tirsdag den 21. oktober 2014

identitet og kærlighed


Når man er godt og grundigt i gang med at ødelægge sit eget liv, ødelægger man altid en andens samtidigt. Det er desværre en naturlov. I hvert fald i min verden. Nu er jeg ikke længere bare mig selv alene i verden. Det er skræmmende. Jeg kan vågne om natten og tænke, tankerne, især katastrofetanken over alle: ”hvad nu hvis jeg aldrig lærer at tage imod kærlighed?”. Det gør ondt i hjertet, fysisk. Angst, dårlig samvittighed. At have et andet menneskes liv i sine hænder er ikke bare skræmmende, det er den største udfordring jeg nogensinde har fået. Jeg er bange for at ødelægge ham. Jeg ved ikke hvem jeg er, aner det ikke. Ved ikke om jeg nogensinde har været et offer. Eller om jeg bare er et sygt menneske, som misbruger andre mennesker, nedbryder dem. Jeg ved ikke om jeg er kærlig eller kold og kynisk. Jeg kan ikke se mig selv.