Jeg er næsten stoppet med at skrive. det er mærkeligt. måske er det fordi jeg har lært at leve i stedet for. måske er det fordi jeg ikke har flere ord. måske er det fordi jeg ikke er så desperat mere. eller måske er det bare fordi min hjerne er gået i stå. Jeg ved ikke præcis hvornår det skete, det skete bare. jeg mistede forbindelsen til virkeligheden. min virkelighedsfølelse er uvirkelig. bare det at tænke på det er helt uvirkeligt. jeg plejede at være besat af at føle intense følelser hele tiden og svælge i dem, føle og udleve. men nu gider jeg ikke føle noget. jeg kan næsten ikke engang tænke. ordene. nogle gange begynder jeg en tankestrøm, en kludret en, det her skal jeg skrive ned, men jeg giver op længe før jeg når til tastaturet.
sidenhen begyndte jeg at løbe. for at overleve. det er min eneste vej tilbage til kroppen. nok ikke den eneste, men i hvert fald den mest simple. ud over vejrtrækningen. jeg løber og løber. små ture, men ofte. jeg er nødt til at løbe for at vågne, for bare at smage på "virkeligheden".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar