Erkendelse

Vi må forholde os til nutiden. Og kun den. Jeg er ikke syg i hovedet. Faktisk slet ikke på nogen måde. Jeg er blevet helbredt. Det eneste syge ved mig er, at jeg ikke vil tillade mig selv at leve det nye liv, jeg har fået. Det er simpelthen så absurd og bare så typisk mennesket. Jeg har fået det hele. Liv. En ny chance. Talenter og muligheder og en krop. Jeg vil bare ikke tage imod det! Kun jeg stopper mig selv. Kun mine tanker og mit sind står mellem mig og Gud, mig og livet. Hvorfor MÅ jeg ikke leve? Det må jeg også gerne nu, har jeg bestemt. Det er på tide at jeg lægger fortiden bag mig en gang for alle. Jeg var en person dengang, ja måske var jeg ingen, men det er ligemeget nu, for jeg er noget andet i dag. Måske stadig ingen.  Men det er ok. Det hele er ok. Alle følelser må være her. De er en del af livet. Mit liv som et følsomt menneske.

Sandheden er at jeg keder mig. Jeg har altid kedet mig (næsten). Og den kedsomhed endte som en ekstrem eksistentiel træthed, nærmest af depressiv karakter. Men jeg tror det bunder i at jeg er understimuleret. Jeg synes ganske enkelt det meste i livet er direkte kedeligt. Jeg ved ikke hvorfor. Hvorfor min skyldfølelse, smerte og tomhed har fyldt så meget i mit liv (ungdom). Ved ikke hvorfor jeg har opført mig så sygt, været død indeni så længe. Men jeg tror heller ikke jeg eller nogle andre kan finde ud af det. Og måske er hvorfor ikke så vigtigt. Det løser ikke nødvendigvis problemet. Ja, jeg har haft et dårligt liv i en periode, en uudholdelig ungdom. Ja, mit liv var et rent helvede før jeg mødte Gud. Og det er jeg naturligt nok stadig mærket af den dag i dag. Jeg er mere tøvende overfor det at leve livet, for jeg har svært ved at tro på at jeg fortjener det, svært ved at tillade mig selv at nyde noget som helst. At tillade mig selv at eksistere. Det er som om jeg har haft en kræftsvulst, som nu er væk. Men det er vigtigt at huske, at mit liv ikke længere er hvad det var! Mit liv er noget helt andet nu. Virkelig. Jeg glemmer det bare engang imellem, fordi jeg tager det for givet. Hvorfor vil jeg bare ikke fatte det? Fordi jeg er et menneske. Et menneske, som elsker synden. Et menneske, som lader sig styre af sit sind. Af illusioner. Af vrede. Af begæret efter at have kontrol.

Et fornyet sind. Forskellen på kristne og alle andre må være, at vi skal have et fornyet sind. Vi skal vågne op. Vågne op med friske øjne og SE verden. Se mennesker, se Gud, se os selv. Se hvem vi alle er og hvad vi har brug for og hvem der bestemmer. Se menneskers sande værd bag alle løgnene. Se vores livs sande formål bag alle ambitionerne og samfundets krav, normer og forventninger. Være fri af fordærvelse, degeneration og apati. Det eneste vi kan gøre er at bede Gud om at forny vores sind og ånd.