der går ikke en dag uden at jeg tænker på dig. der går ikke en dag hvor jeg ikke savner Taizé. så meget at det gør ondt. men jeg har selv forladt det. og dig. hvorfor blev jeg ikke? jeg ved det ikke. jeg følte jeg skulle hjem. Gud har en plan med mig. jeg ved bare ikke hvilken. nogle gange føles det hele som om det ikke nytter noget.
Siden slutningen af januar har jeg haft "jeg kan ikke overskue noget"-følelsen. bortset fra få opstemte forårsdage. den vil ikke forlade min krop. jeg troede ellers jeg var kommet videre. jeg havde haft en pause fra den slags humør i 4 måneder. den onde stemme i mit hoved er tilbage. min krop og mit sind er udmattet. jeg formår dog at styre tankerne nogenlunde. og jeg kan også vende stemmen og tale pænt til mig selv.
hvad er det egentligt jeg bruger min tid på? hvor mange gange i den sidste uger har jeg lavet noget der gjorde mig glad? hvad gør mig glad?
er mit liv ikke blottet for ambitioner? er det konstruktivt? kan det "fill up my soul"?
ja, det er vanvittigt konstruktivt. Det er en lektie, der skal læres. Jeg skal (vil) lære at finde glæden i det jeg gør, her og nu, uden fokus på målet. for der er ingen mål som sådan. jeg skal gøre det jeg har lyst til, det jeg vil inderst inde, det der giver mening for mig lige nu. det er en helt ny måde at leve på. men det er sådan vi lever i kollektivet. ja, det her er et eksperiment. alt er et eksperiment.
husk, der er intet der i sig selv kan gøre mig lykkelig. ikke engang dig. ikke engang det at bo i Taizé. eller at træne mega meget og følge min plan. den perfekte krop, "det perfekte liv". det vil ikke gøre dig lykkelig.
Kun dette kan "fill up my soul": Jesus og at leve i nuet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar