årets sidste dag og endnu en genfødsel

jeg føler jeg skal skrive noget. det har jeg følt længe. jeg har været lykkelig i månedsvis. måske er det løgn, men det er sådan jeg opfatter det. måske derfor har jeg ikke skrevet noget. måske er jeg bare blevet bedre til at leve i nuet og acceptere alt som det er, og derfor har der ikke været meget hverken at skrive eller tale om. livet er hvad det er. følelser er. de kan føles farlige, men det er bare følelser, og de fleste går over igen. i det forgangne år er der sket så mange ting for mig, at det føles som et helt liv. jeg vil ikke reflektere dybt over disse begivenheder på skrift, da jeg føler jeg har mistet interessen for at skrive. jeg har erfaret at jeg har fået et bedre liv af at skrive mindre. af at lade ting og tanker være i stedet for at rode rundt i dem ved at skrive.

2014 blev året hvor jeg:
- stoppede med at skrive
- flyttede 3 gange
- har boet i klosterfællesskab med 12 personer, stort kolle med 7 personer og nu oikos med 2 par
- blev gravid og havde en fantastisk graviditet
- blev mor til en dejlig novemberbaby med rødt hår
- var på PREP-kursus
- blev gift under Yggdrasil ved et dejligt havebryllup og fejrede med vennerne ved endnu en bryllupsfest måneden efter
- lærte at bage en bryllupskage
- gennemførte et 12-trins kursus/mønsterbrydning,
- hvor jeg blev klar over alle mine blokeringer og dårlige vaner og mønstre,
- og fik et godt selvværd
- fik min diagnose (efter 6 års ventetid)
- fandt ud af at jeg går ind for voksendåb (helligåndsdåb)
- gennem forbøn fik kortlagt hvilke følelser mine forældres skilsmisse fik frem i mig, og hvilke konsekvenser det har haft for mit liv efterfølgende,
- lærte at acceptere de følelser og give mig selv lov til at føle dem
- gav slip på min vrede - over for Gud, mine forældre og verden generelt
- blev mere konstruktiv end destruktiv
- lærte at øve mig (på orgel)
- lod være med at droppe ud af 3K
- har haft mere energi end nogensinde
- har haft mentalt overskud
- har lært at tage imod det liv, Gud giver mig
- er begyndt at bede tidebøn igen
- har indset at jeg har noget, som kan få mig igennem alt, og som ingen nogensinde kan tage fra mig: min tro
- blev optaget på orgeluddannelsen
- afholdte en velgørenheds-fødselsdagsfest
- har lært at fokusere på ligheder i stedet for forskelle i mit ægteskab
- fik omvendt en kødspiser til veganer!
- har fået (LIDT) mere tålmodighed
- begyndte at løbe (og stoppede igen)
- har været på stille-retræte
- prøvede en 24. december uden at fejre jul
- blev helbredt - helt

Det var året hvor jeg stoppede med at spørge mig selv "er jeg lykkelig?" eller endog "er jeg tilfreds med mit liv?", og dette at undlade det har gjort mit liv meget bedre. At lade være med hele tiden at vurdere hver enkelt lille ting, at forholde mig mere ikke-dømmende til tilværelsen og til mine tanker og følelser. Jeg har ladet det meste være som det er. Jeg har lært at lade følelser være i stedet for at erklære krig mod dem. Jeg har sat mine forventninger ned og lært at acceptere mange flere ting. Det at skrive betød for mig at jeg dvælede meget ved enkelte tanker, følelser og begivenheder, og det har virkelig hjulpet mig at lade være med det. Bare lade alt være det, det er.
Derfor har jeg heller ikke ret mange forventninger til det kommende år. Ingen idéer til hvordan jeg på alle mulige måder kan træne mig selv, disciplinere mig selv, systematisk forbedre mig. Jeg vil bare leve det liv, der er blevet mig givet. Mønsterbrydningskurset, jeg gennemførte, handler om at få et ret selvbillede og et ret gudsbillede (igen), og det har jeg i høj grad fået. Jeg ved at jeg fortjener at leve, virkelig leve et liv, et godt og frugtbart liv, for jeg er elsket og har altid været elsket. I den proces erkendte jeg også, at jeg har haft meget svært ved at tage imod kærlighed, både fra Gud og mennesker, og det er stadig en udfordring, men jeg tror på det bliver bedre dag for dag.

12-trins-programmet siger: "en dag ad gangen."
Andrea Hejlskov siger: "If you are given the gift of feeling alive, you have to give life."
Jesus siger: "jeg er livet"

2015, jeg vil leve dig, en dag ad gangen, mens jeg modtager og giver liv. AMEN

Den dag jeg fandt ud af jeg var taoist

Livet er hvad det er.

identitet og kærlighed

Når man er godt og grundigt i gang med at ødelægge sit eget liv, ødelægger man altid en andens samtidigt. Det er desværre en naturlov. I hvert fald i min verden. Nu er jeg ikke længere bare mig selv alene i verden. Det er skræmmende. Jeg kan vågne om natten og tænke, tankerne, især katastrofetanken over alle: ”hvad nu hvis jeg aldrig lærer at tage imod kærlighed?”. Det gør ondt i hjertet, fysisk. Angst, dårlig samvittighed. At have et andet menneskes liv i sine hænder er ikke bare skræmmende, det er den største udfordring jeg nogensinde har fået. Jeg er bange for at ødelægge ham. Jeg ved ikke hvem jeg er, aner det ikke. Ved ikke om jeg nogensinde har været et offer. Eller om jeg bare er et sygt menneske, som misbruger andre mennesker, nedbryder dem. Jeg ved ikke om jeg er kærlig eller kold og kynisk. Jeg kan ikke se mig selv. 

noget

jeg synes jeg bør skrive noget. jeg ved ikke hvorfor. jeg kan ikke længere holde styr på ordene i mit hoved. for ord er tanker. og tanker er sygdomme.
jeg har nok nærmest accepteret alt det jeg ikke ved. jeg forsøger konstant at få alt til at "gå op" i mit hoved. verden skal helst gå lige op. det hele skal give bare lidt mening. eller i det mindste skal der være en forklaring på hvorfor folk gør meningsløse ting. men nu har jeg erkendt, at der er nogle ting jeg ikke behøver forstå. nogle spørgsmål jeg bare kan lade ligge. hvis jeg skal sige hvad der er mest af i dette samfund, så vil jeg ikke sige ondskab, hedonisme, dårlige instagramfotos eller idioter, nej, jeg vil sige desperation. og desperationen er udtalt. i hvert et lag af befolkningen. på hvert et gadehjørne. i hver en reklame. i selviscenesættelsen. at have kontrol med sit eget selvbillede, det er næsten vores nye Gud. nej, det er ikke længere fitness og kropsbesættelsen, det er bare så 00'erne! (og selv dengang var det gammelt, men det var der alle mulige "kloge" mennesker=journalister begyndte at kalde det religion). som en kendt forfatter udtalte i den eneste litteratur jeg læser, Ud & Se (med dsb), så længe man kan kontrollere sit selvbillede, kan man have det ok. det forklarer facebooks popularitet. det repræsenterer den ultimative kontrol. man kan være den man gerne vil være. hvis der er en begivenhed, et billede, en person, som ikke lige passer ind i det billede, kan man slette det, eller bare undlade at offentliggøre det. denne dybt falske og overfladiske fremstilling af sig selv og sin identitet må føre til en slags personlighedsforstyrrelse. det gør det svære at leve i virkeligheden. alt skal stemme overens med dette selvbillede.

se, jeg kan ikke skrive noget fornuftigt, endog sammenhængende længere. jeg savner desperationen ligeså meget som jeg afskyr den. en radiovært på P1 spurgte en amatørpolitiker: "så du siger at du blev konservativ, fordi du blev voksen?" "Ja". jeg er bange for at det samme er ved at ske for mig. det er nemt at være revolutionær når man endnu ikke har taget nogle valg, ikke har noget ansvar. når man lever udenfor alle konformiteterne. men jeg kan ikke undgå dem længere. når man bliver gift og får børn kan det virke som om man siger ja til en pakkeløsning. der er nogle helt særlige forventninger som følger med. og så længe men stilfærdigt lever op til dem, så slipper man for folks spørgsmål. man slipper for at forsvare sig. og det kan være en lettelse for et menneske, som altid har været vant til at gå mod strømmen. man bliver træt af at forsvare sig. på en måde er det rart at kunne være lidt i fred. på den anden side er disse to livsbegivenheder (bryllup og børn) noget af det mest angstprovokerende, jeg nogensinde har oplevet. fordi det netop er "det alle gør". jeg er bange. bange for at miste desperationen, ja, men det kan jeg leve med. jeg er mest bange for at miste mine idealer. for at give op, "falde til patten", som min ungdoms såkaldte anarkister kaldte det. og jeg tror også man skal "passe på". for det er som om at når man først har fuldt et trin i "livets opskrift", så er afstanden til det næste trin meget mindre. pludselig behøver man ikke tænke længere. tænkning bliver unødvendig, man følger bare næste trin i opskriften. den opskrift vores bedsteforældre (og måske forældre) fulgte, og som endte i skilsmisse, midtvejskrise, bundløs gæld, et par børn og en manglende realisering af selvet, som 40'erne så skal bruges på.
en anden ting er kønsroller. jeg kunne få fred nu. jeg kunne indtage min plads som kvinde og slippe for nogensinde igen at diskutere noget med nogen som helst. og jeg må indrømme at det er fristende. for al debat gør mig så træt.

det er en befrielse at jeg ikke længere behøver være imod alt. men hvordan kan jeg bevare mig selv midt i denne hastige "nu-bliver-jeg-voksen-proces"? tja, det ville nok hjælpe hvis jeg som udgangspunkt havde haft noget der var "mig selv"... det er det der er farligt for en som mig. hvis der ikke er noget, "en kerne", nogen, at holde fast i, så er det så nemt bare at lade sig flyde med... for på den måde slipper man for identitetskrisen. hvad vælger du?

lost

Jeg ved ikke hvad det er. Jeg føler. Jeg føler noget. Tror jeg. Klassikeren. Føler mig lost. Bare fortabt, hvorfor? Bare fordi. Har en mild identitetskrise. Over al den coolness jeg har mistet på at lægge mit liv i mere eller mindre (små)borgerlige rammer. Spørgsmålet er ikke så meget hvem er jeg, men hvem kan jeg være? Kan jeg  stadig være den jeg vil, hvad som helst? Eller lægger alle disse rammer, love, commitments, labels og definitioner virkelig bånd på mig – er det mig eller er det bare ydre rammer? Eller måske en blanding. Jeg ved ikke hvor normerne slutter og jeg selv begynder. Alt var nemmere dengang jeg bare kunne være imod alt. Dengang jeg endnu ikke havde truffet nogle rigtige beslutninger. Da jeg var single med en udefineret seksualitet, ikke havde valgt mig en uddannelse, ikke havde defineret mit gudsbillede. Jeg syntes ikke der var meget folk kunne dømme mig på. De kunne gå rundt og tro at jeg var revolutionær. Men det var overfladisk, kun en tom tro. For det potentielt progressive ligger i perspektivet og i adfærden, ikke bare i looks, brands eller labels_. Det går mig på. At indse at det meste af mit liv var ren iscenesættelse og stadig ikke kan være andet. Fuck iscenesættelsen. Jeg magter det ikke længere. Som i slet ikke. Instagram og facebook-identiteter giver mig følelsen af ikke at leve i virkeligheden. Ligesom penge. Alligevel har jeg en blog. Jeg har vel brug for at skrive. Det er som om livet ikke ville eksistere, hvis det ikke blev skildret i tekst. Har jeg overhovedet ret til at udtrykke mig? Ret til at have krise? Er jeg for privilegeret til at have problemer? Hvad kan jeg? Jeg kan ikke klage over at være kristen, leve som hetero, være hvid, normalvægtig. Det må jeg ikke. For det er privilegier. Men giver det folk mere ret til at dømme mig? Ja, jeg har taget nogle valg, og jeg må være klar til at kunne tage ansvar for mine valg. Men det betyder ikke at jeg absolut skal forsvare dem over for alt og alle. For du ser kun iscenesættelsen af mig. Men tingene er bare så meget mere komplicerede end som så. Og det ved du.

En ting er hvilke labels andre giver mig, en anden er, hvilke jeg selv vælger. Retten til at definere sig selv kan man ikke tage fra et menneske.

Jeg lever i nogle åbenlyst heteronormative konstellationer. Betyder det at jeg er hetero? Jeg er gift med en person der har en pik, jeg har en krop med æggestokke og livmoder, der gror en baby indeni mig, betyder det at jeg er en kvinde? Jeg kommer i en kristen kultur. Betyder det at jeg er ortodoks? Betyder det at jeg tror på hvert et ord der står i bibelen? Betyder det at jeg forstår Guds ord? Hvem har ret til at bestemme det? 

nu-et

At være og blive fornyet må være det vigtigste. Aldrig, aldrig gå i stå. Aldrig lade sindets illusioner forføre os og lade os styre af vanens magt. Aldrig blive skråsikker og konservativ. Aldrig nogensinde blive bitter. Aldrig dø indeni.

Erkendelse

Vi må forholde os til nutiden. Og kun den. Jeg er ikke syg i hovedet. Faktisk slet ikke på nogen måde. Jeg er blevet helbredt. Det eneste syge ved mig er, at jeg ikke vil tillade mig selv at leve det nye liv, jeg har fået. Det er simpelthen så absurd og bare så typisk mennesket. Jeg har fået det hele. Liv. En ny chance. Talenter og muligheder og en krop. Jeg vil bare ikke tage imod det! Kun jeg stopper mig selv. Kun mine tanker og mit sind står mellem mig og Gud, mig og livet. Hvorfor MÅ jeg ikke leve? Det må jeg også gerne nu, har jeg bestemt. Det er på tide at jeg lægger fortiden bag mig en gang for alle. Jeg var en person dengang, ja måske var jeg ingen, men det er ligemeget nu, for jeg er noget andet i dag. Måske stadig ingen.  Men det er ok. Det hele er ok. Alle følelser må være her. De er en del af livet. Mit liv som et følsomt menneske.

Sandheden er at jeg keder mig. Jeg har altid kedet mig (næsten). Og den kedsomhed endte som en ekstrem eksistentiel træthed, nærmest af depressiv karakter. Men jeg tror det bunder i at jeg er understimuleret. Jeg synes ganske enkelt det meste i livet er direkte kedeligt. Jeg ved ikke hvorfor. Hvorfor min skyldfølelse, smerte og tomhed har fyldt så meget i mit liv (ungdom). Ved ikke hvorfor jeg har opført mig så sygt, været død indeni så længe. Men jeg tror heller ikke jeg eller nogle andre kan finde ud af det. Og måske er hvorfor ikke så vigtigt. Det løser ikke nødvendigvis problemet. Ja, jeg har haft et dårligt liv i en periode, en uudholdelig ungdom. Ja, mit liv var et rent helvede før jeg mødte Gud. Og det er jeg naturligt nok stadig mærket af den dag i dag. Jeg er mere tøvende overfor det at leve livet, for jeg har svært ved at tro på at jeg fortjener det, svært ved at tillade mig selv at nyde noget som helst. At tillade mig selv at eksistere. Det er som om jeg har haft en kræftsvulst, som nu er væk. Men det er vigtigt at huske, at mit liv ikke længere er hvad det var! Mit liv er noget helt andet nu. Virkelig. Jeg glemmer det bare engang imellem, fordi jeg tager det for givet. Hvorfor vil jeg bare ikke fatte det? Fordi jeg er et menneske. Et menneske, som elsker synden. Et menneske, som lader sig styre af sit sind. Af illusioner. Af vrede. Af begæret efter at have kontrol.

Et fornyet sind. Forskellen på kristne og alle andre må være, at vi skal have et fornyet sind. Vi skal vågne op. Vågne op med friske øjne og SE verden. Se mennesker, se Gud, se os selv. Se hvem vi alle er og hvad vi har brug for og hvem der bestemmer. Se menneskers sande værd bag alle løgnene. Se vores livs sande formål bag alle ambitionerne og samfundets krav, normer og forventninger. Være fri af fordærvelse, degeneration og apati. Det eneste vi kan gøre er at bede Gud om at forny vores sind og ånd. 

en syg kærlighedshistorie

måske er jeg begyndt at skrive igen. jeg skal ikke dø. jeg skal leve. mit liv er næsten først lige begyndt. og det er svært at vænne sig til. men det er godt. idag var jeg alene i biografen og så "en flænge i himlen". den handler om to teenagere, som begge har kræft og bliver forelskede i hinanden og har en meget romantisk tid sammen. den ramte mig virkeligt dybt. det er også en totalt tåreperser. og guderne må vide at jeg holder af at græde. jeg ved ikke hvad det var der ramte mig. måske var det det der med at være døende. eller at leve livet med en sygdom. eller leve livet trods smerten. at indlede et forhold, selvom alt er tabt på forhånd. eller også var det den der romantiske kærlighed, den unge og spændstige slags. eller også var det en genkendelse af at leve et liv hæmmet af en sygdom. at være en levende død. jeg har tilbragt en tredjedel af mit liv som død. det var ikke et liv. men nu lever jeg. mere end nogensinde før. og det er så svært at tro på. men det er rigtigt. gud har givet mig liv. og jeg er langt fra døende. jeg har en baby indeni mig. jeg har guds ånd i mig. jeg kunne ikke være mere taknemmelig. jeg har svært ved at rumme det. jeg er slet ikke vant til at leve. på den måde. det er for vildt.

lever. lever. lever.

progress - ion

det går godt. forholdsvis. jeg er i en god periode. bortset fra trætheden og trangen til at være asocial. har ikke rigtigt nogle problemer. ud over følelsen af ikke at være i live. ikke at kunne føle noget. i min (lange) teenagetid havde jeg alt for mange følelser. nu har jeg for få. men måske er det ok.

teemood

jeg er ret så umoden når det kommer til at skrive opgaver. råber "vil ikke, kan ikke, vil ikke" helt op til deadline. filosoferer og analyserer mig ofte frem til, at det er meningsløst at skrive om virkeligheden, pff, den skal da opleves og at teorier og analyser og uddannelser dræber folk, langsomt, eksistentielt, og jeg skal i hvert fald ikke være en af dem! men det har jeg jo så valgt at være. jeg har valgt det. mærk dig mine ord. jeg har selv valgt min vej (ja ok gud har måske også, men altså). derfor er det kun mit ansvar at tage mig sammen og gennemføre det. jeg kan ikke give nogle andre ansvaret, kan ikke give nogen skylden for alt det jeg er og ikke gør. mit hoved føles bare så underligt. som om der ikke er plads til mere. jeg har ellers fordøjet i en hel uge. nu er det på tide at samle ti ugers refleksioner og komme videre i teksten. videre. det her er afslutningen på et (lille) kapitel. det er da egentligt meget rart at tænke på. jeg skal ikke begynde på noget, opfinde noget vildt, nej jeg skal bare runde det her projekt af, stille og roligt og fornuftigt. hvorfor er det så skræmmende?
iøvrigt, hvad min organisme/krop foretager sig, aner jeg ikke, og jeg undres mere og mere for hver dag der går. men jeg håber universet er med mig/os og jeg har lige bagt en banankage med mega meget chokolade i. amen.

microblogging

idag har jeg lyst til at sagsøge dsb for at jeg ikke har lavet en skov-baby og netto for at mit rugbrød brændte på idag. godt jeg ikke bor i usa og har penge.

Teemo monday

jeg har 0 kr. på min konto og 2 kr. i min pung. jeg har spist lakrids til frokost. og når jeg kommer hjem har jeg planer om at kreere en pizza bestående af pitabrød, tomatpure, soltørrede tomater og bønner. nogle gange skulle man tro at jeg stadig var teenager. men jeg er mere voksen end nogensinde før. eller, det bliver jeg i hvert fald snart. jeg synes ikke længere man kan kalde min livsstil uansvarlig, nærmere uhensigtsmæssig. vi må se på de fremskridt der er sket. og det er mange. mit sind opfører sig tilnærmelsesvist normalt. ingen store udsving, ingen ubeslutsomheder. altså det kniber stadig med at holde fast i beslutninger og holdninger, men det går nok.. jeg føler mig beskyttet, for det meste, når jeg ikke lige går i panik. livet i det store hele skal nok gå. det er jo ikke ligefrem fordi der er en syndflod på vej - eller? igår så jeg en film om noas ark. nu er det fremtiden, men satan er stadig ombord og vi lever stadig i det helvede, kains efterkommere har skabt. et sofistikeret helvede, dog. blodet flyder ikke åbentlyst på gaden, folk hugger ikke et dyr ned ved højlys dag for at spise det, pengesystemets vanvid er ikke noget der reklameres med, bankerne taler sort, politikerne skider regnbuer og handicappede ponyer, nej, det hele foregår bag lukkede døre, industrialiseret, organiseret, bureaukratiseret, sofistikeret. og så er det lidt mere ok, når overfladen ser fin ud. civilisationen, hmpf. vi giver det onde for meget taletid. og gud alt for lidt. det er den største grundsynd i vores verden. det handler om først og fremmest at lytte i stedet for at handle.

tabt bag noget

lost. den der følelse af at være lost, den kender jeg, den er jeg ekspert i. den ene dag har jeg noget at holde mig til, den næste har jeg mistet grebet. stabiliteten er en illusion.

..

Tænk at jeg som plejede at være så fuld af død, nu er så fuld af liv.

sandhed

problemet er at jeg har givet satan for meget taletid. så simpelt er det.

ordet er mit

idag blev dagen hvor jeg besluttede mig for at stikke alle andres meninger skråt op. eller i hvert fald ikke lytte så meget til dem. jeg vil ikke længere bruge tid på at forsvare mine valg overfor alle mulige.
jeg er voksen nu. min mening tæller. især fordi det er mit liv det handler om.
folk har mange meninger. og det bliver ikke bedre fra nu af. der er mange der vil tro at jeg ikke kan klar det.
jeg er psykiatrisk patient. jeg er veganer. jeg er kristen. min kæreste og mig bor ikke sammen og vi er ikke gift. jeg ejer ingen penge.
der er dømt krig fra alle sider.
hvorfor, hvordan, hvornår, hvorfor ikke, det kan man ikke, måske burde du gøre osv...
men dette er nye tider. jeg er voksen nu. min mening tæller. jeg har noget at skulle have sagt i forhold til mit eget liv. det er mig der tager beslutningerne nu. og jeg gider ikke forsvare mig selv mere. amen

fuckr med din hjerne

Jeg er næsten stoppet med at skrive. det er mærkeligt. måske er det fordi jeg har lært at leve i stedet for. måske er det fordi jeg ikke har flere ord. måske er det fordi jeg ikke er så desperat mere. eller måske er det bare fordi min hjerne er gået i stå. Jeg ved ikke præcis hvornår det skete, det skete bare. jeg mistede forbindelsen til virkeligheden. min virkelighedsfølelse er uvirkelig. bare det at tænke på det er helt uvirkeligt. jeg plejede at være besat af at føle intense følelser hele tiden og svælge i dem, føle og udleve. men nu gider jeg ikke føle noget. jeg kan næsten ikke engang tænke. ordene. nogle gange begynder jeg en tankestrøm, en kludret en, det her skal jeg skrive ned, men jeg giver op længe før jeg når til tastaturet.
sidenhen begyndte jeg at løbe. for at overleve. det er min eneste vej tilbage til kroppen. nok ikke den eneste, men i hvert fald den mest simple. ud over vejrtrækningen. jeg løber og løber. små ture, men ofte. jeg er nødt til at løbe for at vågne, for bare at smage på "virkeligheden".

ze truth

jeg er produktet af en alt for god barndom. jeg er generation y. jeg er hele mit liv blevet overdænget med kærlighed, men jeg kunne aldrig tage imod den.
jeg har erkendt sandheden om mig selv. jeg er for priviligeret til at gide gøre en ordentligt arbejdsindsats for at opnå noget som helst her i livet. alt er altid kommet for let til mig. jeg er ligeglad så at sige.

Status

Jeg har erkendt at jeg har brug for et overgangsritual. Jeg har indset at jeg har brug for at lave et statement i de ydre rammer før jeg kan binde mig i det indre. Jeg har brug for mere tid. Det hele gik for hurtigt for mig. Måske er der rent faktisk en mening med disse mærkelig ritualer. Måske er jeg svag. Eller også er det bare sådan mennesket er indrettet, skabt. Med en langsom fatteevne. Så bundet til verden, kroppen. Jeg ville virkelig ønske at jeg ingen forbindelse havde til verden. Men det har jeg. Og måske er det ok. Jeg har erkendt at jeg nok har en vrede jeg endnu ikke har givet slip på. En vrede imod alt det (ifølge mig) overfladiske, overflødige, uægte, illusionerne. Jeg er en meget hård dommer. Jeg dømmer hurtigt ting ude. Jeg ser sort/hvid. Men verden er langt mere nuanceret end som så.
Jeg burde skrive alle mine erkendelser ned. For jeg erkender ret meget. Men det er ikke fordi jeg nyder det..

out

jeg føler mig fuldstændigt ude af mig selv. kender du det? det er ikke depressionen. det er en helt anden tilstand. en tilstand som ofte kommer før et stort sammenbrud. det er som tåge inde i hovedet. som om hjernen er omgivet af tyk røg. man vågner aldrig helt. man er totalt udmattet, men har samtidigt en masse energi der skal bruges. jeg kan mærke at jeg er hyperfølsom. jeg har lyst til at græde og ved det ville være forløsende, men samtidigt føler jeg mig apatisk, forstenet. jeg føler ikke jeg lever i virkeligheden. der er en mærkelig afstand mellem mig og verden. som om jeg ikke kan være til stede. jeg ved ikke hvad jeg mener om noget. orker ikke at mene noget. alle diskussioner gør mig træt. al den tænkning, alle de ord og begreber. jeg synes det er ligegyldigt. kender du det? jeg føler mig som en alien i verden. som om jeg står udenfor og kigger på verden. jeg undrer mig over de mindste ting. synes simpelthen at verden er så syret. forstår ingenting. synes det hele er meget mærkeligt. jeg er bange for denne tilstand. for jeg ved hvad der kan følge efter. jeg er ude af mig selv. problemet er bare, at der ikke findes noget selv. mig selv. jeg er ikke nogen. og det er forkert, for her i verden skal man være nogen. der er intet at holde fast i for mig. jeg svæver i det tomme rum. og det er ikke første gang.

KOM NU IND I VIRKELIGHEDEN!

Min hjerne sover. samtidigt med at den er helt fyldt op. med lort. og ting og sager. jeg vil betegne mit sind som vomiterende. jeg ser billeder for mig, hvor mit sind bare hælder ting ud. det vælter bare ud af mig, ordene, tankerne, lydene, følelserne, det hele. det er det jeg altid har sagt. jeg er næsten stoppet med at skrive. men jeg er et tekstende menneske. og alt hvad der holdes inde med tvang, vil bare komme ud med endnu større tryk senere hen. jeg er nødt til at skrive det ud. jeg er et ekspressivt menneske. eller var. jeg har et stort behov for at få noget ud. jeg har forsøgt mig med mange medier gennem tiden: musik, musik, musik, tekst, videoer. ja, mest musik. sang, cello, orgel, stemmer. nu skriver jeg. derfor må du huske på at dette er endnu en måde at udtrykke mig på. alt hvad jeg skriver er ikke sandt. eller jo, det er sandt, men det er iscenesat, dramatiseret. jeg er meget teatralsk indvendigt. så frygt ikke, hvis jeg lyder som en teenageemo på randen af selvmord, det er jeg ikke (eller jo, det hænder, men det er meget sjældent). enjoy!

Lys

Hele skabningen er badet i lys. Ingen kan undgå lyset. Ingen kan modstå lyset. Lyset trænger ind alle steder. Vi drikker lys. Vi spiser lys. Vi vasker håret i glitrende guld. ”Nej” er ikke en mulighed med lyset som forførerske. Lyset rammer vores frekvens. En enklang opstår. Der er ikke mere at vente på. Lyset er her. Vi fortærer lyset. Lyset fortærer os. Vi må dø for os selv. For vi er ikke længere os selv. Vi er lys nu. Kan du mærke det?

grande max magnum omni

Gud er overalt. over-fuckin-alt. man kan se Gud i alt. han er også der hvor man mindst venter det. Gud er mange andre steder ind i kirken. hvordan har man nogensinde fået den idé at han skulle være inde i en kirke? hvordan fik man nogensinde den idé at omtale en bygning som kirken? Gud er stor, større end religion, større end ord. Hans kraft gennemtrænger alt, det er selve livets kraft. Alt hvad nogen nogensine har omtalt som Det Guddommelige, det ER Gud. Jeg synes vi lutheranere er en smule fucked up, når vi mener at Gud er i ordet. Ordet som læses op i kirken. ORDET. ja, det er klart, ordet er et vidnesbyrd om Guds karakter og gerninger. men ordet blev kød i blandt os. KØD. og det er det stadig. Men man må huske på at Gud eksisterede længe før ordet, før bibelen. Han er SELVE LIVET. og vi er en del af det liv. Gud HAR velsignet os. Det var det allerførste han gjorde mod mennesket. Vi er allerede velsignede i kraft af at vi har evner til at skabe. Man behøver ikke en præst eller en kirke for at blive velsignet af Gud. tror I Gud har skabt religion? tror I han har skabt nogle små kasser, man kunne putte ham ind i? Gud er så fuckin stor og mægtig, man kan ikke undgå Gud, for det er selve livet. Gud er så fuckin grande, magnum, Gud er så mega omni! fuck religion og kirker og præster, ja sorry my dutch, vi ER kirken, vi ER præsterne, vi ER velsignet fra starten af. TILLYKKE! nå ja, og så er der jo lige det der med synden..

livet

der er så meget jeg gerne vil skrive. der er så meget jeg ville ønske jeg kunne lade være med at skrive. når man ofte er ude af funktion i to måneder ad gangen, så er det hård når man skal til at indhente det forsømte. så må man arbejde dobbelt så effektivt, mens man venter på den næste nedtur. sådan er livet. sådan er livet på disse kanter, i denne krop i hvert fald. vi kender ikke til andet. vi har ikke prøvet andet siden vi var 13 år og uskyldige. vi, altså pippi og mig. jeg skriver ikke så meget mere. det er ok. men nu må jeg skrive. der er mange refleksioner der skal ud. alle de ord. jeg orker næsten ikke at reflektere mere.

Pippi og livet - fragmenter

Jeg lever. Sådan rigtigt lever. Som menneskerne ude i hverdagen. Jeg lever. For første gang i et år. På den måde.

Jeg er blevet genoplivet, frelst, men min hjerne er stadig deprimeret. Dvs. delvist ude af funktion. I starten af ugen kunne jeg koncentrere mig helt op til 3x20 minutter. Idag går alting langsomt igen. Men måske er det ok.

Pippi og døden - Fragmenter

Jeg fik pludselig en ustyrlig trang til at skrive. Det er ret svært at få en hverdag til at hænge sammen  når ens liv bryder sammen hver anden dag. Men det er de færreste der kan forstå det, så jeg er stoppet med at forsøge at forklare mig.

Jeg døde som 18-årig. Jeg ved ikke hvorfor mit liv skulle være så kort. Jeg blev godt nok genfødt 4 år senere. Men det er som om man aldrig rigtigt kommer sig over døden. Hvad var det der døde? Jeg ved det ikke. Jeg døde bare indeni. Kærligheden døde. Håbet døde. Jeg så kun verdens ondskab og følte kun verdens smerte. Min energi og passion og begejstring døde. Jeg var dybt demotiveret. Træt. Apatisk. Jeg har kun i korte perioder været rigtigt deprimeret med selvmordstanker, cutting, trøsterødvin og hele pakken. Resten af tiden har bare været underlig grå. Aldrig rigtigt ked af det, aldrig rigtigt glad. Jeg forstår det ikke. Jeg har aldrig forstået dem der ’bare kan leve’. Hvordan de kan motivere sig selv til at stå op om morgenen og gå ud i verden. De må virkelig tro på det. Livet. Fremtiden. Dem der får børn og skaber nyt liv må tro endnu mere på det. Tænk at blive født ind i en verden af død. Det er vores lod. 

Hvor er Gud? Han er virkelig. Og den erkendelse kunne puste liv i mig i et par måneder. Pludselig kune jeg leve og jeg husker jeg tænkte ”nå, så det er sådan her det er, når man ikke ønsker at stoppe med at leve eller forsvinde”. Jeg følte glæde. Den vilde lykke smagte jeg kun momentvis. Men en helt anden glæde kom og hilste på mig og blev hængende et stykke tid, den stille glæde. Den stille glæde er nok sidenhen blevet mit højeste mål i livet. Ikke Lykken. Den berømte Lykke, som alle jagter. Vi skal have det sjovt, vi skal realisere os selv, vi skal være begejstrede. Det skal ikke bare være godt eller godt nok. Nej, det skal være glamourøst, ekstraordinært, forandrende, det skal kilde og risle og boble. Men skuffelsen er ofte stor når hverdagen møder os. nå, fuck.

Jeg er ikke forkert. Jeg elsker bare de forkerte ting. Jeg elsker min vrede, min lidelse, synden og døden. For sådan føler jeg mig tryg. Fordi så får jeg som jeg selv synes jeg har fortjent. Det er retfærdighed i mine øjne. Jeg er ikke syg. Jeg lever bare i en syg verden, som elsker syge ting. 

den aktuelle sandhed

jeg vil helst ikke elskes. det gør for ondt at tage imod kærlighed. for så skal jeg se mig selv i øjnene. jeg kan ikke holde ud at blive elsket. for jeg synes ikke jeg er det værd. men Gud bliver ved med at elske mig indtil jeg overgiver mig og tager imod og en dag forstår at jeg fortjener det. det samme gør mennesker. men jeg har intet at give igen. jeg gør mit hjerte hårdt, ubevidst, refleksivt. og det sårer mennesker. men min mand kan klare det. han bliver. han har uendelig tålmodighed ligesom Gud. det beundrer jeg uendeligt meget. jeg ville ønske jeg kunne lære at få bare en lille smule af den tålmodighed. for jeg har brug for at være tålmodig med mig selv. jeg vil helst ikke elskes. men jeg vil så gerne elske Gud og mennesker. derfor er jeg nødt til først og fremmest at tage imod deres kærlighed. fuck

christe salvator

uanset hvor trist og træt man er, så nytter det aldrig at være sur på Gud og undgå ham.

..

jeg føler mig udenfor. og jeg giver alle andre skylden. for alt. det der selvfølgelig alle de andre der ødelægger verden.

jeg er simpelthen nødt til at give slip på min vrede. ellers overlever jeg ikke.
det er første skridt.

jeg kan ikke redde verden. det eneste jeg kan gøre er at lade Gud forvandle mig indefra. men jeg er ikke tilgængelig. fordi jeg har så travlt med verden, de andre. og fordi jeg har så travlt med min vrede.

IRL

midt i mit passionsforladte liv tog jeg en "passion test". og derefter besluttede jeg mig for at jeg ikke vil bruge mit liv på at studere. dvs jeg vil gerne lære noget.

men ikke på uddannelses-nu-læser-vi-noget-teori-i-en-bog-og-genfortæller-det-i-en-såkaldt-akademisk (og dybt uintelligent)-opgave-for-at-få-såkaldte-kompetencer (dvs. akkumuleret viden, som man har brugt alt for lang tid og alt for mange at statens penge på at tilegne sig).

jeg har besluttet mig for at jeg vil være håndværker. kan man spille musik for at tjene penge? ja, det mener jeg godt man kan. jeg behøver ikke lave stor kunst. for mig er det at spille orgel et håndværk. noget jeg kan lide, og som gør jeg kan tjene til dagen og vejen. evt. med et deltidsjob, så jeg kan få tid til andre ting. ens job behøver ikke være ens liv. jeg tror vi har alt for store forventninger til et job og derfor bliver man ofte skuffet. altså, det er sgu da klart at en beskæftigelse med det formål at tjene penge, aldrig kan tilfredsstille et menneske hverken eksistentielt eller åndeligt! men det kan man da heller ikke forvente hverken af arbejde eller uddannelse alene.

jeg kan simpelthen bare ikke fungere som vidensmedarbejder. kan ikke fungere i videnssamfundet. det driver mig til vanvid. teori interesserer mig ikke, det dræber mig, det blev klart allerede i gymnasiet. det eneste der interesserer mig er VIRKELIGHEDEN. jeg har brug for at GØRE NOGET. og nej, jeg kan ikke vente 3-4 år. hvordan kan man bruge sin ungdom på at studere? jeg kan ikke vente. livet er NU. ok, så jeg vil blive håndværker, så jeg kan få økonomisk frihed og forsørge mine børn, og så behøver jeg ikke bekymre mig mere om det.
jeg har bare brug for tid under uddannelsen, så jeg kan lave noget jeg virkelig gerne vil.
og hvad skulle det så være?
tja... det ved jeg ikke lige.

en dag ad gangen

jeg ved ikke hvorfor. jeg er bare fuld af vrede og bitterhed.

det der skete var at jeg glemte at leve i nuet. og uden nuet er der intet liv. der er kun nu. der er så mange illusioner.

jeg er træt. når jeg bliver træt, er det for det meste en eksistentiel træthed der overvælder mig. jeg ved ikke hvor den kommer fra. og jeg kan kun bede Gud om at blæse liv i mig.
mit liv er blottet for passion. jeg er sløv og nærmest apatisk. synes ikke jeg kan finde noget der er sjovt at lave.
sådan har det næsten altid været.

jeg drømmer om at Gud viser mig hvad jeg skal og jeg bare kan føle "yes! det er det her jeg skal. jeg har et purpose og det her brænder jeg for".
det er helt sikkert ikke musik, tror jeg..

hvad er din drøm?

post-nytårsdeprim

jeg er negativiteten selv. jeg tænker tilbage på året der gik, med ambitionernes jerngreb om min hals. jeg havde ellers droppet dem, ambitionerne. det var mit største mål sidste år. og det gik godt. jeg levede udenfor samfundet, i stilheden, i naturen, og var faktisk ligeglad med ambitionerne. men samfundet sneg sig ind på mig. jeg blev suget ind i den kollektive mentalitet "meningen med livet er uddannelse, uddannelse, uddannelse, og karriere!" og nu sidder jeg og ser tilbage på alt det jeg ikke opnåede. jeg er ikke blevet i bedre form, har ikke spist sundere, ikke udviklet mig musikalsk eller kunstnerisk på nogen måde, ikke bearbejdet alle de fortrængte følelser, ikke lært ikke at skrive sådan her.
jo, en ting! jeg har lært at skrive meget meget mindre og leve mere. det er godt!
jeg er det mest postmoderne postnytårsdeprime individ der findes. desorienteret, fragmenteret. det eneste jeg ønsker mig er sammenhæng. og stabilitet. jeg føler mig ikke bare fragmenteret, jeg er det.
der sker for meget i verden. der burde ske mindre. der burde ske minimale udsving.
denne historie har ingen afslutning.

desorienteret mandag

det der skete var at jeg fik ambitioner. det der skete var at jeg fik travlt. det der skete var at jeg glemte hvad Gud har gjort for mig.

stress

skal bare lige trøstespise lidt, og så tager jeg mig sammen.

bekymrer mig om fremtiden. "en dag ad gangen" er ikke mit speciale. du har gang i for mange ting, du kan ikke det hele på en gang, du må vælge - siger det. men hvordan skal jeg få dem til at forstå? hvordan forklarer man lige sit forskruede syn på det hele?

jo, nu skal du høre.. jeg er syg indeni, nogle gange mere, andre gange mindre, og derfor har jeg brug for at 'straffe' mig selv ved at lave nogle høje forventninger jeg skal leve op til, fordi jeg skal bevise over for mig selv at jeg ikke er syg og dermed svag og unyttig. jeg nyder at straffe mig selv. jeg vil ikke have succes. derfor lægger jeg planer der gør at jeg er sikker på at fejle. 

Hej hej

peace maan

der er stille i mit sind. det er meget foruroligende.

Where did the hippies go?

Where did the hippies go?

Meningen med livet er at få en fast indkomst, nogle børn og nogle havemøbler man kan gå op i. (og en uddannelse). Det må betragtes som en stor synd at blive voksen.

Kan det virkelig passe?

Engang var mit største ønske at skabe noget smukt. Det var mit liv. Hvem er jeg blevet nu? Guds barn. Men derfor kan jeg godt skabe noget smukt. Det er ok at have længslen. Hvad er jeg nu? En håndværker som tilbringer tiden alene i en kirke. Jeg ville ikke være musiker mere, så jeg brændte alle broer bag mig. Flygtede. Men jeg ER bare en sanger, en kunstner. Det kan man ikke flygte fra. Fornuften kvæler mig. Mit liv er blottet for passion. Længslen og lidenskaben åd mig op. Nu fornægter jeg den. Men det behøver ikke være sådan her. Jeg må gerne skabe. Jeg må gerne ”realisere mig selv”.

må jeg det?

instinkt

at blive gift og få børn, er det virkelig meningen med livet? det lader det til at være lige nu. ligesom det var for 100 år siden. og 200 år siden. og 2000 år siden. sådan er det. og jeg føler mig som et dyr. et dyr der skal avles på. et dyr med instinkter. et dyr uden fri vilje, styret af hormoner og naturen. det er primitivt og det kan jeg ikke lide at tænke på. måske er det derfor det cølibatære klosterliv tiltrækker mig så meget. illusionen om at man kan fortrænge de dyriske sider af mennesket. smukt.

nyt år

2014. dette er sandheden. jeg har brugt 10 år af mit liv på at græde. ti år af min ungdom. på at sabotere mig selv og nedgøre mig selv og være deprimeret og tom og aggressiv. ti år. det rammer mig hårdt nu. det er lang tid. jeg har vekslet mellem at søge hjælp og selv forsøge at helbrede. men hjælpen var ikke nær. Jo, Guds hjælp var. men måske er det alligevel ikke nok. det var først da jeg indså at jeg selv måtte slippe kontrollen og stoppe med at forsøge at 'fixe' mig selv, at der skete fremskridt. men min indre stemme er stædig og vil klare alt selv, helst uden indblanding fra andre. jeg føler mig død indeni. føler jeg har spildt mit liv. jeg har levet med håb i et år ud af ti. men på denne grå januardag virker håbet meget langt væk. angsten er min bedste ven. angsten for at miste håbet. angsten for den næste nedtur. angsten for at blive stresset og fremstå svag. angst for at give op.