ze trutz

Sandheden er at jeg savner Taizé forfærdeligt meget. Og det har jeg gjort i et år nu. Jeg har ikke lyst til særligt meget andet end at bede og gøre rent. Livet i fællesskab er det eneste meningsfulde liv for mig. Mit ophold der fik min lyst til alt andet end klosterlivet til at fordufte. Dette år er gået for hurtigt. Jeg har bundet mig til en mand. Men jeg aner ikke om jeg vil giftes. Karriere siger mig ikke noget mere. Alligevel har jeg konstant eksistentiel krise. På en måde har jeg et behov for at realisere mig selv. Udvikle mit potentiale, mine talenter.  Formere mig.  Træne min krop. Sætte mål og delmål og opnå resultater. Flashe min success på sociale medier. Iscenesætte mig selv som det mest naturlige i verden. Jeg sidder i verdens smukkeste kirke. I en fredelig landsby. Stilheden er guddommelig. Men jeg er træt af stilheden. I virkeligheden er jeg bange for stilheden. Jeg er bange for mennesket, mig selv. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad jeg kunne have opnået. Hvem jeg kunne have været. Men jeg ville ikke være nogen. Det eneste jeg ønskede mig var fred. Fred og frihed. Og det fik jeg. Jeg har opnået alt. Resten er bare fornøjeligt tidsfordriv. Jeg frygter samfundet. Jeg har et grundlæggende behov for at leve uden for samfundet. Samfundet nebryder mennesker og kalder det success. Jeg ønsker at bygge et samfunde der opbygger mennesker. Et samfund der elsker mennesker og lærer dem at elske stilheden. Jeg vil hjælpe mennesker til at finde tilbage til Den Første Kærlighed. Og den store stilhed. Den fred som findes et sted derude i verden.