Hjerneaktivitet

Idag er en af de dage, hvor jeg er oppe før barnet. En sjældenhed. Det er mandag og det er ok. Igår var en af de varmeste dage vi længe har haft. 32 grader celsius, lyder dommen. Ville have været ude ved festivalpladsen i Roskilde for at skralde. Jeg elsker at skralde! Og i år sluttede det hele endda søndag, så jeg kunne have medbragt mand/børnepasser. Men vi måtte kapitulere i sommervarmen. Vi holdt os indendøre og lavede absolut ingenting. Og hvis der er noget jeg hader, er det at stene. Men det gik ok. Indtil vi besluttede os for at gå en tur ned til mosen. Vi nåede ca 200 m væk, da vi vendte om igen. Barnet var lettere hysterisk, varmen var for meget, gad ikke sidde i den nye klapvogn, og bære ham på armen kunne vi ikke, da solen så ville skinne direkte på hans fine baby-ginger-hud. Så langt så godt. Denne situation vakte en følelse i mig af at være fanget. At jeg ikke kan gå nogle steder uden mand og barn, at jeg er dybt afhængig af to andre mennesker. Og den ene er afhængig af mig, i høj grad endda. Nok om fortiden..

Idag har jeg tænkt en tanke. Tror jeg da. BRAVO. Jeg har været god til alt det hersens postpartum-selfcare-halløj (som er oppe i tiden, i hvert fald på insta under hashtag #fourthtrimester)

Jeg er ikke den type mor, som har brugt barslen på at gå lange ture. Måske fordi mit barn ikke behøvede blive rullet i søvn. Næh, jeg går ned, lægger barn i barnevogn, går max 100m hvis han ikke falder i søvn med det samme, og skynder mig hjem og ser netflix/sover/læser blogs. Og det har været godt for mig. Man har brug for at slappe af ovenpå sådan en omgang fødsel. Tillade sig selv at lave absolut ikke en skid. 

Men nu har jeg fået andre behov. Jeg vil gerne i (bedre) form. Ikke fordi jeg var det før barn, men jeg har altid drømt om det. Jeg behøver ikke være mega fit og slim. Vil bare gerne have en smule muskelkraft i stedet for den spaghettikrop jeg nu står tilbage med. 

Jeg elsker min krop og er så godt som komplet ligeglad med min slappe topmave. Men jeg hader at føle mig slatten! Hader at føle mig som en zombie-agtig sofakartoffel (sidder næsten aldrig i en sofa), hvis hjerne er gået i stå, og kun indeholder tanker om baby, bleer, babytøj, babymad, kaffe, mommyblogs osv). Og i øvrigt til tider langt væk fra Gud.

Engang havde jeg mål. Ok, det har jeg altid haft, de har bare altid været så urealistiske, at det altid endte med nederlag. Og det planlagde jeg med fuldt overlæg. Jep, jeg elskede at mislykkedes. Men med hjælp fra mønsterbrydning (12-trins kursus) og terapi har jeg indset, at jeg ikke behøver leve på den måde mere.

Jeg må gerne få succes. Ad, hader det ord. Jeg må gerne lykkes, så! Og det er jeg også på mange punkter. Mit liv er godt, og ikke bare godt, men frugtbart. Jeg oplever en glæde og en fred ud over det sædvanlige, det meste af tiden.

Men der mangler lige det sidste, toppen af kransekagen! Eller snarere bunden, faktisk..

Jeg ved hvad jeg vil, men gør jeg det? Typisk menneske. Jeg ved hvad det er godt (for mig). 

Bøn er godt. Tidebøn er genialt. Og jeg har brug for det, virkelig. 

Her er nogle af mine ønsker (skrevet sidste år):

Hvad er det for et liv du vil leve?

-et liv hvor bøn er i centrum (og tilliden til Gud)

-et liv i vitalitet og sundhed

-jeg vil udleve mine talenter og bruge dem til noget godt

-jeg vil læse i Bibelen hver dag

- et liv i fællesskab med andre

- et liv med disciplin og leg

- jeg vil kunne nyde at spille musik

- kunne håndtere negative følelser

- tjene andre

- et liv med nærvær / leve i nuet

Wow.. Er det for meget at forlange? Det vil de fleste nok mene.. Urealistisk, ville nogen (min mor) nok kalde det. Men jeg tror faktisk det er meget realistisk. For Gud har lovet os liv i overflod. 

"For jeg ved ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb."

- jeremias 29:11-14

Så selvfølgelig kan jeg få alt det her! Men ikke på en gang. Og det har nok været fejlen jeg har begået tidligere.. At jeg vil have det hele nu og her! Og at jeg fokuserer så meget på målet, at jeg glemmer at leve på rejsen dertil. Tålmodighed har for mig været er fremmedord. Men efter jeg er blevet moder, har jeg da fået LIDT mere tålmodighed. Men ikke meget. Det er jo nemt nok at være tålmodig og overbærende med et menneske, man virkelig elsker. Synes jeg. Og måske er det der skoen trykker. For hvis jeg værdsatte mig selv højt nok, ville jeg også være mere tålmodig med mig selv, og ikke skælde ud hver gang jeg ikke nåede et mål på rekordtid.

Desværre har det skræmt mig fra at have mål overhovedet, fordi jeg begyndte at opfatte målene som noget dårligt i sig selv. For så snart du har en agenda for dagen, for livet, så kan du fejle, hvis den ikke bliver en realitet, og så er det bedre bare at flyde med strømmen.. 

Men jeg tror man skal prøve at se mere nuanceret på det (åh nej, voksenting!). 

Det kan være godt at have mål. For mig i hvert fald. Jeg har brug for at have et projekt, som jeg kan kanalisere min energi, drivkraft ud i. Sådan er det nok for de fleste. Måske er det et kulturelt fænomen, noget vi er opdraget til. Whatever. Et projekt er godt, så længe det projekt ikke kun er mig selv. Jeg er ikke specielt interessant i mig selv. Misforstå mig ikke, det handler ikke om mindreværd på nogen måde. Det handler om, at jeg ikke længere finder mig selv så interessant, at jeg kunne fylde en hel blog om mig selv, mit liv (og mit afkom). Derfor bliver jeg aldrig mommyblogger (jeg vil heller ikke være en levende reklamesøjle, som opfordrer til forbrug), nå, sidespor. 

At realisere mig selv er altså ikke længere mit højeste mål eller formål. Tror jeg i hvert fald (kan ske det er en illusion). For det er simpelthen bare for tyndt!!

Jo, jeg drømmer da også om at blive god til et eller andet, flashe det, iscenesætte, blive anerkendt, så jeg har noget at hænge min identitet op på. Men sådan er mit liv bare ikke. 

Mit allerhøjeste mål er at være sammen med Gud og lære ham/den at kende (også gennem fællesskab med mennesker)

Derefter kommer at give mine børn en god barndom og et godt selvværd. Og som del af det, må jeg have et godt forhold til min mand. Ja, der er nok mange elementer i det.. Og ærligt talt aner jeg ikke hvordan man opbygger er selvværd fra bunden af, det lykkes jo ikke ligefrem for mig/min familie, da jeg var barn. Men jeg har en ide om hvad en god barndom indebærer.. Mere om det en anden dag!

Planen.. Jeg har den liste med mål. Men vil kun fokusere på et ad gangen. Det er udfordringen. Og jeg starter med universets grundlyd: bøn.

Og barnet sover endnu!

God mandag 

Ja, jeg tror på påskemorgen!

Idag er en særlig dag. Faktisk min yndlingshellidag (jeg går ikke meget op i jul). Det er påskedag. Det er den dag vi kristne tror Jesus stod op af graven. I den anledning tillod jeg mig at tage lidt meditations/refleksions-tid for mig selv. Mit liv er totalt forandret siden sidste år, og alenetid er en sjældenhed. Jeg stod op, lod mand og barn ligge i sengen, gik ud i køkkenet og sad og kiggede på solen gennem vinduet. Det blev nok kun til 5-7 min. men det er også noget.

Jeg tænkte over hvad Jesus har gjort for mig. Det må jeg aldrig glemme, og det vil jeg heller ikke. Jeg har ikke skrevet ret meget om mit nye liv. På en måde ærgrer det mig, for jeg har jo så mange tekster fra mit gamle liv.. det kunne være fedt at kunne sammenligne, så også andre kunne se forskellen, som en slags vidnesbyrd. Men en del af mit nye liv er jo netop at jeg skriver mindre. Og det har hjulpet mig. Samtidigt er det svært at beskrive. Jeg havde ikke ord for lykke og velsignelse. Kun alle ordene til at beskrive lidelse og kaos. Jeg ved ikke hvad jeg mere skal skrive... det kommer bare til at lyde som en kliché; born again, liv i overflod, frelst, omvendt, helbredt, kun på grund af din nåde osv....

Men dette ved jeg: kun på grund af påskemorgen lever jeg. Jeg lever kun i kraft af den jeg er i Kristus. Hvis Jesus efter den værste ydmygelse af alle: offentlig hån, nedværdigelse til slave, korsfæstelse - kunne rejse sig og stadig se sit formål, så kan jeg også. Jeg kan gennemgå de lidelser, livet kræver, så længe jeg ved hvem jeg er og ved, at min sjæl er et uudslukkeligt lys.

Jeg har stadig meget at lære. Om livet og alt det der. Og jeg er stadig ikke vildt godt til at tage imod kærlighed. Men jeg har lært en gang for alle, at Gud ønsker jeg skal leve. Og jeg lever nu. Efter at have brugt halvdelen af mit liv i dødens skygge. Jeg lever et liv med mange velsignelser. Det er ikke til at fatte. Der er så meget jeg ikke rigtigt kan forstå. Måske derfor skriver jeg så lidt. Og det er ok. Nu vil jeg bare leve og takke Gud.

Hvorfor jeg droppede facebook

Jeg vil have min hjerne tilbage!

Min hjerne er doven. Så doven at det eneste den orker, er at scrolle ned gennem mit instagram-feed. Det sidste års tid har jeg haft hånden og øjnene på min iPhone, i stedet for at nyde de små magiske øjeblikke, selv efter jeg er blevet mor. Det skammer jeg mig nogle gange lidt over. Hver nat sad jeg med mit lysende device under amningerne, for det var åbenbart mere interessant end den nærværende virkelighed. Heldigvis er jeg stort set vokset fra min enten-eller-tankegang, så jeg behøver ikke anskaffe mig en u-smartphone eller forbande den moderne teknologi langt væk. Næh, den har da mange fordele, men der er et problem: jeg føler den har smadret min hjerne.

Det lyder sygt, men det er faktisk ikke langt fra sandheden. Denne "mentale fast food", som de forskellige (sociale) medier, apps og tjenester udgør, tilfredsstiller min hjerne på en primitiv og fattig måde, og gør mig afhængig, så mit nervesystem døgnet rundt skriger "mere, mere!" Flere likes, flotte (mad)billeder, korte tekster, underholdning, og iscenesættelse af personer, som jeg ikke rigtigt behøver forholde mig til. I bund og grund ting, som skal få mig til at føle mig værdsat, og vigtigst af alt; holde kedsomhed og stilhed fra døren.
UHA!! Der må helst aldrig blive helt stille, og angstens sved pibler frem bare ved tanken om AT KEDE SIG!
Men hvorfor?

Engang havde man god underholdning, adspredelse, om man vil: god musik, gode bøger, museer eller interessante og berigende (og lange) samtaler (eller i det mindste film og blogs). Kunst og sjov lå ikke nødvendigvis langt fra hinanden. Så kom den hurtige, let tilgængelige underholdning; underholdning for alle, og dermed ofte med laveste fællesnævner.

Jep, i 2015 er vi alle lige - DUMME! (sorry) - eller i hvert fald på vej til at blive det...
Indrømmet, den slags freakin lousy tidsfordriv er sjovt og OK - men jeg mener at det så til gengæld også skal bruges som fast food: noget man benytter sig af engang imellem - for det er i orden at have en guilty pleasure, en doven dag, og at slække på sine standarder, men søreme ikke hver eneste dag.

For mig handler det ikke om at forsøge at blive det perfekte menneske, ej heller at man absolut skal lide eller kede sig.. det handler om at jeg har svært ved at føre et liv, hvor meget af min opmærksomhed går til aktiviteter, som bare opfylder min reptilhjernes behov.
OK, det er så måske (mere eller mindre ubevidst) motivet for de fleste menneskelige (eller dyriske hehe) handlinger, omend mere eller mindre civiliserede - men forstå mig ret, nogle gange kan man altså gå for langt i jagten på nydelse og instant tilfredsstillelse, eller bare et øjebliks flygtigt velbehag.

How much is too much?
Man ved man er gået for langt, når driften overskygger viljen (eller fornuften?). Når jagten og handlingerne bliver compulsive, indgår i et afhængighedsmønster. Når man bliver slave af sine simple lyster, og det forhindrer en i at leve det liv, man virkelig ønsker sig.

Hvad "instant underholdning" har gjort ved mig (og min hjerne) - det har forringet (måske endda frataget):
- min evne til fordybelse
- min evne til at koncentrere mig - og dermed indlæring
- min evne til at føre en ordentlig samtale, uden at tænke på om der er kommet en besked, update osv.
- min evne til at være der for min søn
- min evne til at være til stede i nuet og nyde de særlige øjeblike (uden at tage billeder, formulere en god status update i hovedet osv)
- min evne til at være offline i mere end et døgn uden at blive rastløs og irriteret
- min evne til at bede og meditere
- min følelse af at have og kunne opretholde meningsfulde relationer
- min evne til at kunne opleve kunst og kultur (eller bare en film) uden afbrydelser

FUCK

Den store jagt på lykken

Landet ligger sådan: jeg er endnu i stand til at tænke tanker, som ikke drejer sig om bleskift og indtørret modermælk, altså har jeg endnu ikke fået ammehjerne
Landet ligger sådan: vi lever i en kapitalistisk tidsalder, hvor alt er gennemsyret af individualisme
Landet ligger sådan: alle jager lykke og frihed og jeg kender lykke og frihed

jeg ved ikke om jeg også jager lykken. men jeg søger frihed. jeg har fundet ud af, at mange forestillinger om frihed ikke er sande for mig. Ægte frihed handler om at blive fri af sindet og vanens magt, herunder synd.

Igår var jeg lykkelig. Det er jeg for det meste, og det har stået på i flere måneder. Ret usædvanligt, tror jeg. For mig, men også usædvanligt for de fleste. Ja, jeg er mere lykkelig end de fleste, det må være min seneste konklusion.

Lykken er en sær størrelse. Svær at finde, svær at beskrive, svær at holde fast i, svær at slippe. Måske er lykken ikke én, måske findes der flere lykker. Er "lykken" opreklameret eller undervurderet? Opblæst eller overset? Engang troede jeg ikke på den fandtes, og måske derfor var jeg, i modsætning til alle andre, ikke på jagt. Eller var jeg? Inderst inde søgte jeg nok også lykke, for det ligger implicit i den kultur jeg er vokset op i, at det skal man, som om man har pligt til at finde sin egen lykke - eller skabe den selv.

Mange beskriver mødet med lykken som kortvarigt, glimtvis, eksklusivt eller højtideligt. Livet er en stor, grå hverdagsmasse med små glimt eller store øjeblikke af lykke. Men for mig er det omvendt. For det meste er jeg lykkelig, og kun lejlighedsvis eller i kortere perioder opleves livet som gråt og trist. Sådan har det ikke altid været. Så det er stort. Og usædvanligt, tror jeg.

Igår var jeg ekstra lykkelig, tror jeg. Hvorfor? Fordi jeg havde en særlig følelse indeni. Jeg glædede mig til min fremtid. Virkelig. For første gang nogensinde (næsten) så jeg på min fremtid med forventning frem for frygt. Faktisk har jeg det meste af mit liv følt at jeg slet ikke havde en fremtid. Det hele var så sort, at jeg intet kunne se længere fremme. Men igår følte jeg glæde ved tanken om at se mit liv folde sig ud.  Og at opleve det, ikke mindst. Jeg så frem til at få job, flere børn osv. Selvom jeg ved det bliver hårdt. Jeg så endda helt frem til tiden efter børnene er flyttet hjemmefra, og følte for engangs skyld, at jeg har masser af tid. Til at tage en uddannelse, rejse, nyde livet og min partner. Det er måske ikke det der er i fokus når man har små børn, men pyt, det bliver der tid nok til senere hen.

Det var den ene type lykkefølelse. Den anden kom til mig, da jeg lå på sofaen sammen med min baby og faldt hen. Nu forstår jeg folk der siger, de er forelsket i deres nyfødte barn. Det mindede nemlig om en følelse jeg har haft i næsten alle mine romantiske forhold. Når jeg har været forelsket i en og det var gengældt, har vi brugt meget tid på bare at ligge tæt op ad hinanden og slappe af, slumre, falde hen, nogle gange sove. Og jeg husker præcis den følelse. Den består først og fremmest af nærhed og kærlighed. Men også tryghed. En helt særlig tryghed. Vi føler os trygge ved hinanden, vi trækker os ind i vores egen lille verden, hvor intet kan røre os. En følelse af at den anden person har den smukkeste sjæl, man nogensinde har mødt. Tiden går i stå. Duften af den andens hud. Fysisk varme, varme i hjertet. Og ikke mindst en helt fantastisk afslappethed, som gør at hver lille del af min krop glemmer frygten, og tænker, at alt nok skal gå. I det øjeblik bliver man klar over, at man ville gøre alt for den anden. Nu forstår jeg endelig lidt mere af den kærlighed til sit eget barn, jeg har hørt så mange fortælle om.

Måske har jeg været på jagt efter lykken. Men at blive lykkelig har aldrig været meningen med mit liv, ej heller at undgå lidelse.  For mig er meningen med livet at opleve det, leve det med alt hvad det indebærer. At gøre sig nogle erfaringer, og forsøge at acceptere, udholde og lære af al den lidelse, der kommer min vej. Alligevel har jeg fundet lykken, eller måske er den bare kommet til mig. Hvem ved? Måske er det netop fordi jeg stoppede med at lede.

Den Store Befrielse

Jeg har længe villet skrive noget om det jeg kalder "den store befrielse". Det er dog ikke så ligetil, specielt ikke når jeg har haft svært ved at skrive og at holde fast i en tanke længere tid ad gangen. Det er dog ikke noget jeg begræder. Tværtimod har jeg været glad for at jeg har lært at lade tanker passere og stoppe en tankestrøm i stedet for at filosofere videre og komme alt for langt ud i meningsløshed og uendelig regres og til sidst give op, fordi der ikke findes svar nok. Jeg er blevet meget bedre til at acceptere tingenes tilstand. Bedre til at observere mit sind i stedet for at identificere mig med det. Det har gjort mit liv bedre. Jeg har også lært at man ikke skal se sig tilbage. Undtagen når man får brug for at blive mindet om hvad Gud har gjort for en. Det er det eneste jeg ser tilbage på, og kun fordi det kan få mig frem ad eller i hvert fald give mig styrke til at komme det.

Jeg har indset at jeg har et "safe place" indeni, i mit hjerte eller i mine minder, et sted. Det er noget jeg opbyggede eller måske fandt da jeg var i Taizé. Et sted jeg ikke vidste fandtes. Et sted med fred. Fred i et fuldstændigt kaotisk sind. Kærlighed midt i al mit had og min afsky for verden, livet og menneskeheden. Et pust af liv til min degenererende tankevirksomhed. En forsmag på et formål og en identitet, som var mit, tilhørte mig, en plan som var beredt for mig. Alle de ting tilskriver jeg Kristus, for det var gennem bøn jeg fik dem i gave. Det reddede ikke bare mit liv, men gav mig styrke, en styrke jeg stadig kan finde frem den dag idag, to år efter. Jeg er evigt taknemmelig. Og den taknemmelighed har jeg brug for at finde tilbage til når frygt og bitterhed banker på, og mit sind krøller sig sammen i flugt.

Med gaven, som var alt dette og troen, fulgte en befrielse. En befrielse, som er svær at sætte ord på. Jeg har forsøgt at forklare det for mange såkaldte fritænkere, men de siger allesammen, at jeg ikke er fri, men derimod fanget og begrænset.
Jeg har altid søgt frihed. Ønsker vi ikke alle frihed? Første skridt i den søgen er at finde ud af hvad frihed er. Det er ikke nemt at svare på. Og da jeg endelig oplevede frihed, var den slet ikke som jeg havde forventet. Den frihed Gud giver, kan de færreste tænke sig til.

Fortsættes...

årets sidste dag og endnu en genfødsel

jeg føler jeg skal skrive noget. det har jeg følt længe. jeg har været lykkelig i månedsvis. måske er det løgn, men det er sådan jeg opfatter det. måske derfor har jeg ikke skrevet noget. måske er jeg bare blevet bedre til at leve i nuet og acceptere alt som det er, og derfor har der ikke været meget hverken at skrive eller tale om. livet er hvad det er. følelser er. de kan føles farlige, men det er bare følelser, og de fleste går over igen. i det forgangne år er der sket så mange ting for mig, at det føles som et helt liv. jeg vil ikke reflektere dybt over disse begivenheder på skrift, da jeg føler jeg har mistet interessen for at skrive. jeg har erfaret at jeg har fået et bedre liv af at skrive mindre. af at lade ting og tanker være i stedet for at rode rundt i dem ved at skrive.

2014 blev året hvor jeg:
- stoppede med at skrive
- flyttede 3 gange
- har boet i klosterfællesskab med 12 personer, stort kolle med 7 personer og nu oikos med 2 par
- blev gravid og havde en fantastisk graviditet
- blev mor til en dejlig novemberbaby med rødt hår
- var på PREP-kursus
- blev gift under Yggdrasil ved et dejligt havebryllup og fejrede med vennerne ved endnu en bryllupsfest måneden efter
- lærte at bage en bryllupskage
- gennemførte et 12-trins kursus/mønsterbrydning,
- hvor jeg blev klar over alle mine blokeringer og dårlige vaner og mønstre,
- og fik et godt selvværd
- fik min diagnose (efter 6 års ventetid)
- fandt ud af at jeg går ind for voksendåb (helligåndsdåb)
- gennem forbøn fik kortlagt hvilke følelser mine forældres skilsmisse fik frem i mig, og hvilke konsekvenser det har haft for mit liv efterfølgende,
- lærte at acceptere de følelser og give mig selv lov til at føle dem
- gav slip på min vrede - over for Gud, mine forældre og verden generelt
- blev mere konstruktiv end destruktiv
- lærte at øve mig (på orgel)
- lod være med at droppe ud af 3K
- har haft mere energi end nogensinde
- har haft mentalt overskud
- har lært at tage imod det liv, Gud giver mig
- er begyndt at bede tidebøn igen
- har indset at jeg har noget, som kan få mig igennem alt, og som ingen nogensinde kan tage fra mig: min tro
- blev optaget på orgeluddannelsen
- afholdte en velgørenheds-fødselsdagsfest
- har lært at fokusere på ligheder i stedet for forskelle i mit ægteskab
- fik omvendt en kødspiser til veganer!
- har fået (LIDT) mere tålmodighed
- begyndte at løbe (og stoppede igen)
- har været på stille-retræte
- prøvede en 24. december uden at fejre jul
- blev helbredt - helt

Det var året hvor jeg stoppede med at spørge mig selv "er jeg lykkelig?" eller endog "er jeg tilfreds med mit liv?", og dette at undlade det har gjort mit liv meget bedre. At lade være med hele tiden at vurdere hver enkelt lille ting, at forholde mig mere ikke-dømmende til tilværelsen og til mine tanker og følelser. Jeg har ladet det meste være som det er. Jeg har lært at lade følelser være i stedet for at erklære krig mod dem. Jeg har sat mine forventninger ned og lært at acceptere mange flere ting. Det at skrive betød for mig at jeg dvælede meget ved enkelte tanker, følelser og begivenheder, og det har virkelig hjulpet mig at lade være med det. Bare lade alt være det, det er.
Derfor har jeg heller ikke ret mange forventninger til det kommende år. Ingen idéer til hvordan jeg på alle mulige måder kan træne mig selv, disciplinere mig selv, systematisk forbedre mig. Jeg vil bare leve det liv, der er blevet mig givet. Mønsterbrydningskurset, jeg gennemførte, handler om at få et ret selvbillede og et ret gudsbillede (igen), og det har jeg i høj grad fået. Jeg ved at jeg fortjener at leve, virkelig leve et liv, et godt og frugtbart liv, for jeg er elsket og har altid været elsket. I den proces erkendte jeg også, at jeg har haft meget svært ved at tage imod kærlighed, både fra Gud og mennesker, og det er stadig en udfordring, men jeg tror på det bliver bedre dag for dag.

12-trins-programmet siger: "en dag ad gangen."
Andrea Hejlskov siger: "If you are given the gift of feeling alive, you have to give life."
Jesus siger: "jeg er livet"

2015, jeg vil leve dig, en dag ad gangen, mens jeg modtager og giver liv. AMEN

Den dag jeg fandt ud af jeg var taoist

Livet er hvad det er.