jeg følte mig ensom. fordi ingen ville anerkende det jeg ser som sandhed, det som er det vigtigste for mig i mit liv. og fordi jeg forsøger at skjule mine følelser og ikke tør stå ved hvem jeg er. det hele kørte bare derud af. jeg havde nærmest ikke grædt i 2 måneder. kan man blive normal af at gøre normale ting? ja, det tror jeg næsten.
jeg vil stadig ikke selv unde mig det jeg har brug for. jeg havde brug for trøst, brug for at komme ud af skammen igen, ligesom et barn. men det tillod jeg ikke andre at hjælpe mig med, for jeg skjulte alt. jeg kunne bare ikke rumme at blive elsket, så jeg trak mig væk og endte med at lukke helt af for mine følelser til omverdenen. igen. men indeni bliver jeg i skammen og fortvivlelsen og nu bliver det meget sværere at komme ud af, fordi det er gemt langt væk, et sted der er lukket af. takket være mig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar