jeg har haft det godt de sidste 2 uger. alarmerende godt. sådan er mit liv. det er når jeg virkelig har det godt, at jeg begynder at blive urolig. for der følger altid en nedtur. også denne gang. jeg havde en emoblog klar. men det er ligemeget nu. for så kom jeg hjem til kolle og kærlighed. det eneste der virker mod teenage emos er cykling og rengøring. og rødvin og spooning.
jeg ved ikke hvad der skete. det er som om jeg er vågnet op af en drøm og nu ser virkeligheden. jeg klamrer mig desperat til håbet, det håb jeg endelig har fået under huden. måske var det hele bare en illusion, en overlevelsesmekanisme, endnu et system jeg kunne støtte mig til, holde fast i indtil alt alligevel går i opløsning. hver gang jeg finder noget at tro på, er der nogen der støtter mig og tager det for virkelighed. ligesom sidste gang jeg opbyggede en identitet bare for at have en. og bagefter vågner jeg op til min virkelighed, mens de andre stadig er i deres, hvilken en der så end måtte være rigtig, og ingen kan tage noget som helst seriøst, især ikke mig, især ikke af mig selv. er det det samme nu, med Gud? nej, det kan det ikke være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar