torsdag den 28. marts 2013

påske-nedsmeltning

Jeg orker ikke at skrive lige nu. Har bare lyst til at emospise en masse klam chokolade. Pippi3 har endnu engang rystet mit verdensbillede. Findes etik og moral? Findes der noget der er mere rigtigt end andet? Er den samlede sum den samme i sidste ende, uanset hvad vi gør? Er hele jorden, økosystemet, livets cyklus bare en stor sammenblanding af energi, følelser, liv og død, i en mængde som er konstant, uanset hvad vi mennesker gør? Er det bedre at være veganer, hvis planter lider ligeså meget som dyrene? Hvem lider ikke? Hvordan kan man undgå lidelse? Hvis man ikke kan undgå at skabe lidelse for andre og dræbe, hvis man ikke kan undgå døden, hvorfor så gøre det til et livsværk at forsøge at lade være? Jeg hører Bachs orgelkoncert i a-mol nu. 

Fuck, vi er tilbage hvor vi startede, alt er og intet er. Vi forsøger alle at skabe nogle værdier, en opfattelse af verden, vi kan klamre os til. Og vi kan genskabe og genfinde disse værdier mange gange. Vi kan kalde os frie, uafhængige (straight edge 4ever) og korrekte og gode mennesker og ikke-voldelige væsener osv. Men ”sandheden” er, at vi alle er misbrugere. Af idealer. Vi bruger dem som sutteklud, vi misbruger dem, ganske enkelt. Vi er afhængige af at tro på, at vi har fundet sandheden, og at pege fingre ad de andre, som endnu ikke er oplyste nok. Og ingen kan sige sig fri. Det gælder også dem, den stemme som taler i mig nu, som har taget syre og mener at de har set igennem alt dette, og så kan de jo fortælle veganerne hvor meget de tager fejl og hvor ignorante de er og hvor meget de ikke forstår. 

Men så er vi jo ligesom tilbage hvor vi startede? Du tror du har sandheden, jeg tror jeg har sandheden, godt så. Skal vi ikke bare droppe det sandheds-pis? Vi lever nu og her, i denne krop, i dette rum, det er det eneste der er rigtigt. Måske er det ikke engang rigtigt, men det er det eneste jeg kan konkludere lige nu. Krise? Over hvad? Der er kun nu. Så var det jeg tænkte, fuck, alt er ligegyldigt, alt er lige gyldigt, total postmoderne kliché, fuck nu af ,emo. Men jeg ved også at den største smerte også ofte bliver den største befrielse. Det er prøvet før. 

Nå, så nu er der ingen værdier tilbage? Vent nu lige lidt, måske hænger det hele alligevel sammen i sidste ende. Summen er konstant. Summen af liv og død, af kærlighed og destruktion. I virkeligheden kan vi ikke gøre fra eller til. Vi kan bare leve. Hele menneskets store gør-det-selv-projekt falder til jorden. Du kan ikke blive bedre, hvis der intet rigtigt er. Dette er ikke uforeneligt med kristendommen, eller andre religioner for den sags skyld, hvad ved jeg. Men er det ikke netop det Jesus fortæller os? Der er intet vi kan gøre, vi kan kun leve på Guds kærlighed, livet og tage imod den. Vi kan ikke kontrollere verden, os selv, liv og død, kødet, planterne, jorden osv. så meget som vi kunne ønske. 

Måske kan du ikke redde verden. Måske kan du ikke engang redde dig selv. Du kan kun overgive dig til livet, til nuet, med alt hvad det indebærer. Livet er hvad det er. Du lever livet og livet lever dig. Du kan finde din egen sandhed, men den kan ikke redde dig. Du kan ikke reddes, for du behøver ikke blive reddet. Dit gør-det-selv projekt virker ikke, for du har ikke brug for at blive fixet. Du er alt i det du allerede er. Du er livet. Du er kærlighed. 

1 kommentar:

  1. Du er en sand filosof. Jeg håber du har læst filosofi. Ellers er det ikke fair. Du må have læst nietzsche. I snaker om det samme i har bare hver jeres resultater!

    SvarSlet