søndag den 5. juli 2015

Hjerneaktivitet

Idag er en af de dage, hvor jeg er oppe før barnet. En sjældenhed. Det er mandag og det er ok. Igår var en af de varmeste dage vi længe har haft. 32 grader celsius, lyder dommen. Ville have været ude ved festivalpladsen i Roskilde for at skralde. Jeg elsker at skralde! Og i år sluttede det hele endda søndag, så jeg kunne have medbragt mand/børnepasser. Men vi måtte kapitulere i sommervarmen. Vi holdt os indendøre og lavede absolut ingenting. Og hvis der er noget jeg hader, er det at stene. Men det gik ok. Indtil vi besluttede os for at gå en tur ned til mosen. Vi nåede ca 200 m væk, da vi vendte om igen. Barnet var lettere hysterisk, varmen var for meget, gad ikke sidde i den nye klapvogn, og bære ham på armen kunne vi ikke, da solen så ville skinne direkte på hans fine baby-ginger-hud. Så langt så godt. Denne situation vakte en følelse i mig af at være fanget. At jeg ikke kan gå nogle steder uden mand og barn, at jeg er dybt afhængig af to andre mennesker. Og den ene er afhængig af mig, i høj grad endda. Nok om fortiden..

Idag har jeg tænkt en tanke. Tror jeg da. BRAVO. Jeg har været god til alt det hersens postpartum-selfcare-halløj (som er oppe i tiden, i hvert fald på insta under hashtag #fourthtrimester)
Jeg er ikke den type mor, som har brugt barslen på at gå lange ture. Måske fordi mit barn ikke behøvede blive rullet i søvn. Næh, jeg går ned, lægger barn i barnevogn, går max 100m hvis han ikke falder i søvn med det samme, og skynder mig hjem og ser netflix/sover/læser blogs. Og det har været godt for mig. Man har brug for at slappe af ovenpå sådan en omgang fødsel. Tillade sig selv at lave absolut ikke en skid. 
Men nu har jeg fået andre behov. Jeg vil gerne i (bedre) form. Ikke fordi jeg var det før barn, men jeg har altid drømt om det. Jeg behøver ikke være mega fit og slim. Vil bare gerne have en smule muskelkraft i stedet for den spaghettikrop jeg nu står tilbage med. 

Jeg elsker min krop og er så godt som komplet ligeglad med min slappe topmave. Men jeg hader at føle mig slatten! Hader at føle mig som en zombie-agtig sofakartoffel (sidder næsten aldrig i en sofa), hvis hjerne er gået i stå, og kun indeholder tanker om baby, bleer, babytøj, babymad, kaffe, mommyblogs osv). Og i øvrigt til tider langt væk fra Gud.

Engang havde jeg mål. Ok, det har jeg altid haft, de har bare altid været så urealistiske, at det altid endte med nederlag. Og det planlagde jeg med fuldt overlæg. Jep, jeg elskede at mislykkedes. Men med hjælp fra mønsterbrydning (12-trins kursus) og terapi har jeg indset, at jeg ikke behøver leve på den måde mere.
Jeg må gerne få succes. Ad, hader det ord. Jeg må gerne lykkes, så! Og det er jeg også på mange punkter. Mit liv er godt, og ikke bare godt, men frugtbart. Jeg oplever en glæde og en fred ud over det sædvanlige, det meste af tiden.
Men der mangler lige det sidste, toppen af kransekagen! Eller snarere bunden, faktisk..

Jeg ved hvad jeg vil, men gør jeg det? Typisk menneske. Jeg ved hvad det er godt (for mig). 
Bøn er godt. Tidebøn er genialt. Og jeg har brug for det, virkelig. 

Her er nogle af mine ønsker (skrevet sidste år):
Hvad er det for et liv du vil leve?
-et liv hvor bøn er i centrum (og tilliden til Gud)
-et liv i vitalitet og sundhed
-jeg vil udleve mine talenter og bruge dem til noget godt
-jeg vil læse i Bibelen hver dag
- et liv i fællesskab med andre
- et liv med disciplin og leg
- jeg vil kunne nyde at spille musik
- kunne håndtere negative følelser
- tjene andre
- et liv med nærvær / leve i nuet

Wow.. Er det for meget at forlange? Det vil de fleste nok mene.. Urealistisk, ville nogen (min mor) nok kalde det. Men jeg tror faktisk det er meget realistisk. For Gud har lovet os liv i overflod. 

"For jeg ved ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb."
- jeremias 29:11-14

Så selvfølgelig kan jeg få alt det her! Men ikke på en gang. Og det har nok været fejlen jeg har begået tidligere.. At jeg vil have det hele nu og her! Og at jeg fokuserer så meget på målet, at jeg glemmer at leve på rejsen dertil. Tålmodighed har for mig været er fremmedord. Men efter jeg er blevet moder, har jeg da fået LIDT mere tålmodighed. Men ikke meget. Det er jo nemt nok at være tålmodig og overbærende med et menneske, man virkelig elsker. Synes jeg. Og måske er det der skoen trykker. For hvis jeg værdsatte mig selv højt nok, ville jeg også være mere tålmodig med mig selv, og ikke skælde ud hver gang jeg ikke nåede et mål på rekordtid.
Desværre har det skræmt mig fra at have mål overhovedet, fordi jeg begyndte at opfatte målene som noget dårligt i sig selv. For så snart du har en agenda for dagen, for livet, så kan du fejle, hvis den ikke bliver en realitet, og så er det bedre bare at flyde med strømmen.. 

Men jeg tror man skal prøve at se mere nuanceret på det (åh nej, voksenting!). 
Det kan være godt at have mål. For mig i hvert fald. Jeg har brug for at have et projekt, som jeg kan kanalisere min energi, drivkraft ud i. Sådan er det nok for de fleste. Måske er det et kulturelt fænomen, noget vi er opdraget til. Whatever. Et projekt er godt, så længe det projekt ikke kun er mig selv. Jeg er ikke specielt interessant i mig selv. Misforstå mig ikke, det handler ikke om mindreværd på nogen måde. Det handler om, at jeg ikke længere finder mig selv så interessant, at jeg kunne fylde en hel blog om mig selv, mit liv (og mit afkom). Derfor bliver jeg aldrig mommyblogger (jeg vil heller ikke være en levende reklamesøjle, som opfordrer til forbrug), nå, sidespor. 

At realisere mig selv er altså ikke længere mit højeste mål eller formål. Tror jeg i hvert fald (kan ske det er en illusion). For det er simpelthen bare for tyndt!!
Jo, jeg drømmer da også om at blive god til et eller andet, flashe det, iscenesætte, blive anerkendt, så jeg har noget at hænge min identitet op på. Men sådan er mit liv bare ikke. 

Mit allerhøjeste mål er at være sammen med Gud og lære ham/den at kende (også gennem fællesskab med mennesker)
Derefter kommer at give mine børn en god barndom og et godt selvværd. Og som del af det, må jeg have et godt forhold til min mand. Ja, der er nok mange elementer i det.. Og ærligt talt aner jeg ikke hvordan man opbygger er selvværd fra bunden af, det lykkes jo ikke ligefrem for mig/min familie, da jeg var barn. Men jeg har en ide om hvad en god barndom indebærer.. Mere om det en anden dag!

Planen.. Jeg har den liste med mål. Men vil kun fokusere på et ad gangen. Det er udfordringen. Og jeg starter med universets grundlyd: bøn.

Og barnet sover endnu!

God mandag