fredag den 31. januar 2014

Pippi og døden - Fragmenter


Jeg fik pludselig en ustyrlig trang til at skrive. Det er ret svært at få en hverdag til at hænge sammen  når ens liv bryder sammen hver anden dag. Men det er de færreste der kan forstå det, så jeg er stoppet med at forsøge at forklare mig.

Jeg døde som 18-årig. Jeg ved ikke hvorfor mit liv skulle være så kort. Jeg blev godt nok genfødt 4 år senere. Men det er som om man aldrig rigtigt kommer sig over døden. Hvad var det der døde? Jeg ved det ikke. Jeg døde bare indeni. Kærligheden døde. Håbet døde. Jeg så kun verdens ondskab og følte kun verdens smerte. Min energi og passion og begejstring døde. Jeg var dybt demotiveret. Træt. Apatisk. Jeg har kun i korte perioder været rigtigt deprimeret med selvmordstanker, cutting, trøsterødvin og hele pakken. Resten af tiden har bare været underlig grå. Aldrig rigtigt ked af det, aldrig rigtigt glad. Jeg forstår det ikke. Jeg har aldrig forstået dem der ’bare kan leve’. Hvordan de kan motivere sig selv til at stå op om morgenen og gå ud i verden. De må virkelig tro på det. Livet. Fremtiden. Dem der får børn og skaber nyt liv må tro endnu mere på det. Tænk at blive født ind i en verden af død. Det er vores lod. 

Hvor er Gud? Han er virkelig. Og den erkendelse kunne puste liv i mig i et par måneder. Pludselig kune jeg leve og jeg husker jeg tænkte ”nå, så det er sådan her det er, når man ikke ønsker at stoppe med at leve eller forsvinde”. Jeg følte glæde. Den vilde lykke smagte jeg kun momentvis. Men en helt anden glæde kom og hilste på mig og blev hængende et stykke tid, den stille glæde. Den stille glæde er nok sidenhen blevet mit højeste mål i livet. Ikke Lykken. Den berømte Lykke, som alle jagter. Vi skal have det sjovt, vi skal realisere os selv, vi skal være begejstrede. Det skal ikke bare være godt eller godt nok. Nej, det skal være glamourøst, ekstraordinært, forandrende, det skal kilde og risle og boble. Men skuffelsen er ofte stor når hverdagen møder os. nå, fuck.

Jeg er ikke forkert. Jeg elsker bare de forkerte ting. Jeg elsker min vrede, min lidelse, synden og døden. For sådan føler jeg mig tryg. Fordi så får jeg som jeg selv synes jeg har fortjent. Det er retfærdighed i mine øjne. Jeg er ikke syg. Jeg lever bare i en syg verden, som elsker syge ting. 

lørdag den 25. januar 2014

den aktuelle sandhed

jeg vil helst ikke elskes. det gør for ondt at tage imod kærlighed. for så skal jeg se mig selv i øjnene. jeg kan ikke holde ud at blive elsket. for jeg synes ikke jeg er det værd. men Gud bliver ved med at elske mig indtil jeg overgiver mig og tager imod og en dag forstår at jeg fortjener det. det samme gør mennesker. men jeg har intet at give igen. jeg gør mit hjerte hårdt, ubevidst, refleksivt. og det sårer mennesker. men min mand kan klare det. han bliver. han har uendelig tålmodighed ligesom Gud. det beundrer jeg uendeligt meget. jeg ville ønske jeg kunne lære at få bare en lille smule af den tålmodighed. for jeg har brug for at være tålmodig med mig selv. jeg vil helst ikke elskes. men jeg vil så gerne elske Gud og mennesker. derfor er jeg nødt til først og fremmest at tage imod deres kærlighed. fuck

onsdag den 22. januar 2014

christe salvator

uanset hvor trist og træt man er, så nytter det aldrig at være sur på Gud og undgå ham.

..

jeg føler mig udenfor. og jeg giver alle andre skylden. for alt. det der selvfølgelig alle de andre der ødelægger verden.

jeg er simpelthen nødt til at give slip på min vrede. ellers overlever jeg ikke.
det er første skridt.

jeg kan ikke redde verden. det eneste jeg kan gøre er at lade Gud forvandle mig indefra. men jeg er ikke tilgængelig. fordi jeg har så travlt med verden, de andre. og fordi jeg har så travlt med min vrede.

IRL

midt i mit passionsforladte liv tog jeg en "passion test". og derefter besluttede jeg mig for at jeg ikke vil bruge mit liv på at studere. dvs jeg vil gerne lære noget.

men ikke på uddannelses-nu-læser-vi-noget-teori-i-en-bog-og-genfortæller-det-i-en-såkaldt-akademisk (og dybt uintelligent)-opgave-for-at-få-såkaldte-kompetencer (dvs. akkumuleret viden, som man har brugt alt for lang tid og alt for mange at statens penge på at tilegne sig).

jeg har besluttet mig for at jeg vil være håndværker. kan man spille musik for at tjene penge? ja, det mener jeg godt man kan. jeg behøver ikke lave stor kunst. for mig er det at spille orgel et håndværk. noget jeg kan lide, og som gør jeg kan tjene til dagen og vejen. evt. med et deltidsjob, så jeg kan få tid til andre ting. ens job behøver ikke være ens liv. jeg tror vi har alt for store forventninger til et job og derfor bliver man ofte skuffet. altså, det er sgu da klart at en beskæftigelse med det formål at tjene penge, aldrig kan tilfredsstille et menneske hverken eksistentielt eller åndeligt! men det kan man da heller ikke forvente hverken af arbejde eller uddannelse alene.

jeg kan simpelthen bare ikke fungere som vidensmedarbejder. kan ikke fungere i videnssamfundet. det driver mig til vanvid. teori interesserer mig ikke, det dræber mig, det blev klart allerede i gymnasiet. det eneste der interesserer mig er VIRKELIGHEDEN. jeg har brug for at GØRE NOGET. og nej, jeg kan ikke vente 3-4 år. hvordan kan man bruge sin ungdom på at studere? jeg kan ikke vente. livet er NU. ok, så jeg vil blive håndværker, så jeg kan få økonomisk frihed og forsørge mine børn, og så behøver jeg ikke bekymre mig mere om det.
jeg har bare brug for tid under uddannelsen, så jeg kan lave noget jeg virkelig gerne vil.
og hvad skulle det så være?
tja... det ved jeg ikke lige.


en dag ad gangen

jeg ved ikke hvorfor. jeg er bare fuld af vrede og bitterhed.

det der skete var at jeg glemte at leve i nuet. og uden nuet er der intet liv. der er kun nu. der er så mange illusioner.

jeg er træt. når jeg bliver træt, er det for det meste en eksistentiel træthed der overvælder mig. jeg ved ikke hvor den kommer fra. og jeg kan kun bede Gud om at blæse liv i mig.
mit liv er blottet for passion. jeg er sløv og nærmest apatisk. synes ikke jeg kan finde noget der er sjovt at lave.
sådan har det næsten altid været.

jeg drømmer om at Gud viser mig hvad jeg skal og jeg bare kan føle "yes! det er det her jeg skal. jeg har et purpose og det her brænder jeg for".
det er helt sikkert ikke musik, tror jeg..

hvad er din drøm?

mandag den 20. januar 2014

post-nytårsdeprim

jeg er negativiteten selv. jeg tænker tilbage på året der gik, med ambitionernes jerngreb om min hals. jeg havde ellers droppet dem, ambitionerne. det var mit største mål sidste år. og det gik godt. jeg levede udenfor samfundet, i stilheden, i naturen, og var faktisk ligeglad med ambitionerne. men samfundet sneg sig ind på mig. jeg blev suget ind i den kollektive mentalitet "meningen med livet er uddannelse, uddannelse, uddannelse, og karriere!" og nu sidder jeg og ser tilbage på alt det jeg ikke opnåede. jeg er ikke blevet i bedre form, har ikke spist sundere, ikke udviklet mig musikalsk eller kunstnerisk på nogen måde, ikke bearbejdet alle de fortrængte følelser, ikke lært ikke at skrive sådan her.
jo, en ting! jeg har lært at skrive meget meget mindre og leve mere. det er godt!
jeg er det mest postmoderne postnytårsdeprime individ der findes. desorienteret, fragmenteret. det eneste jeg ønsker mig er sammenhæng. og stabilitet. jeg føler mig ikke bare fragmenteret, jeg er det.
der sker for meget i verden. der burde ske mindre. der burde ske minimale udsving.
denne historie har ingen afslutning.

desorienteret mandag

det der skete var at jeg fik ambitioner. det der skete var at jeg fik travlt. det der skete var at jeg glemte hvad Gud har gjort for mig.

torsdag den 16. januar 2014

stress

skal bare lige trøstespise lidt, og så tager jeg mig sammen.

bekymrer mig om fremtiden. "en dag ad gangen" er ikke mit speciale. du har gang i for mange ting, du kan ikke det hele på en gang, du må vælge - siger det. men hvordan skal jeg få dem til at forstå? hvordan forklarer man lige sit forskruede syn på det hele?
jo, nu skal du høre.. jeg er syg indeni, nogle gange mere, andre gange mindre, og derfor har jeg brug for at 'straffe' mig selv ved at lave nogle høje forventninger jeg skal leve op til, fordi jeg skal bevise over for mig selv at jeg ikke er syg og dermed svag og unyttig. jeg nyder at straffe mig selv. jeg vil ikke have succes. derfor lægger jeg planer der gør at jeg er sikker på at fejle. 

Hej hej

onsdag den 15. januar 2014

tirsdag den 14. januar 2014

Where did the hippies go?


Where did the hippies go?

Meningen med livet er at få en fast indkomst, nogle børn og nogle havemøbler man kan gå op i. (og en uddannelse). Det må betragtes som en stor synd at blive voksen.

Kan det virkelig passe?

Engang var mit største ønske at skabe noget smukt. Det var mit liv. Hvem er jeg blevet nu? Guds barn. Men derfor kan jeg godt skabe noget smukt. Det er ok at have længslen. Hvad er jeg nu? En håndværker som tilbringer tiden alene i en kirke. Jeg ville ikke være musiker mere, så jeg brændte alle broer bag mig. Flygtede. Men jeg ER bare en sanger, en kunstner. Det kan man ikke flygte fra. Fornuften kvæler mig. Mit liv er blottet for passion. Længslen og lidenskaben åd mig op. Nu fornægter jeg den. Men det behøver ikke være sådan her. Jeg må gerne skabe. Jeg må gerne ”realisere mig selv”.

må jeg det?

tirsdag den 7. januar 2014

instinkt

at blive gift og få børn, er det virkelig meningen med livet? det lader det til at være lige nu. ligesom det var for 100 år siden. og 200 år siden. og 2000 år siden. sådan er det. og jeg føler mig som et dyr. et dyr der skal avles på. et dyr med instinkter. et dyr uden fri vilje, styret af hormoner og naturen. det er primitivt og det kan jeg ikke lide at tænke på. måske er det derfor det cølibatære klosterliv tiltrækker mig så meget. illusionen om at man kan fortrænge de dyriske sider af mennesket. smukt.

onsdag den 1. januar 2014

nyt år

2014. dette er sandheden. jeg har brugt 10 år af mit liv på at græde. ti år af min ungdom. på at sabotere mig selv og nedgøre mig selv og være deprimeret og tom og aggressiv. ti år. det rammer mig hårdt nu. det er lang tid. jeg har vekslet mellem at søge hjælp og selv forsøge at helbrede. men hjælpen var ikke nær. Jo, Guds hjælp var. men måske er det alligevel ikke nok. det var først da jeg indså at jeg selv måtte slippe kontrollen og stoppe med at forsøge at 'fixe' mig selv, at der skete fremskridt. men min indre stemme er stædig og vil klare alt selv, helst uden indblanding fra andre. jeg føler mig død indeni. føler jeg har spildt mit liv. jeg har levet med håb i et år ud af ti. men på denne grå januardag virker håbet meget langt væk. angsten er min bedste ven. angsten for at miste håbet. angsten for den næste nedtur. angsten for at blive stresset og fremstå svag. angst for at give op.