frihed og fred

jeg vil bare gerne være fri. det er alt jeg ønsker mig. men jeg er fri. jeg kan være fri. jeg var fri. jeg troede det var en statisk tilstand. jeg blev sat fri af Kristus da jeg blev genfødt af ånden. sat fri af denne verden. sat fri i kærlighed. sat fri i nuets kraft til at være til stede, bare være i nuet, i væren, som er kærlighed, men måske også kaos i en god balance. men sindet glemmer hurtigt at være i nuet. sindet er af verden, afhængig af verden. mit sind er afhængig af tid, fortid, fremtid. mit sind er afhængig af smerte, problemer og offerroller. for det er tryghed, for det er det jeg kender. dette er et nyt liv. men når jeg er svag, lever mit sind det gamle liv, mod min vilje. det opfinder lidelse uden grund. uden nogen forbindelse til nuet. men ved du hvad? der er kun nu.

emo

jeg er bare så fuckin broken. der er ikke mere at sige til det. sådan er det bare. jeg har ingen følelser og jeg lader ingen komme tæt på. jeg ville gerne, min krop kæmper bare imod. alt for mange udfordringer. alt for mange mennesker. for meget larm indeni. for meget stress og aggression. men jo måske er det hele ok. det er bare svært for andre at leve med. jeg kan godt leve med det. det har jeg jo trods alt altid gjort.

et liv

jeg skriver ikke så meget mere. det er fint. jeg føler mig svag. meget. men det er jeg ikke. jeg er sårbar. jeg nægter at leve som om jeg er syg, når jeg ikke er det. lige nu. jeg vil noget. nu må det hele briste eller bære. men jeg bekymrer mig. så mit hoved værker om natten og trætheden truer med at slå mig ned. bekymringer om alt der tilhører verden. mennesker, relationer, uddannelse, job, begær. bekymringer om det jeg ved ligger under overfladen, dybt inde i mig, det som kommer frem og overtager når man mindst venter det. jeg ved at jeg er meget dårlig til at håndtere stress. jeg har haft to kæmpe breakdowns. og er begyndt på et nyt liv i et roligt tempo. men jeg kan ikke sætte mit liv på standby for evigt. nu må det hele briste eller bære.
jeg stoler ikke rigtigt på mennesker. klosterlivet har været en seriøs overvejelse. jeg kan ikke forestille mig noget bedre. jeg ved at hvis jeg giver mit liv, min tid og min krop til Gud, så vil jeg aldrig mangle noget. jeg synes ikke det er svært at give mig selv fuldt ud til ham. men at give mig selv fuldt ud til et andet menneske er den største udfordring jeg nogensinde har mødt. jeg tror ikke på det kan gå godt. jeg tror mennesket er styret af begær og instinkter og betinget kærlighed. at elske som Gud elsker. er det muligt? vi er jo kun mennesker. det er for mig et ideal, ikke en lov. hvad sker der lige for ægteskabet? "jeg vil kun give mig selv fuldt ud til dig hvis du lover at blive sammen med mig" - what? er det ikke netop betinget kærlighed? Gud elsker uden forbehold. Et menneske kan ikke love noget. Det tror jeg ikke. Hvad er det for en besættelse af at sætte alt i kasser og titler og lade det afhænge af viljen? kærligheden er irrationel. både Guds og den romantiske. her er det ikke vilje, kontrol, ego eller fornuft der hersker. men derimod spontanitet, intuition, instinkt, flow, overgivelse. det er hvad det er. og du kan ikke kontrollere det.
min krop er bange for fremtiden. dødsens angst. kaos hersker. uden Gud ville jeg være død. men døden er ikke det jeg frygter mest. men derimod den existentielle død.

der er så meget jeg ikke kan tro på. så meget jeg ikke kan acceptere. det gør ondt.

et velkendt rum

jeg ender altid det samme sted. der hvor jeg er som et barn. der hvor jeg går i stå, ikke kan handle, ikke kan beslutte mig for noget. der hvor jeg er bange for kærligheden, livet, mister troen. der hvor jeg ikke vil tillade mig selv at leve, at føle nydelse, at lykkes med noget. for jeg mener ikke jeg fortjener det. det værste er, at jeg føler mig hjemme her. tryg. gemt for verden.
som udgangspunkt er jeg normal. det der er særligt ved mit følelsesliv er, at der skal meget lidt til før det hele vælter. stress, forvirring, uafklarede ting, pres. ofte skal der ingenting til før min verden bryder sammen. sådan er det. det er en udfordring.

teenage sommer

det er sommer i danmark. det er varmt og solrigt, det er dejligt, det er godt. ferien er slut, jeg har travlt med mange ting og det er dejligt. men hver dag er en kamp når man er på vej til at blive pillet ned. sig hej til mine følgesvende. trætheden, den træthed som uden varsel kommer og overskygger alt og får din krop til at føles som havde den været på festival. dertil kommer den existentielle træthed. stemmerne som taler til mig, min egen stemme, som siger, råber, "du kan ikke finde ud af noget, du fortjener ikke kærlighed, du er bitter, du er svag, du er et offer, alt er meningsløst, du har spildt dit liv hidtil, du har gjort alt forkert, intet nytter noget, kan du ikke se tomheden under illusionerne, du kan ligeså godt droppe projektet, nu tager jeg dine følelser fra dig, det skal du bare være taknemmelig for, jeg hjælper dig kun"
således kan en dag i mit liv godt føles rimelig lang.. sådan er det bare lige nu. man lærer at leve med det. i perioder kan det bare gøre mig så freakin træt...