en tale om kærlighed og ægteskab

Det handler om hvordan jeg elsker. Og hvordan Gud elsker. Jeg elsker ikke gud fordi jeg elsker dogmerne. Jeg elsker ikke gud fordi jeg elsker kulturen. Jeg elsker ikke gud fordi jeg elsker kirken. Jeg elsker ikke gud fordi jeg elsker disciplin, selvbeherskelsen. Jeg har ikke valgt mit livs kærlighed ud fra rationelle overvejelser. ”Det kunne være gavnligt for mig, det ville fungere godt, det vil være gode frugter, det er etisk korrekt, andre har besluttet at det er godt” NEJ. Jeg mødte ikke gud i hovedet, med fornuften, for man kan ikke tænke sig frem til gud. Jeg mødte gud med kroppen, med det ukontrollerede selv. Jeg mødte gud i min mest beskidte, nøgne og brudte natur, ikke i min rationelle kultur. Jeg mødte gud i total overgivelse. I afmagt vendte jeg mig mod lyset. Jeg begyndte mit liv med gud som et lille barn. Uden forbehold, uden tørre tankespind. Jeg kastede mig ud i kærligheden, jeg badede i den, spiste den, indåndede den, iklædte mig den. Først senere så jeg dogmerne, kirken, autoriteterne, kulturerne. De er der. Men det er ikke dem jeg tror på. De er intet uden kærligheden. Som Paulus. Jeg tror. Men der er også meget jeg ikke tror på. Kontrakter, præster, loven, kønsroller, kærlighedsrelationer med betingelser, fornuften. Der er uendeligt meget jeg ikke forstår. Men jeg forstår hvad jeg kan erkende med kroppen. Gud har en pagt med mig, mennesket. Men han elskede mig længe før jeg lovede at være ham tro resten af livet. Han ofrede sin søn for mig længe før jeg opgav mit liv for ham. Gud behøver ikke mit løfte for at elske mig. Jeg kan ikke bygge mit liv på noget, som er skabt af mennesker. Jeg kan ikke bygge mit liv på kirken. Kun på Gud. Jeg kan ikke forene den grænsesprængende kærlighed med kontrol. Jeg har det svært med kontrol.  Jeg tror ikke på pagter mellem mennesker. Men jeg tror på kærligheden. Og jeg kan ikke vente med at give mig selv fuldt ud til jeg har fået ligeså meget igen.