emo1, emo2

højt at flyve, dybt at falde - det er mit liv
jeg har haft en dårlig periode i 2 måneder. ikke kun dårlig. men dårlig i den forstand, at mit humør er meget oppe og meget nede. og det skifter. jeg ved ikke om det er godt eller ej, måske er det. for jeg føler mig også ekstremt levende og elskende nogle gange.
idag har jeg virkelig været glad og opstemt. men senere blev jeg helt udmattet.
smerten gnaver indeni lige nu. jeg elsker solen, foråret, og min krop er opstemt og muligvis forelsket. men der er noget der går mig på, jeg har mistet to af de nærmeste personer i mit liv. selvom de stadig er i live. jeg ved det er nødvendigt at give slip på fortiden, men det gør ondt alligevel. du er væk. og min kæreste kan ikke længere svare ja til at han vil være min kæreste og jeg går bare i et vakuum og venter. venter på at du tør sige ja. venter på at du begynder at involvere mig i det liv og sige at du tror på os. eller at du i det mindste tager en beslutning og gør det forbi. det er hårde odds lige nu.
men det magiske forår og teenageforelskelsernes tid er endnu ikke forbi.

P.S. jeg savner klosterlivet noget så inderligt. det gør ondt. "jamen der er jo så mange muligheder i det her samfund" - ja, men tomheden lurer lige under overfladen...