Broken

jeg troede jeg var ok, men det er jeg ikke. den følelse, sugen i maven, knuden i maven, stenen i maven, tomheden i hjertet. hvis jeg så bare kunne græde, føle noget. apatien indtræder. jeg kan ikke mærke noget. andet end den tømmemændsagtige træthed og manglen på lyst.
elsker jeg dig? nej, det tror jeg ikke. ikke længere. jeg kan ikke mærke det. jeg ved ikke hvem du er. jeg kender dig ikke mere, har måske aldrig gjort det. for mig er du ikke virkelig. du er så langt væk, du kunne være en fantasifigur, en drøm. min nuværende tilstand er ikke min yndlings, faktisk en af de dårligere, men jeg synes det er fint nok. det er fint nok at jeg ikke kan mærke noget. det er fint nok at vores kærlighed døde. for så skal jeg ikke gå og tænke på alt det som kunne have været, blevet. for vi havde ingen fremtid sammen. vi havde nuet og du ville komme hjem til påske. men du kom aldrig hjem. enten er du kaldet til et andet liv eller også er du simpelthen bare bange for at springe ud i livet i denne farlige, sekulariserede verden. jeg tror du er lykkelig hvor du er, men jeg er ikke sikker. jeg aner ikke hvad der er foregået i dit liv de sidste 6 uger eller hvad du har tænkt, for du har ikke svaret. måske var det mig der tog det sidste ord, men det var dig der lod vores kærlighed dø. kærligheden skal vandes og holdes i live. jeg vidste for længe siden at det var slut. jeg ville bare ikke erkende det. nu er det erkendt og erkendelsen har ramt mig som en stor hammer, min krop føles som har den været på festival i flere uger. men der er stadig et liv der står og venter derude. broken. det er vi alle. men vi kan altid lære at elske på ny og vi kan lære at elske vores egen og hinandens brudthed, ligesom Gud gør det. livet venter. sig "hej". Hej liv! Tilgiv dig selv. Tilgiv ham. Tilgiv alt der gør dig bitter. Det kunne ikke være anderledes... ingen kunne gøre fra eller til. Det var livets plan med dig og med mig og med os.