Ja!

Det er sådan her man bør leve. 

Jeg kan overskue ting. Om morgenen når jeg drikker kaffe, sidder jeg og glæder mig i mit stille sind til at dagen skal begynde og alle de ting jeg skal lave. Jeg føler jeg har energi. Der er en god følelse i min krop. Mit humør er nogenlunde stabilt, ligesom mit blodsukker. Jeg har en trang til at leve. Til at leve dagen i dag og dagen i morgen. Til at leve videre så længe det kan gå. Fremtiden er ikke skræmmende og måske tænker jeg slet ikke på den. Fortiden er ok. Nuet er ok. Jeg kan udrette ting. Selv kl.15 om eftermiddagen har jeg ikke lyst til at give op og kapitulere i min seng. Min krop føler ingen stress og ingen angst, udover angsten for at dette bare er en heldig periode og ikke selve livet. Jeg har lyst til at snakke med folk. Lyst til at skrive, spille musik, elske, spise, eksperimentere. Jeg stoler på at jeg er elsket og at jeg er i stand til at elske, trods livets obligatoriske tab og fortidens bitterhed. Jeg har tillid til at fremtiden vil blive god, ok.

For nogen er dette måske bare en almindelig tilstand… For mig er det et mirakel. 

Tak for denne dag.