en syg kærlighedshistorie

måske er jeg begyndt at skrive igen. jeg skal ikke dø. jeg skal leve. mit liv er næsten først lige begyndt. og det er svært at vænne sig til. men det er godt. idag var jeg alene i biografen og så "en flænge i himlen". den handler om to teenagere, som begge har kræft og bliver forelskede i hinanden og har en meget romantisk tid sammen. den ramte mig virkeligt dybt. det er også en totalt tåreperser. og guderne må vide at jeg holder af at græde. jeg ved ikke hvad det var der ramte mig. måske var det det der med at være døende. eller at leve livet med en sygdom. eller leve livet trods smerten. at indlede et forhold, selvom alt er tabt på forhånd. eller også var det den der romantiske kærlighed, den unge og spændstige slags. eller også var det en genkendelse af at leve et liv hæmmet af en sygdom. at være en levende død. jeg har tilbragt en tredjedel af mit liv som død. det var ikke et liv. men nu lever jeg. mere end nogensinde før. og det er så svært at tro på. men det er rigtigt. gud har givet mig liv. og jeg er langt fra døende. jeg har en baby indeni mig. jeg har guds ånd i mig. jeg kunne ikke være mere taknemmelig. jeg har svært ved at rumme det. jeg er slet ikke vant til at leve. på den måde. det er for vildt.