den store forårsdepression

reprise. forelskelsen indtræder før foråret. den indre gamle, bitre dame bliver nådesløst trampet ned af den naive teenager, og min krop kapitulerer i armene på en ung knøs. et par måneder leves med spændstige tulipaner stoppet ned i svælget. tulipanerne gør at vi ikke kan tænke, ikke tale, ikke mærke virkeligheden. tulipaner op i røven. navlebeskuende tulipanisme. den såkaldte forelskelses vanvid udleves indtil dagen kommer... den dag den store erkendelse rammer os i solar plexus, som en kæmpe hammer lige midt i kraniet: man kan ikke holde på en sæbeboble. 

mennesker er sæbebobler. flyvende, farverige, plastiske. man kan ikke holde en sæbeboble i hånden. hvis man forsøger, brister den. hvis man ønsker at bevare en sæbeboble, må to bobler smelte sammen og blive et. hvis ikke denne sammensmeltning sker, vil den ene boble før eller siden flyve væk, hvis ikke den brister under vægten af menneskekroppens besiddertrang.
sæbebobler flyver, sæbebobler brister. det er hverken godt eller ondt. det er en naturlov.
og hvem har lyst til at se en smuk boble briste? giv slip. lad den flyve.