ustabil

emo befinder sig i den absolut værste tilstand muligt. det er ellers ikke sket siden september.
For to uger siden købte jeg i panik en billig flybillet til Frankrig. Derefter fortrød jeg. Igår havde jeg besluttet at det ville være bedst ikke at tage til Taizé. Men idag købte jeg en flybillet hjem! Og ombestemte mig. Først var jeg glad, euforisk. Men jeg kan stadig ikke overskue det. Det skaber så meget stress i mit hoved, som forstyrrer mig. Det er det evige fængsel, jeg skaber for mig selv: uanset hvad jeg vælger, vil der stadig være stress indeni.
Jeg havde det meget bedre før jeg købte den første flybillet. Jeg skulle slet ikke have overvejet det. Jeg tog en beslutning for længe siden: at arbejde på at få hverdagen til at fungere og at vente tålmodigt! (eller lære det).
Jeg kan ikke mærke hvad jeg vil og hvad jeg føler. Jeg kan slet ikke forholde mig til virkeligheden, min krop, min kæreste, mig selv. Jeg genkender det, det er sket for mig før: jeg tager en impulsiv beslutning og ombestemmer mig så enten senere på dagen eller dagen efter. Indeni mig er der to stemmer og følelser, som river mig i hver sin retning, lige stærke. Der er bare det at i et øjeblik bliver den ene stærkere end den anden og får mig til at handle. Men bagefter er den anden måske stærkest og jeg fortryder, og den første overtager osv....
Jeg ved ikke hvad der er bedst for mig at gøre. I sådan en periode har jeg brug for nogen udefra der kan sige hvad jeg skal gøre eller som kan sige stop. Jeg har tænkt, at når jeg har det sådan er det nok bare bedst at lade være med at gøre noget. Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke modarbejde mine impulser.
Denne gang har det kostet mig 700kr og sat mig i et dårligt lys overfor dem jeg har indviet i mine skiftende beslutninger. Det har skabt så meget stress i min krop og i mit sind og måske kan jeg ikke komme ud af det igen, uanset hvad jeg vælger eller om jeg lader være med at gøre noget fra nu af.
For det er det jeg kan: skabe et fængsel, sørge for at jeg aldrig vil blive tilfreds, rive mit indre fuldstændigt i stykker.
Hvorfor har jeg tilsyneladende brug for at gøre det her?

Emo er desperat. Jeg var forelsket, men nu kan jeg ikke mærke noget. Jeg tror ikke du og det sted eksisterer. Jeg tror det var en drøm. Jeg kan ikke forholde mig til virkeligheden. Jeg skifter mellem at kunne føle utroligt meget og slet ingenting.

Fornuften er blot én af de mange stemmer i det indre drengekor. Men fornuften taler til mig. Hvad siger den?
Den siger det samme som sidst. At det er bedst for mig at blive her, at jeg skal lade være med at flygte fra mit liv gennem utopisk planlægning, rejser eller ydre ting. At jeg skal blive her og opbygge en stille og rolig, stabil hverdag og begynde at lære at forholde mig til min egen virkelighed. Dette er dit liv nu og her. Den siger, at denne ventetid er en form for prøvelse, at Gud udfordrer dig på din tålmodighed, men dette er en gave, for kun sådan kan du lære at vente tålmodigt i tro og tillid. Og hvis jeg vælger at rejse, udleve en beslutning taget i desperation, så lærer jeg aldrig at være tålmodig. Den siger, at det hele nok skal gå, hvis bare jeg giver det tid nok. Den siger, at jeg skal vende tilbage til min krop og til virkeligheden og lære at leve i nuet på ny.
Skal jeg lytte til den?