emo

det gør ondt indeni. smerten er uudholdelig. men jeg må holde ud. jeg kan ikke overskue at eksistere lige nu. jeg har bare lyst til at flygte. drikke mig fuld, trøstespise, lægger planer for hvordan jeg kan ændre alt, finde trøst i overfladiske relationer. men mit projekt lige nu går ud på at lade være med at flygte. det gør ondt, ja. men det bliver kun værre af at flygte.
jeg er begyndt at se realiteterne i øjnene. se hvem der egentligt er en del af mit liv lige nu. du, min elskede er ikke en del af mit liv, for du er ikke til stede på nogen måde. og du og du er også på vej ud. jeg har ikke hørt fra dig i 11 dage, min sneblomst. jeg aner ikke hvad der foregår indeni dig. finder jeg nogensinde ud af det? jeg er forelsket. men jeg er på vej ned. følelserne forsvinder. det er også nemmere  ikke at føle noget. dette er noget der gentager sig: den store forårsdepression. hvorfor sker det? måske fordi det på ingen måde er forårsvejr. og fordi jeg åbenbart ofte bliver forelsket i vinteren og i foråret begynder det hele langsomt at krakelere. kærlighedens sande ansigt afsløres. vi begynder at lære hinanden at kende, og det skal man passe på med. vi begynde at stille krav. jeg begynder at stille krav til dig, andre mennesker, til vejret, alt det pis.
jeg nægter at være en teenage-forelsket-emo. det er passé. jeg troede jeg var kommet videre. kan Jesus redde dig ud af det her?
kan du selv?
der er intet at gøre. andet end at være. det gør bare så ondt. hold ud. foråret kommer en dag!