forårsemo

min sidste navlestreng til fortiden er klippet. men jeg savner den. nogle gange mærker jeg desperationen når jeg læser de små brudstykker jeg trods alt har gemt. emos gamle blog var genial. det synes jeg i hvert fald selv. men jeg slettede den, fordi jeg ville give slip, fordi det var usundt at skrive, jeg elskede det, og det holdt mig fast. holdt mig fast i en særlig verden, en særlig identitet. jeg var afhængig af den. jeg misbrugte ord. jeg synes selv det var genialt. jeg vil udgive det som bog. "en emos bekendelser". ja! men er det overhovedet kunst? det ved jeg ikke. men jeg tror det er en type navlepilleri som de fleste af nutidens mennesker vil kunne genkende, og det er det som gør det så godt. men det er slut nu. jeg er kommet videre. selvom det gør ondt. jeg savner emo. jeg savner min indre teenager. jeg savner at være desperat og leve på kanten.
fuck