Om at tage imod

Jeg er træt. så utroligt træt. og det bliver ved og ved. mit hoved har været ved at sprænge i et kaos af tanker og opgaver, min krop har været plaget af følelserne, dybt irrationelle følelser, som måske ikke har meget med "virkeligheden" at gøre.

Her på det sidste er det lykkes mig at formulere mine udfordringer meget klart, og det er jeg godt tilfreds med. jeg troede alt var "fixet" efter jeg havde været i kloster. mente ikke der var flere "problemer". men det er kun den halve sandhed. nogle gange bebrejder jeg mig selv for at jeg ikke tog imod den hjælp, jeg så længe havde ventet på, mere desperat og deprimeret end nogensinde før. Men på den anden siden ved jeg, at jeg var nødt til at følge Gud. Jeg var nødt til at blive "genfødt ved vand og ånd" og det blev jeg. Jeg er overbevist om at Jesus reddede mit liv, han forhindrede mig i at begå selvmord, dette er virkeligheden, han er for mig ligeså sand og virkelig som min egen krop, græsset, træerne, vand og mine fem sanser. Det er et mirakel, og Gud skal have al den pris han fortjener. Men derfor har jeg stadig udfordringer. Jesus har helbredt min indre smerte, den som har plaget mig i 8 år. Dvs at når jeg er nede, er det aldrig så slemt som før, og når jeg føler tomhed, ved jeg at noget kan fylde den ud. Jeg tror jeg har lært, at mange af mine følelsesmæssige udfodringer, måske skyldes behov der ikke er blevet opfyldt, enten nu eller i barndommen. Og jeg har ingen anelse om hvad det kan være, det er endnu et stort mysterium for mig, jeg forstår ganske enkelt ingenting. Men et behov, som var kæmpestort for lige præcis mig, er nu blevet udfyldt, den dag Jesus kom mig i møde og jeg tog imod ham. Dette har ekstremt stor betydning for mit videre liv og for at jeg nu kan leve et liv i håb, i det mindste i perioder. Forskellen på et liv uden håb og et med, er ubeskriveligt stor, det ved alle, som selv har følt forskellen.

Dette er et nyt liv. Men når man har været slave af sine tanker og følelser så længe som mig, så vil meget af "det gamle" hænge ved. Det er ligesom historien om manden, som samlede sig en masse ting på sin rejse og til sidst var han så tynget af "byrden", at han knapt kunne gå. En morgen da han vågnede, havde nogen stjålet alle hans ting, men han fortsatte med at gå langsomt, krumbøjet og tynget, han så slet ikke at byrden var væk. Sådan tror jeg det er når man bliver kristen, eller på anden måde får et nyt liv, i hvert fald for mig, alt er nyt, men sindet og kroppen kender bedst til de gamle tanke- og handlemønstre. Man bliver mindet om, at man kan komme pænt langt ud igen, for dette er bare en del af en selv, ligeså integreret som hukommelsen og leveren, og her går det op for mig, at jeg må spørge om hjælp og vejledning. Hos Gud, andre kristne og systemet. Og bare tage imod. For det var jo sådan hele min rejse begyndte: ved at tage imod. Det er det, Gud venter på, at du bare tager imod ham. 

Det er så simpelt, men dog så ufatteligt svært...