intet af denne verden kan røre mig, få lov til at ødelægge mig eller gøre mig til slave. for jeg hviler i Gud og ved hvem jeg er.
verden er ok. jeg føler fred. jeg føler mig meget årvågen. det hele er "bare" et antropologisk studie. derfor kan jeg leve med det. jeg dømmer ikke. jeg sanser bare. og synes det hele er meget fascinerende.
Det er hvad det er. det er hvad det er.
jeg mangler intet, begærer intet. jeg føler jeg er ligeglad med alt. jeg føler fred. det er godt, men det er et problem i denne præstations-kultur. for det er svært at motivere mig til at lave "fornuftige" ting.
jeg føler den stille glæde. jeg er glad for at leve mit liv, og det kan samfundet ikke ødelægge. Det der gør mig misfornøjet er, at jeg føler jeg bør føle noget andet, gør noget andet. at fred er stilstand = menneskets værste fjende. og at Gud ikke er nok.
jeg har bare lyst til at være stille. Hvorfor snakke? mennesket skaber bare problemer, som ikke findes. sindet skaber problemer. Jeg vil acceptere alt og ikke dømme noget.
det er som om det er forbudt at være lykkelig og fredfyldt her. er det ikke sjovt? det er som om hele kulturen i samfundet, forbrugerkulturen osv. er bygget op omkring folks utilfredshed. Man skal have målbare ambitioner, ville mere, have mere, opnå mere - ellers er man ikke nogen, ikke godkendt.
- er det vanvid?
panik! Jamen hvad så?!
ikke noget. kun nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar