Jeg har skrevet et afskedsbrev til dig på fransk. Ja, jeg er godt klar over at du ikke kan forstå fransk. Men det spejler bare den ligegyldighed du har vist mig den sidste måned, selvom du udmærket vidste at jeg var ulykkelig. Du vil ikke engang involvere mig en lille smule i dit liv, ikke engang spørge hvad jeg tænker eller hvordan jeg har det. Du er min kæreste. Eller... det kunne du så heller ikke længere svare ja til. Hvad skal jeg gøre? Dette er en pinsel uden lige. Jeg piner mig selv, fordi jeg er naiv, fordi jeg ikke har mistet håbet endnu. Jeg har ventet trofast i cølibat i 5 måneder. Hvor meget længere kan en desperat emo-teenager som mig vente? Er dette virkelig en kærlighed Gud har givet os, eller var det hele bare en joke?
Idag føler jeg mig så fredfyldt, nærmest følelsesløs. Jeg kan ikke længere føle forelskelsen, hvor meget jeg end prøver.
Jeg har ikke sendt brevet. For den dag jeg gør det, betyder det at jeg har givet op...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar