Matt. 6, 16-18 - Om faste
v16 Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v17 Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, v18 så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Argh. Disse fremstår absolut ikke tiltalende for Generation Reality. Hvad blev der af demonstrationen, selvretfærdiggørelsen, iscenesættelsen, den iscenesættelse ingen af os kan sige os fri fra? Måske er det netop den vi nu har mulighed for at faste fra. For i denne kultur, hvor man kan købe sig, forbruge, skrive sig til en identitet, kan "identiteten" som "kristen" eller "religiøs" godt bare blive endnu et label man sætter på sig selv, en "pakkeløsning". Eller på den anden side et begreb, en livsstil, man langsomt udvander fuldstændigt i dagens "shopper-mentalitet". Hvad er at foretrække? Før i tiden, i gamle dage, var religionen en pakkeløsning, værsgo', nu ved du hvem du er og hvad du skal, så behøver du ikke tænke mere over det, og når du siger du er kristen ved alle hvad du mener. Fra 90'ernes New Age-strøminger har vi adopteret muligheden for at vælge og vrage mellem forskellige spirituelle skoler og filosofier, hvor vi idag shopper identitet, shoppede man dengang i religioner. Tag det du kan lide og lad det andet ligge.
Hvor står vi så nu? Som ung voksen i 10'erne er jeg ikke nogle af delene. Vi er patchwork, du er en mosaik, intet andet end en opslagstavle overdænget med teorier, filosofier, labels, idéer, slogans, iscenesættelser. Jamen, nej, jeg er ægte, jeg er jo en hippie, ikke en hipster, jeg er for real. Hallo, jeg bor på en gård og lever af biodynamiske grøntsager og dumpsterdiving og dyrker min religion som et urmenneske (true story). Stop tuderiet. Du er dig og jeg er mig, og ja, vi er nogen. Vi er rigtige mennesker. Men du må indse én gang for alle, at ingen labels i verden nogensinde vil kunne beskrive dig ordentligt. Du må forstå, at alt er iscenesættelse. Se ind bag iscenesættelsen og acceptere, at det er ok. Det er et livsvilkår, ingen kan undgå den. Du er meget mere end det, men du er også iscenesættelsen. Der er ikke nødvendigvis noget uautentisk i det. Autenticitetsbegrebet er blevet så smadret af prætentiøse hipstere og overfladiske speltkusser, at det
Nå, tilbage til dagens spirituelle gerning og refleksion. Jeg faster altså i stilhed, men som det produkt af tiden jeg er, er en eller anden form for iscenesættelse uundgåelig. Se bare dette indlæg. Jeg ved egentligt ikke hvad faste skal gøre godt for. Jeg har aldrig prøvet det i forbindelse med kirkeåret, som optakt til påsken. Dog har jeg altid være enormt tiltrukket af de buddhistiske og hinduistiske idealer om askese. Noget jeg ofte har forsøgt at udleve, men gang på gang har jeg måttet erkende, at det ikke er konstruktivt for mig, da mit fokus kommer til at ligge på alt det jeg ikke må, og deraf skabes mentale fængsler, selvhad og - et endnu stærkere begær. Samtidigt har jeg indset, at hvis man lever i askese hele året, så virker det ikke ligeså stærkt når man endelig faster, for så mærker man ikke forskellen, afsavnet. Jeg har allerede skåret mange ting fra i mit daglige liv: kød, alle andre animalske produker, alkohol, tv, 900 facebookvenner.... (se mig, se mig!) men mere kan gøres.
Efter jeg blev kristen på ny har jeg fået lyst til at prøve at faste som optakt til påsken, for påsken har fået en ny betydning for mig i år. Selvom jeg plejer at gå meget i kirke i påsken fordi jeg er kirkesanger, så ved jeg, at i år bliver det anderledes, ligesom julen. Jeg har nu på egen krop følt værdien af at dø og genopstå med Kristus.
Romerbrevet, 6, 2-8
Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den? v3 Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? v4 Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. v5 For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. v6 Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; v7 den, der er død, er jo frigjort fra synden. v8 Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham.
Der er ikke meget sammenhæng i denne tekst lige nu. Det er nok bare en konsekvens af min patchwork-identitet og min kærlighed til stream-of-consciousness-skriverier. Husk, det er emo der skriver, og ikke den kloge, søde dame bag (det er mig der er inden i emo). Kort og god: jeg vil afholde mig fra facebook og kaffe indtil fasten er forbi. Og det er en udfordring! Det er de to sidste ting jeg virkelig er afhængig af, og som fungerer som en sutteklud for mig i hverdagen, og som til tider nok kan fjerne fokus fra det jeg egentligt vil og min sande energi. Dette startede egentligt som et whiner-indlæg. Det lyder som en nem faste, men på en dag som idag, hvor man vågner op til et koldt og møgbeskidt hus, har brugt en time på at forsøge at tænde op i brændeovnen uden held og udenfor ligger iskold, halvoptøet sne, sindsstemningen er diskret ensom, rastløs og deprimeret - så har jeg bare så meget lyst til at give op og logge på facebook, beklage mig eller trøste mig ved at konfirmere mit selvbillede, den smukke iscenesættelse jeg kalder min identitet, mit liv. Forklare verden hvorfor jeg er sur og tvær, det er fordi jeg ofrer mig for mit kæreste eje, min Jesus-baby. Se, hvor dygtig jeg er! Se, hvor stærk jeg er i min tro. Trøst mig, anerkend mig, kommenter på min status. Og så lige en kop kaffe til at løfte humøret og energien og sparke dagen igang.
Men ak nej, jeg er nok bare en naiv autenticitetsjæger, som stadig tror på kærligheden og god gammel, dogmatisk obedience.
God lørdag og god faste, kære venner!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar