Pippi og døden - Fragmenter

Jeg fik pludselig en ustyrlig trang til at skrive. Det er ret svært at få en hverdag til at hænge sammen  når ens liv bryder sammen hver anden dag. Men det er de færreste der kan forstå det, så jeg er stoppet med at forsøge at forklare mig.

Jeg døde som 18-årig. Jeg ved ikke hvorfor mit liv skulle være så kort. Jeg blev godt nok genfødt 4 år senere. Men det er som om man aldrig rigtigt kommer sig over døden. Hvad var det der døde? Jeg ved det ikke. Jeg døde bare indeni. Kærligheden døde. Håbet døde. Jeg så kun verdens ondskab og følte kun verdens smerte. Min energi og passion og begejstring døde. Jeg var dybt demotiveret. Træt. Apatisk. Jeg har kun i korte perioder været rigtigt deprimeret med selvmordstanker, cutting, trøsterødvin og hele pakken. Resten af tiden har bare været underlig grå. Aldrig rigtigt ked af det, aldrig rigtigt glad. Jeg forstår det ikke. Jeg har aldrig forstået dem der ’bare kan leve’. Hvordan de kan motivere sig selv til at stå op om morgenen og gå ud i verden. De må virkelig tro på det. Livet. Fremtiden. Dem der får børn og skaber nyt liv må tro endnu mere på det. Tænk at blive født ind i en verden af død. Det er vores lod. 

Hvor er Gud? Han er virkelig. Og den erkendelse kunne puste liv i mig i et par måneder. Pludselig kune jeg leve og jeg husker jeg tænkte ”nå, så det er sådan her det er, når man ikke ønsker at stoppe med at leve eller forsvinde”. Jeg følte glæde. Den vilde lykke smagte jeg kun momentvis. Men en helt anden glæde kom og hilste på mig og blev hængende et stykke tid, den stille glæde. Den stille glæde er nok sidenhen blevet mit højeste mål i livet. Ikke Lykken. Den berømte Lykke, som alle jagter. Vi skal have det sjovt, vi skal realisere os selv, vi skal være begejstrede. Det skal ikke bare være godt eller godt nok. Nej, det skal være glamourøst, ekstraordinært, forandrende, det skal kilde og risle og boble. Men skuffelsen er ofte stor når hverdagen møder os. nå, fuck.

Jeg er ikke forkert. Jeg elsker bare de forkerte ting. Jeg elsker min vrede, min lidelse, synden og døden. For sådan føler jeg mig tryg. Fordi så får jeg som jeg selv synes jeg har fortjent. Det er retfærdighed i mine øjne. Jeg er ikke syg. Jeg lever bare i en syg verden, som elsker syge ting.