et liv

frustrationen vil ikke gå hjem. den har boet i min krop i en uge. det her kan ikke være sandt. hvordan, hvorfor, ikke nu, nej, nå, jeg vil ikke, fuck det hele, umuligt, muligt. konklusionen er at der ikke findes nogle konkrete problemer, for jeg er mit eget problem. det hele er selvskabt, en illusion, et produkt af et selvoptaget menneske som har for meget tid til at pille sig selv i navlen. måske. men hvis det er sådan nogle individer, samfundet skaber, så har vi vist et problem?

jeg er nødt til at bruge min tid på andre. men flugt er ikke en mulighed. kan det fortrænges? kan det drikkes væk? kan det spises væk? kan det kneppes væk? kan det arbejdes væk? nej. nu skal jeg fortælle sandheden, det kan rengøring-mediteres, ikke væk, men hen til en accept. Den eneste vej er at være til stede i nuet. og her kan simple arbejdsopgaver hjælpe med at skabe ro indeni og bare være i nuet. det gør ondt og det kræver øvelse, men det er godt.
sindet er min værste fjende. stilstand er sindets værste fjende.

denne gang er det ikke min opgave at fixe mig selv. for det kan jeg ikke.

en dag, et liv, to liv. vi lever nu. kun nu.

jeg er ikke et dødt menneske. hverken existentielt eller på andre måder. jeg er et genfødt menneske. jeg har en livslyst, en livsliderlighed indeni mig, har altid haft det. den er der, det ved jeg. ellers ville jeg ikke tage livet så alvorligt. for mig bliver det aldrig godt nok bare at leve, lade den ene dag følge den anden, lade det hele flyde ud i ligegyldighed og destruktiv adfærd. det er ikke godt nok. 
det er bare så paradoksalt. det er næsten komisk. min vanvittige lyst til liv giver bagslag igen og igen. jeg kigger på verden og ser mest af alt smerte, selvdestruktion og degeneration. "her kan jeg ikke leve", og så giver jeg op. jeg er et ekspressivt menneske, men fordi jeg ikke kan finde ud af at udtrykke intensiteten af det jeg føler, så giver jeg igen op. det må være muligt at kunne bruge det til noget konstruktivt...