fremtid

jeg er gået i panik. eller meget tæt på. men hvorfor? fordi sådan er jeg. det er det jeg gør. ofte. og der skal ikke ret meget til. den mindste uforudsigelighed, det mindste pres. den nærmeste fremtid er lidt usikker. jeg ville ønske jeg vidste hvad jeg skulle. at jeg havde taget en beslutning. at jeg havde et fast job og noget at stå op til hver dag. det er bare som om projekt orgel ikke rigtigt rykker. og jeg går bare mere og mere i stå i projekt kolle. og projekt tabita er helt håbløst. men det er her jeg må huske på mit primære projekt, at lære at stole fuldt ud på Gud, at opbygge tillid og forny den hver dag. det er hvad jeg kan gøre. alt det andet er ikke mit gør-det-selv-projekt. Det er Guds og han har styr på det. Jeg kan ikke fixe mig selv, ikke fixe min egen brokenness. Det betyder dog ikke at jeg bare sætter mig behageligt tilrette i en offerrolle (som så ofte før), nej, jeg har indset, at det der gjorde udslaget for mig ift. at få det bedre under sidste store nedtur var, at genvinde magten over mit eget liv og erkende at jeg rent faktisk kan gøre noget. jeg kan vælge. jeg kan handle. jeg troede jeg var fanget. men jeg indså at alt er muligt. alt er fucking muligt. hvorfor går jeg stadig i panik? fordi sådan er jeg indrettet. og det er ok. jeg må bare have tillid først og fremmest.