noget

jeg synes jeg bør skrive noget. jeg ved ikke hvorfor. jeg kan ikke længere holde styr på ordene i mit hoved. for ord er tanker. og tanker er sygdomme.
jeg har nok nærmest accepteret alt det jeg ikke ved. jeg forsøger konstant at få alt til at "gå op" i mit hoved. verden skal helst gå lige op. det hele skal give bare lidt mening. eller i det mindste skal der være en forklaring på hvorfor folk gør meningsløse ting. men nu har jeg erkendt, at der er nogle ting jeg ikke behøver forstå. nogle spørgsmål jeg bare kan lade ligge. hvis jeg skal sige hvad der er mest af i dette samfund, så vil jeg ikke sige ondskab, hedonisme, dårlige instagramfotos eller idioter, nej, jeg vil sige desperation. og desperationen er udtalt. i hvert et lag af befolkningen. på hvert et gadehjørne. i hver en reklame. i selviscenesættelsen. at have kontrol med sit eget selvbillede, det er næsten vores nye Gud. nej, det er ikke længere fitness og kropsbesættelsen, det er bare så 00'erne! (og selv dengang var det gammelt, men det var der alle mulige "kloge" mennesker=journalister begyndte at kalde det religion). som en kendt forfatter udtalte i den eneste litteratur jeg læser, Ud & Se (med dsb), så længe man kan kontrollere sit selvbillede, kan man have det ok. det forklarer facebooks popularitet. det repræsenterer den ultimative kontrol. man kan være den man gerne vil være. hvis der er en begivenhed, et billede, en person, som ikke lige passer ind i det billede, kan man slette det, eller bare undlade at offentliggøre det. denne dybt falske og overfladiske fremstilling af sig selv og sin identitet må føre til en slags personlighedsforstyrrelse. det gør det svære at leve i virkeligheden. alt skal stemme overens med dette selvbillede.

se, jeg kan ikke skrive noget fornuftigt, endog sammenhængende længere. jeg savner desperationen ligeså meget som jeg afskyr den. en radiovært på P1 spurgte en amatørpolitiker: "så du siger at du blev konservativ, fordi du blev voksen?" "Ja". jeg er bange for at det samme er ved at ske for mig. det er nemt at være revolutionær når man endnu ikke har taget nogle valg, ikke har noget ansvar. når man lever udenfor alle konformiteterne. men jeg kan ikke undgå dem længere. når man bliver gift og får børn kan det virke som om man siger ja til en pakkeløsning. der er nogle helt særlige forventninger som følger med. og så længe men stilfærdigt lever op til dem, så slipper man for folks spørgsmål. man slipper for at forsvare sig. og det kan være en lettelse for et menneske, som altid har været vant til at gå mod strømmen. man bliver træt af at forsvare sig. på en måde er det rart at kunne være lidt i fred. på den anden side er disse to livsbegivenheder (bryllup og børn) noget af det mest angstprovokerende, jeg nogensinde har oplevet. fordi det netop er "det alle gør". jeg er bange. bange for at miste desperationen, ja, men det kan jeg leve med. jeg er mest bange for at miste mine idealer. for at give op, "falde til patten", som min ungdoms såkaldte anarkister kaldte det. og jeg tror også man skal "passe på". for det er som om at når man først har fuldt et trin i "livets opskrift", så er afstanden til det næste trin meget mindre. pludselig behøver man ikke tænke længere. tænkning bliver unødvendig, man følger bare næste trin i opskriften. den opskrift vores bedsteforældre (og måske forældre) fulgte, og som endte i skilsmisse, midtvejskrise, bundløs gæld, et par børn og en manglende realisering af selvet, som 40'erne så skal bruges på.
en anden ting er kønsroller. jeg kunne få fred nu. jeg kunne indtage min plads som kvinde og slippe for nogensinde igen at diskutere noget med nogen som helst. og jeg må indrømme at det er fristende. for al debat gør mig så træt.

det er en befrielse at jeg ikke længere behøver være imod alt. men hvordan kan jeg bevare mig selv midt i denne hastige "nu-bliver-jeg-voksen-proces"? tja, det ville nok hjælpe hvis jeg som udgangspunkt havde haft noget der var "mig selv"... det er det der er farligt for en som mig. hvis der ikke er noget, "en kerne", nogen, at holde fast i, så er det så nemt bare at lade sig flyde med... for på den måde slipper man for identitetskrisen. hvad vælger du?