jeg ender altid det samme sted. der hvor jeg er som et barn. der hvor jeg går i stå, ikke kan handle, ikke kan beslutte mig for noget. der hvor jeg er bange for kærligheden, livet, mister troen. der hvor jeg ikke vil tillade mig selv at leve, at føle nydelse, at lykkes med noget. for jeg mener ikke jeg fortjener det. det værste er, at jeg føler mig hjemme her. tryg. gemt for verden.
som udgangspunkt er jeg normal. det der er særligt ved mit følelsesliv er, at der skal meget lidt til før det hele vælter. stress, forvirring, uafklarede ting, pres. ofte skal der ingenting til før min verden bryder sammen. sådan er det. det er en udfordring.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar