneskekroppens besiddertrang.
sæbebobler flyver, sæbebobler brister. det er hverken godt eller ondt. det er en naturlov.
og hvem har lyst til at se en smuk boble briste? giv slip. lad den flyve.

mandag den 15. april 2013

mandag nr.2

øv med sur teenager på. kan jeg nå at skrive et indlæg mellem vesterport og nørreport? jeg gider ingenting. jeg er for træt til at skrive. jeg er så frustreret at jeg har kvalme. fuck verden. jeg har ventet på dig næsten 2 måneder, skal jeg bare sige stop?
den næste der siger at pot er sundt, bliver slået ned af Pippi!
fuck

søndag den 14. april 2013

en ny gammel dag

omg. Oh Krishna. jeg har fundet min gamle emo-blog!!! jeg havde slettet den, men som vi alle ved er det umuligt at begå cyber-selvmord, så den ligger stadig i google reader. omg omg. det helt store tema i mit liv lige nu er at give slip. at give slip på personer, stemninger, fortidens følelser. den gamle emoblog vil føre mig tilbage til fortiden. det er den direkte vej mod afgrunden. men jeg elsker også emo. den er jo en del af mig selv. og mit livs største krise er skildret så teatralsk og pubertært, at det nærmest er komisk. jeg skal udgive emos samlede værker! "en gymnasieelevs tankestrømme", det er mit nye livsprojekt nu. at sidde og pille mig selv i navlen 24/7 og være teenager.

KONSTRUKTIVT!

lørdag den 13. april 2013

en dag

jeg lever. i nuet. en dag. en morgen. stilhed. udmattet fra igår. men jeg ser mig ikke tilbage. kaffe. stilhed. yoga. grød med bønner. rugbrød+peanutbutter. mere kaffe. stilhed. appelsinjuice. vand. stilhed. bøn. stilhed. bad. oprydning. rengøring=meditation. cykle. kirken. stilhed. orgel. spille. noder. toner. musik. bus til næstved. stilhed. møde manden uden alder. tilbage til kirken. spille. orgel. tilbage til gården. hummus-fest.
nu. tilbage til nuet.

onsdag den 10. april 2013

Regn

Regn i byen er lydløs. Regn på landet er en ongoing symfonisk komposition.
Den høje komponist skaber, mens hans publikum ser på.
Jeg elsker regn og regnen elsker mig. Min krop søger vand og vand søger mig. Alt levende begærer regnen og regnen længes efter at trænge ind i alle organismer.
Vand, livets vand. Alt skal vandes.
Lyt ikke til byen. Lyt til regnen.
Kompositionen er fuldkommen. Måske er den evigt foranderlig, men livets vand kommer altid igen.
Ve det publikum, som ikke hører fuldkommenheden midt i byens larmende brudthed.
Luk dine øjne op og se. Lad alle kropsåbninger åbne sig og tage imod vandet.
Se ikke byen. Se regnen.

Adieu, frère!

Jeg har skrevet et afskedsbrev til dig på fransk. Ja, jeg er godt klar over at du ikke kan forstå fransk. Men det spejler bare den ligegyldighed du har vist mig den sidste måned, selvom du udmærket vidste at jeg var ulykkelig. Du vil ikke engang involvere mig en lille smule i dit liv, ikke engang spørge hvad jeg tænker eller hvordan jeg har det. Du er min kæreste. Eller... det kunne du så heller ikke længere svare ja til. Hvad skal jeg gøre? Dette er en pinsel uden lige. Jeg piner mig selv, fordi jeg er naiv, fordi jeg ikke har mistet håbet endnu. Jeg har ventet trofast i cølibat i 5 måneder. Hvor meget længere kan en desperat emo-teenager som mig vente? Er dette virkelig en kærlighed Gud har givet os, eller var det hele bare en joke?
Idag føler jeg mig så fredfyldt, nærmest følelsesløs. Jeg kan ikke længere føle forelskelsen, hvor meget jeg end prøver.
Jeg har ikke sendt brevet. For den dag jeg gør det, betyder det at jeg har givet op...

tirsdag den 9. april 2013

Opvågning

I nat drømtr jeg om dig. Jeg var taget til Taizé for at lede efter dig, og endelig fandt jeg dig, du havde gemt dig. Du havde den mørkeblå trøje på. Vi omfavnede hinanden og du sagde, at du havde savnet mig. Jeg følte måske ikke ligefrem kærlighed, jeg følte varme, glæde, tryghed. Jeg ville sige til dig at du bare kunne flytte hjem til vores gård.
Men da jeg slog øjnene op, måtte jeg erkende, at du ikke er her og at jeg ikke har fundet dig. Jeg leder stadig, og du har gemt dig godt. Aldrig har jeg følt mig så langt væk fra dig, distanceret på alle tænkelige måder.
Morgenen gryr og dagen står for døren, endnu engang. Det gør ondt. Men ifølge mit nye motto, ser jeg kun fremad. Jeg forholder mig til virkeligheden, som den er, og nuet er virkeligheden.
Fortiden findes ikke. Fremtiden findes ikke. Drømmen findes ikke.
Og du er ikke længere en del af virkeligheden.
Tag dagen for hvad den er og lev den. Der er ikke andre muligheder.

lørdag den 6. april 2013

frem+tid+hej

endnu engang:
der findes kun én vej, og det er frem. det er mit motto nu og igen og igen. fortiden findes ikke. hvorfor whine over alt det du ikke har gjort, ikke har "opnået"? du har lært så meget og du kan ikke gøre noget om. men ved du hvad du kan? du kan begynde derfra hvor du er, nu idag! du kan gøre noget i stedet for at gå i stå og bare klage. de samme mønstre om og om igen. fuck. jeg må bryde det nu! efter 5 år..

onsdag den 3. april 2013

nu og nu

der er ting der skal gøres. fordi jeg ikke har gjort det tidligere. sådan er det, det må jeg acceptere. nu skal det ud af verden. to kemirapporter og så skal jeg øve orgel. alt det jeg ikke har gjort, kan jeg ikke ændre på nu, og det er ok. det bliver ikke bedre af at jeg hele tiden udskyder det.

emo1, emo2

højt at flyve, dybt at falde - det er mit liv
jeg har haft en dårlig periode i 2 måneder. ikke kun dårlig. men dårlig i den forstand, at mit humør er meget oppe og meget nede. og det skifter. jeg ved ikke om det er godt eller ej, måske er det. for jeg føler mig også ekstremt levende og elskende nogle gange.
idag har jeg virkelig været glad og opstemt. men senere blev jeg helt udmattet.
smerten gnaver indeni lige nu. jeg elsker solen, foråret, og min krop er opstemt og muligvis forelsket. men der er noget der går mig på, jeg har mistet to af de nærmeste personer i mit liv. selvom de stadig er i live. jeg ved det er nødvendigt at give slip på fortiden, men det gør ondt alligevel. du er væk. og min kæreste kan ikke længere svare ja til at han vil være min kæreste og jeg går bare i et vakuum og venter. venter på at du tør sige ja. venter på at du begynder at involvere mig i det liv og sige at du tror på os. eller at du i det mindste tager en beslutning og gør det forbi. det er hårde odds lige nu.
men det magiske forår og teenageforelskelsernes tid er endnu ikke forbi.

P.S. jeg savner klosterlivet noget så inderligt. det gør ondt. "jamen der er jo så mange muligheder i det her samfund" - ja, men tomheden lurer lige under overfladen...

forårsemo

min sidste navlestreng til fortiden er klippet. men jeg savner den. nogle gange mærker jeg desperationen når jeg læser de små brudstykker jeg trods alt har gemt. emos gamle blog var genial. det synes jeg i hvert fald selv. men jeg slettede den, fordi jeg ville give slip, fordi det var usundt at skrive, jeg elskede det, og det holdt mig fast. holdt mig fast i en særlig verden, en særlig identitet. jeg var afhængig af den. jeg misbrugte ord. jeg synes selv det var genialt. jeg vil udgive det som bog. "en emos bekendelser". ja! men er det overhovedet kunst? det ved jeg ikke. men jeg tror det er en type navlepilleri som de fleste af nutidens mennesker vil kunne genkende, og det er det som gør det så godt. men det er slut nu. jeg er kommet videre. selvom det gør ondt. jeg savner emo. jeg savner min indre teenager. jeg savner at være desperat og leve på kanten.
fuck