et liv

jeg skriver ikke så meget mere. det er fint. jeg føler mig svag. meget. men det er jeg ikke. jeg er sårbar. jeg nægter at leve som om jeg er syg, når jeg ikke er det. lige nu. jeg vil noget. nu må det hele briste eller bære. men jeg bekymrer mig. så mit hoved værker om natten og trætheden truer med at slå mig ned. bekymringer om alt der tilhører verden. mennesker, relationer, uddannelse, job, begær. bekymringer om det jeg ved ligger under overfladen, dybt inde i mig, det som kommer frem og overtager når man mindst venter det. jeg ved at jeg er meget dårlig til at håndtere stress. jeg har haft to kæmpe breakdowns. og er begyndt på et nyt liv i et roligt tempo. men jeg kan ikke sætte mit liv på standby for evigt. nu må det hele briste eller bære.
jeg stoler ikke rigtigt på mennesker. klosterlivet har været en seriøs overvejelse. jeg kan ikke forestille mig noget bedre. jeg ved at hvis jeg giver mit liv, min tid og min krop til Gud, så vil jeg aldrig mangle noget. jeg synes ikke det er svært at give mig selv fuldt ud til ham. men at give mig selv fuldt ud til et andet menneske er den største udfordring jeg nogensinde har mødt. jeg tror ikke på det kan gå godt. jeg tror mennesket er styret af begær og instinkter og betinget kærlighed. at elske som Gud elsker. er det muligt? vi er jo kun mennesker. det er for mig et ideal, ikke en lov. hvad sker der lige for ægteskabet? "jeg vil kun give mig selv fuldt ud til dig hvis du lover at blive sammen med mig" - what? er det ikke netop betinget kærlighed? Gud elsker uden forbehold. Et menneske kan ikke love noget. Det tror jeg ikke. Hvad er det for en besættelse af at sætte alt i kasser og titler og lade det afhænge af viljen? kærligheden er irrationel. både Guds og den romantiske. her er det ikke vilje, kontrol, ego eller fornuft der hersker. men derimod spontanitet, intuition, instinkt, flow, overgivelse. det er hvad det er. og du kan ikke kontrollere det.
min krop er bange for fremtiden. dødsens angst. kaos hersker. uden Gud ville jeg være død. men døden er ikke det jeg frygter mest. men derimod den existentielle død.

der er så meget jeg ikke kan tro på. så meget jeg ikke kan acceptere. det gør ondt.